U want me ~ 1D+JB del 4

Harry og Emma har endelig fundet samme, som vi har ventet på i lang tid nu. De passer perfekt sammen, og elsker hinanden ligeså meget, som hvor godt de passer sammen. Emmas familie er med lidt mere i movellaen, da hun begynder at savne dem overdrevet meget. Emma møder endelig også Harrys familie. Det var også på tide, når man tænker på hvor lang tid de har kendt hinanden. Jo mere Emma og Harry er sammen med Niall og Lauras søn, Sebastian, jo mere for Emma lyst til én ligesom ham. Men hvad vil Harry synes om det, når han tror, at Emma fortryder at give Justins barn væk? Vil de overhoved have børn? Og hvad sker der, når Justin og Emma ser hinanden igen? Bliver de glade for at se hinanden eller hvad? Det hele får du svar på, hvis du læser med i 'U want me~ del 3' :D

3Likes
3Comments
879Views
AA

10. Begravelsen

*To dage senere*

Emmas P.O.V:

Jeg sad nu til min egen fars begravelse, med alle mulige forskellige slags mennesker rundt omkring mig. Der var overraskende mange til begravelsen. Jeg vidste ikke engang, at han kendte så mange mennesker, men det var nok også bare det lokale folk der kom. Der var endda nogle fotografer, og interviewere. Jeg ved ikke om det var på grund af min fars død, eller fordi Harry, Niall og Liam var der.

Der var nogle folk jeg ikke engang kendte, mens andre vidste jeg hvem var. Og så var der dem jeg elskede. Det vil sige min grædende mor, mine to søstre, Kristoffer og Harry, Liam og Niall. Det var i hvert fald dem der var tættest på mig. Liam, Harry og Niall var der for at støtte deres kærester, men også os andre. Specielt min mor, da hun ikke så ud til at klare sig så godt.

De kendte ikke så godt Sophie, men jeg er sikker på de var her ligeså meget for Sarah og jeg, som Sophie og min mor. Vi havde jo alle mistet en af vores tætteste.

Mine bedsteforældre var her ikke, fordi de ikke kunne. Min farmor og farfar er begge døde af den samme sygdom.. rygning. Eller nærmere sagt, lungekræft. Mens min mormor også døde naturligt, som den eneste bedsteforældre jeg kendte, og elskede. Min farmor og farfar døde inden jeg blev født, så vidste ikke engang hvordan de var. Mens min mormor døde da jeg var meget lille, og ikke forstod hvad der foregik. Men alligevel husker jeg hende, og alle de hyggelige sommerdage hvor vi lavede jordbærtærte, og de hyggelige juleaftner hvor vi strikkede huer og tørklæder. Men efter hendes død, var det sidste gang jeg havde nogle af de slags dage.

Og så er der min morfar. Han er stadig i live, men alligevel har jeg aldrig mødt ham.. Han valgte bare, at han ikke ville have kontakt til familien mere. Ved ikke hvorfor. Mine forældre har aldrig sagt hvorfor..

Jeg kiggede ned langs linjen med de tætteste, uden noget udtryk på ansigtet, og fik øje på min grædende mor, med en serviet i hånden for at tørre øjnene. Selvom det ikke ville være til meget nytte, da servietten allerede var våd af hendes sørgende tårer. Jeg havde ikke set hende sådan før. Ikke engang til min brors begravelse. Måske var det fordi, hun ikke ville græde foran os ’børn’, da min bror blev begravet. Det var jo hende der skulle være den stærke og trøste os. Og jeg var kun taknemmelig for, at hun holdte tårerne inde, da det ville have knust mig endnu mere, at se hende sådan som hun er nu.

Mine to søstre fældede et par tårer, nok Sophie mere end Sarah, da det var hende der fandt ham død. Der var jeg kun heldig, at jeg ikke var der på det tidspunkt. Jeg kunne dårligt nok holde til at høre på hvad de sagde der var sket, men at opleve det? Jeg ville ikke kunne overleve. Men Sophie var en af de stærkeste mennesker jeg kender, så hun skulle nok komme igennem det. Ligesom hun kom igennem Mark være sammen med en anden. Sikke en idiot. Sophie var absolut hjerteknust, men heldigvis kom hun igennem det overraskende hurtigt. Som jeg sagde, stærk pige. Jeg havde så først fundet ud af det lige inden begravelsen, da jeg opdagede han ikke var der, og så fortalte hun det bare kort.

De sidste to dage, har jeg klaret mig bedre end forventet. Da jeg først fik det at vide, vidste jeg ikke hvordan jeg skulle reagere, så jeg blev vred og ødelagde ting for flere millioner af dollars. Ups.. Men derefter gjorde jeg slet ikke noget. Jeg var vidst i chok. Jeg kunne slet ikke sætte mig ind i hvordan min egen far kunne dø. Det skete kun for andre, men ikke mig. Jeg troede i hvert fald ikke det samme som min bror ville ske to gange..

Men da Laura kom, var det ligesom en kæmpe lettelse. Som om en engel kom og reddede mig for at dø. Hun lyste jo næsten op. Jeg fik i hvert fald snakket ud til hende, og hun hjalp mig i gennem det værste overraskende hurtigt. Jeg lyttede til hvad hun havde at sige, og hun lyttede til mig. Og sent om natten, den dag, blev jeg mere mig selv, og fældede derfor nogle sidste tårer inden jeg lagde mig til at sove.

Næste dag vågnede jeg op på sofaen, som jeg faldt i søvn i, midt om natten, med mine kinder helt tørre af det mængde vand, der var kommet langs dem, og begyndte igen at græde, på grund af det mest forfærdelige mareridt jeg lige havde oplevet. Jeg lyder så ynkelig, men bare tanken om, at jeg ikke havde været der for min far her på det sidste, gjorde virkeligt ondt. Jeg kunne ikke sove efter det forfærdelige mareridt, og besluttede derfor at pakke min kuffert til den kommende dag, da vi havde bestilt flybilletter til Danmark, så vi kunne komme til denne begravelse, som jeg er til nu.

Jeg kom til at vække Harry under pakningen, som jeg dårligt nok havde set dagen før, da jeg følte at det kun var Laura og jeg alene, hele dagen. Men da han vågnede af mig fumle med noget tøj, lod jeg endelig mærke til ham, og kiggede virkelig på ham. Jeg kunne se hans trætte øjne var såret, og røde af så lidt søvn han havde fået, og garanteret også vandet som havde bruset ud af dem. ”Are you okay?” huskede jeg, at jeg spurgte om, hvor han viste et lille smil, så mit smil kom frem for første gang hele dagen, og noget af natten også. Hvor han så undrede sig over hvorfor jeg spurgte om han var okay, og rejste sig så op til mig hvor jeg bare nikkede. Jeg var okay. Bedre end jeg havde været de sidste 32 timer på det tidspunkt.

Justin og Harry havde jo også været op at slås, men det tog jeg ikke så slemt, men alligevel, bare pointen i det. Ikke oven på alt det hér.

Men på det tidspunkt, klokken 3 om natten, satte jeg mig ned i Harrys seng og snakkede ud med ham. Vi begge havde brug for at vide hvad der skete i hinandens hoveder. Og det hjalp. Jeg kom overraskende nok meget tættere på Harry den nat.. eller mere morgen, da vi ikke nåede at sove igen, inden vi skulle på flyet.

Så mens vi snakkede, eller mere i slutningen, pakkede vi kufferter sammen, og blev faktisk mere nogle kærlige timer, hvor vi snakkede om vores barndom, oplevelser, kærlighed altså vores tidligere kærester og nuværende, familie og min bror. Det vigtigste af det hele. Jeg fik endelig snakket med en anden end Laura, om min bror. Og det føles godt. Harry var så forstående. Jeg vidste slet ikke han havde det i sig. Hvis han ikke var min elskede kæreste, havde han klart været min bedste ven. Han overgår i hvert fald Kristoffer. Men alligevel var jeg ikke sikker på, om vi ville kunne holde til kun at være ’bedste venner. Vi var jo forelsket, og kunne ikke gøre for det. Det var bare ham mit hjerte slog for.

Men de timer, havde vi ikke haft et lignende øjeblik, så måske var dette endelig på tide vi fik et. Det føltes i hvert faldt rart. Jeg elsker, at jo flere øjeblikke jeg er sammen med Harry, jo højere elsker jeg ham. Og efter den snak for omkring en dag siden, har jeg aldrig elsket ham så meget, som nu.

Men da vi så var ankommet til mit barndomshjem, var det meget stille. Alt føltes forladt. I hvert fald de steder der mindede mig om min far. Selv vores familiebilleder føltes forkert. Som om det var for gammelt.. ubrugeligt, og var underligt at have hængende.

Jeg var sikker på min mor ville flytte, om ikke så lang tid, da det ville være for hårdt for hende, at bo der. Også nu hvor Sarah og jeg er flyttet hjemmefra. Plus, vi har tilbudt Sophie at flytte til Amerika med os, så vi ikke skulle savne hinanden. Men også, så hun havde et sted at bo. Andet sted at bo, for ikke at alt skal minde hende om vores højt elskede far, nu hvor denne by ikke var særlig stor, og alt mindede os om ham hér. Det føltes bare som hans by. Vores højt elskede far, som vi nu var til begravelse til.

Mine øjne sveg af så lidt søvn jeg havde fået på grund af de forfærdelige mareridt der hele tiden dukkede op i mine drømme, og mine sidste tårer der gled ned langs mine makeup frie kinder, og vendte op mod alteret, hvor hans hvide kiste var placeret. Imponerende at jeg overhovedet kunne mærke mine varme tårer, da jeg havde været følelsesløs de sidste par dage, og kunne ikke mærke om jeg var glad eller ikke. Det hele føltes så dødt.

Bare at kigge på den hvide store kiste ved alteret, fik mig til at græde. Bare at vide, at min far lå deri. Min fars sjælfrie krop. Jeg græd på hans vegne. På den forfærdelige måde han døde på. Han fortjente ikke at blive dræbt. Han var en god far, en god ven, og ikke i det mindste et kærligt og godt menneske. Hvorfor ville nogle dræbe ham. Min far. Gad vide om morderen havde det dårligt da han stak kniven ind i min fars bryst. Jeg gætter på at han ikke havde det mindste dårligt, da kniven var stukket flere gange. 28 gange for at være helt præcis. Jeg fældede en tåre samme tid som det lille hulk der kom fra min mund af. Jeg kunne ikke styre det. Det skete bare. Jeg ville ønske Harry sad ved siden af mig, så han kunne tage fat i min lille hånd, kysse mig på kinden, og hviske i mit øre ”You’ll be okay”. Men det var han ikke. Han sad bagerst i kirken sammen med Niall, Liam, og en hel masse fremmede, da de ikke kendte min far så godt, som os andre på forreste række. Det var vel reglerne.

I stedet for Harrys store, varme, trygge hånd, så tog Kristoffer fat i min i stedet for, og smilede medfølsomt til mig, da vores øjne mødtes. Jeg havde savnet Kristoffer og hans støtte, men havde overset ham en smule, da jeg allerede havde en masse andre til at støtte mig. Men også en masse andet at tænke på. Tro mig.

*1 time senere*

Nok den længste begravelse jeg har været til. Også den mest pinefulde. At sidde der og vide at sin far er død i en time, er alt for lang tid. Så derfor besluttede jeg at springe te og småkager over. Jeg hadede begravelser, fordi de var død det hele handlede om. Okay, også gud, og jord, og himmel. Men det fik én til at tænke. Tænke om alt i livet. Hvad jeg kunne have gjort, hvad jeg kunne gøre og hvorfor.

For det første ville jeg ønske at jeg kunne havde været der for ham, mere end jeg var, og vise ham, at jeg elsker ham mere end jeg gjorde. Det var hvad jeg kunne have gjort anderledes.

Og hvad jeg kunne gøre, var at komme over det så hurtigt som muligt. Jeg skulle ikke gennem et år i helvede, som jeg var da min bror døde. Men jeg lærte meget på det år. Jeg lærte at håndtere sådan noget som dette. Hvis det med min bror skulle ske igen, så vidste jeg, at jeg skulle snakke med folk, i stedet for at være i min egen lille verden. Derfor valgte jeg for det første, at snakke med Laura om min fars død, så jeg kunne komme videre. Jeg er stadig ikke helt kommet over det, men det værste er jeg. Jeg valgte oven i købet, også at snakke med Harry. Som var meget overraskende, da jeg ikke havde tænkt mig at snakke med andre end Laura om det, men alligevel var Harry der. Han gjorde bare noget ved mig, som ingen kunne beskrive. Ikke engang mig selv.

Hvorfor? Hvorfor var jeg der ikke for ham? Alt sammen på grund af en mand, som jeg var faldet for. En man, som har vist sin kærlighed til mig, på alle mulige måder. Harry. Jeg var der ikke for min far, fordi jeg var med Harry.. Og Justin noget af tiden. Men jeg satte min kærlighed til Harry i første række, frem for min kærlighed til min elskede familie, som jeg var faldet lidt fra, efter jeg var flyttet til Amerika. Undtagen Sarah. Hun har jo hele tiden været lige i hælene. Men det var også fordi hendes kærlighed til sin kæreste, frem for sin familie. Men til vores forsvar, er man nødt til at holde til sin kæreste, hvis man vil stifte sin egen familie.

”Emma?” jeg drejede mig nok til at kunne se de bekendte brune krøller, komme småløbende hen til mig. Mine øjne var stadig en smule våde fra kirken indenfor, som jeg lige var gået ud af, og var ved at gå hen til bilen, fordi jeg ikke orkede alle de mennesker og familie, til at sige hvor ked af det de er på mine vegne, og håber at jeg får det godt. Derfor prøvede jeg at undgå dem, og ville bare hjem.. hen til hotellet, som Harry og jeg havde fået et værelse på.

”Where are you going baby?” hans ord ville smelte mig, hvis jeg ikke havde andet at tænke på. Han var nu helt tæt på i hans sorte jakkesæt, og havde sine hænder om mit liv, mens hans smukke, bekymrende, grønne øjne kiggede direkte ind i mine. Jeg kæmpede med ikke at lade ham se mine tårer der nu var kommet til syne i mine øjne, så undgik hans blik så meget som muligt.

”Uhm.. Im going back to the hotel” min stemme rystede på grund af hvor ustabil jeg var, og kunne ikke gemme mine tårer længere, da de allerede var begyndt at slippe løs.

Han kiggede med bekymrende øjne på mig, og tog sine varme hænder på mine kolde kinder, hvor han tvang mig blidt til at kigge mig i øjnene. Jeg ville ikke snakke om min far endnu. Jeg havde snakket nok for i dag, men alligevel ville jeg have Harry skulle sige noget, som kunne lukke munden på mig. Noget som ville få mig til at slappe en smule af, og ikke være så.. bekymret, på en måde.

”He loved you.. That one time I saw him. That one time was enough for me to see how much he loved you. And all the time I’ve known you... I know you love him just as much as he loved you… I know what he went through a terrible death, and I couldn’t imagine what the pain must feel like.. but, the pain is gone. The pain is gone now, Emma” han trak en smule I mundvigene, og bøjede hovedet en tak for at få øjenkontakt med mine mørkeblå øjne, hvor der kom ustyrlige tårer ud af. ”He’s in a safe place now. He’s probably in heaven with Michael Jackson and rocking along to ‘Thriller’…” smilede han og det samme gjorde jeg, da han vidste at min far elskede Michael Jackson, og fortsatte med et mere alvorligt udtryk lidt efter ”..He’s safe.. And I’ll bet that you shouldn’t be worried about you not being there enough for him.. ‘cause with all that love you showed to him even though you weren’t even there.. there’s no doubt that he knows how much you love him, and all that love you showed him.. all that love.. is replaced with the time. You didn’t need the time to show him… You just needed love..” kan han læse mine tanker? Det var præcis det jeg havde brug for at høre, fra den jeg ville høre det fra. En anden grund til at jeg elsker ham så højt som jeg gør. 

Jeg smilede en smule af de søde ord, hvor den sidste tåre gled ned af min kind, og sagde ”Thank you”. Han var klog nok til at vide hvad jeg takkede ham for, så derfor hev han mig tæt ind til sit bryst, og hviskede højt nok til at jeg kunne høre det ”You don’t have to thank me.. You’re the strong one. The one who can get over this like you did with your brother”. Jeg lyttede til hans kloge ord, mens han fortsatte “You’re stronger than you think” og trak mig stille væk fra vores trygge kram, hvor han kyssede mig blidt på panden, inden vi satte os ind i bilen for min skyld, og kørte tilbage til hotellet..

*1 time senere*

”Hvor er i henne? Der er folk der holder tale for os, Emma” sagde min ældste søster, og kunne med ingen tvivl mærke på hende at det var upassende.

”Undskyld..” sagde jeg idet jeg sugede tungt luft i mine lunger. Der var ikke den bedste, friske luft inde i dette hotelværelse, men det var ikke grimt, overraskende stilet. Jeg gik så over til vinduet og åbnede det, da jeg lod mærke til hvor dårligt der egentlig lugtede.

”..Jeg kunne ikke klare det, Sarah. Det hele er for meget for mig… begravelsen var nok. Nu ikke alle talerne hvor de tager alle vores minder op, og siger hvor ondt de har af os.. jeg ville ikke kunne klare det” jeg tog hånden til hovedet af frustrering, og den klamme lugt. Hvor kom den fra?

”Hvad ville far tænke?” hendes stemme rystede af de kommende tårer der garanteret stod klar til at falde ned fra hendes blå øjne.

”Du skal ikke bruge det kort på mig Sarah..” jeg sagde det måske i en rimelig hård tone, men det kunne hun ikke sige. Det fik hun ikke lov til.

”Undskyld..” sukkede hun grædende, og tilføjede ”Gør hvad du vil.. Far ville garanteret havde respekteret det alligevel” hun prøvede at grine, men fejlede stort og det kom ud som en suk i stedet for.

”Jeg savner ham, Emma” græd hun efter en kort pause. Tro mig… jeg ved hvordan hun har det. ”Hvorfor var vi der ikke for ham? Hvordan kunne vi flytte væk fra vores familie? Ved han overhovedet at vi elsker ham?” hendes stemme var først en smule hård og trist, men blev mere stille for hvert spørgsmål.

”Hey..” hviskede jeg beroligende. ”Of ’course he knows how much we love him. Don’t say that.. We didn’t need the time to show him how much we love him.. we only needed love” jeg gentog Harrys vise ord, som sad fast i min hjerne, og vidste at hun ville blive ligeså glad for dem som jeg var. Jeg veg mit blik væk fra vinduet, og om på Harry der var i gang med at tage sit slips af, som smilede svagt, og vidste at han havde sagt det rigtige til mig, da jeg fandt en strejf af stolthed i hans grønne øjne der lyste op af det åbne vindue, med solen skinne højt på himlen udenfor. Kunne ikke undgå at tænke, at det var min far der lyste himlen op.

”You’re right..” tøvede hun efterfulgt af en hvisken jeg hørte. ”Jeg bliver nødt til at gå.. sig hej til Harry” skyndte hun sig, og kunne høre hun prøvede at samle sig sammen, hvorefter jeg hørte mobilen bibbe, som tegn på at hun havde lagt på.

”Are she okay?” kom det fra Harry, da han begyndte at tage sine laksko af, mens hans blik fokuserede på mig.

”She’ll be fine” smilede jeg let, og lavede en grimasse af den grimme lugt der stadig hang i luften. Jeg drejede mit hoved til siden, og sniffede, hvor jeg opdagede det var mig der lugtede.

”I’m gonna take a bath” sagde jeg, og gik hastigt hen til badeværelset i det stilede hotelværelse.

”Wait” Harry tog blidt fast i mit håndled, så det fik mig til at kigge spørgende ned på ham som sad på sengekanten. Han rejste sig langsomt op med et lille smil gemt bag sine fristende læber. ”I want a kiss before you go”, jeg smilede bare af ham, og lænede mig tættere på hans læber, og fik et lille sus i maven da jeg kunne mærke hans blide læber mod mine…

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...