Som om du kan se mig (Samling)

Dette er en samling af diverse små noveller/historier, jeg har arbejdet på.
Der er mange forskellige historier, det meste bliver stile, fritidsskriblerier og historier fra saxo-forfatterskolen.

Jeg håber i har lyst og tid til at læse denne samling, i må endelig skrive hvis noget mangler...

2Likes
0Comments
381Views
AA

5. Mørket alle ser.

Da anklagen faldt, var det som om alt forsvandt, mit liv og mit hjerte.
Jeg følte mig død, jeg følte mig forladt i en verden fuld af mennesker.
Men jeg var langt fra forladt, jeg var bevogtet, og fanget- Som en flue i et edderkoppespind.
Jeg måtte kæmpe for min uskyld, vise hvad jeg huskede.
Da det gik op for mig, at jeg ikke kunne huske noget, ikke fra før jeg vågnede på hospitalet, omringet af politibetjente.
Der var kun et knugende, og knusende mørke i mit sind.
Alt hvad jeg måtte have husket, var glemt.
Jeg ved ikke om jeg gjorde det, jeg ved ikke om jeg dræbte dem.
Valgte jeg at glemme, eller var det kun et uheld?
Jeg ved det ikke, jeg kan ikke huske det.
Alle de tanker i mit hoved.
Væggene der klaustrofobisk indkapslede mig, indtil det gik op for mig, jeg var ikke bange for rummet, eller dets mørke- Jeg var bange for mørket indeni mig selv.

Åndedraget.
Det var træt og besværet, det var mit.
Jeg kiggede mig over skulderen, der var ingenting.
Mine øjne søgte vejen.
De hvide striber, der stille lyste det uendelige mørke op, lyste som en sandhed i løgnen.
Mine fødder trommede mod asfalten, deres taktfaste mønster, gav mig lyst til at forsætte- Forsætte hjem.
Løb- løb hvisker jeg til mig selv, med sammenbidte tænder.
Mine øjne er ved at lukkes, jeg når endelig huset.

Båndene der snor sig omkring mit hus, det hus vi havde.
Langsomt sætter jeg farten ned, mine fødder værker.
Mine øjne finder indgangen, indgangen til minderne.
Hvor vil jeg dog gerne kunne huske, det er derfor jeg flygtede, for at tage hertil.
Min hånd finder vant nøglen, den knuger den lille nøgle til sig, et minde den ikke må glemme.
Jeg stikker nøglen i låsen, den drejer langsomt rundt, og er svagt klik lyder.
Som en pistol der lades, en ting jeg nu har oplevet.
Jeg skubber med min anden hånd, døren op.
Den knirker let, et enkelt tåget minde dukker frem.

Jeg står i døråbningen, og kigger på min kone.
Hun sidder i sofaen med vores børn, de griner og hun læser op for dem.
Jeg står bare der, smiler af deres entusiasme, de for ikke øje på mig.
Ikke før jeg går hen og løfter dem, deres hvin fylder rummet.
Min kones øjne lyste op, med et smil sagde hun; "Du er hjemme!"
Mit svar var et smil.

Mine øjne åbner sig.
Mine børn og min kone er der ikke, det ved jeg.
Tårerne presser sig stille på, jeg tager mig lidt sammen.
Jeg kan bare stadig hører deres hvin, min hjerne kan íkke klarer det mere.
Jeg græder, noget så ynkeligt, mens jeg spekulerer på hvem der ikke ville græde.
Hvem der ikke ville græde hvis de var mig, mange ville det ikke være.
Jeg tørrer tårerne bort, mit blik er sløret, men fokuseret.
Det minde var for meget, jeg gik op ad trappen, i håbet om at finde ud af hvad der skete.

Trappens stille trin, de knirkede let under min vægt.
De knirkede altid, men nu var det uhyggeligt.
Jeg stod der, for enden af trappen, i håbet om at min tvivl ville ende.
Jeg hørte en stemme bag mig, en barnestemme.
Hurtigt vendte jeg mod stemmen.
Ingenting, ingenting var der, blot frygten og mørket.
Jeg gik stille mod vores værelse, min kone og mit værelse.
Meget fik jeg ikke at vide, blot at det var sket og det var mig.

Den hvide dør ledte mod mit hjem, mit liv.
Ikke mod min ende, det måtte den ikke.
I sidste øjeblik lød en barnestemme bag mig.
Et enkelt ord- Far.
Jeg vendte mig om, stemmen blev ved med at kalde på mig.
En anden stemme sluttede sig til koret.
Atter en barnestemme, der kaldte på mig.
Jeg fulgte stemmerne, mod deres værelse.
Det var der, der de var fanget.
Jeg tog mig sammen til at følge efter stemmenerne, stemmerne fra min fortid.

Døren åbnede sig uden en lyd, blot en hvislen af gammel luft der kæmpede for at slippe ud.
Ligesom mine minder.
Mine fødder træder i det tynde lag støv, stemmen hvisker videre.
"Far, kom, hjælp, død, flygt" Mumler de to stemmer af mig.
Jeg kigger stille på væggen, der er blod på den- Deres blod.
Mens tårerne strømmer af mine kinder, løfter jeg bamserne.
Den lille kanin, og den lasede teddybjørn.
Deres bamser.
Stemmerne hvisker mere, og et ord lyder igen, "Flygt!"
Børnestemmerne råber op, og jeg smider bamserne fra mig.

Jeg sætter mig ned mens støvet hvirvler.
Et enkelt glimt af aftnen dukker op.

"Jeg tager ud, og køber ind." Siger jeg til hende, hun smiler blidt da børnene knuger mine ben.
Jeg går ud mod bilen, en sidste gang kigger jeg på dem, med en mærkelig fornemmelse i maven.
Jeg starter bilen, min telefon begynder at ringe.... Jeg tager den.

Jeg ser det, og pludselig er jeg tilbage.
Tilbage i værelset, siddende i støvet.
Tårerne rinder stadig af mine kinder.
Sorgen toner sig op, og stemmerne lyder igen.
"Flygt!! Far, Flygt, han er her!!!" Lyder børnestemmerne.
Jeg bliver skræmt af stemmerne da jeg genkender dem.
August og Sashielle.
Inden han kommer.

Hans øjne er mørke af vrede.
Jeg kryber tilbage, og når mod trappen.
Jeg løber, i halsbrækkende fart ned af trappen.
Han følger efter, og stemmerne lyder hele tiden.
De driver mig vanvittig, vanvittig hele tiden.
Farten er stor, men jeg vil ikke dræbes af ham.
Jeg kigger på ham, og når køkkenet.
I vinduet ser jeg deres ansigter.
Jeg for fat i en kniv, da han når mig.
Jeg jager den i mit bryst, mit liv pasére revy.

"Kom hjem!" Skriger hun, børnenes råb lyder i baggrunden.
En enkelt lyd af noget der falder, og hans stemme.
"Jeg kom efter ham, men fik dig"
Jeg er allerede på vej til at dreje, da jeg for sent ser lygterne.

 

 

 

 

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...