Som om du kan se mig (Samling)

Dette er en samling af diverse små noveller/historier, jeg har arbejdet på.
Der er mange forskellige historier, det meste bliver stile, fritidsskriblerier og historier fra saxo-forfatterskolen.

Jeg håber i har lyst og tid til at læse denne samling, i må endelig skrive hvis noget mangler...

2Likes
0Comments
392Views
AA

2. Et minuts stilhed.


Normalt siger man alt bliver godt når du dør,
Men når du dør opdager du det, du ser hvordan verden virkelig er, du ser de små hemmeligheder folk har, du finder ud af hvad der i sidste ende er mening med det liv du forlod.

Min begravelse var på en måde det mindst betydningsfulde øjeblik i mit liv, men alligevel mest betydningsfulde for at jeg kunne komme videre.

Jeg stod ved siden af min kiste, den var af valnøddetræ og malet i en smuk sort med gyldne mønstre.
Jeg havde altid drømt om at folk ville sørge over mig, jeg vidste bare at det ville de ikke.
Men alligevel græd de alle, selv Krista som jeg ikke engang havde forventet ville dukke op, hun græd noget så hjerteskærende, hun vidste nok hvorfor jeg døde- pågrund af hende.
Man kan sige at min begravelse på ingen måde indfriede mine forventninger, folk græd, folk holdt taler, folk gav mig blomster og folk hjalp mine forældre gennem det.
Alt var så meget mere magisk end jeg nogensinde havde forestillet mig, dengang jeg døde.
Jeg gik stille rundt mellem gæsterne, mine forældre, min lillebror, mine bedsteforældre, mine forældres søskende og alle fra min klasse, alle var her i et sidste farvel.
Mine forældre vidste sikkert ikke engang hvad der skete da jeg døde, de vidste sikkert heller ikke om det var en ulykke eller med vilje, hvor jeg ønskede jeg kunne havde fortalt det, selvom de ikke ville havde lyttet- det gjorde de aldrig.
Hele vejen gennem præstens messen græd folk, og da turen kom til mine forældre græd alle mere.

”Egentlig ved vi ikke hvad der skete med Alliane, det hele er så mystisk og vi får nok aldrig et svar.” Hulkede min mor.
”Vi lyttede ikke, måske prøvede hun at sige det, men det eneste vi ikke gjorde var at lytte, det fortryder vi nu.” Forsætter min far.
”Nogen gange undrer det mig, jeg ikke var en bedre mor, jeg burde havde været der når hun græd, men jeg var der aldrig.” For min mor frem.
”Alt i alt glemte vi en pige, vi aldrig burde have glemt, en pige som behøvede os, men vi glemte hende alligevel.”
Inderst inde kunne jeg ikke lade være med at få en smule skyldfølelse, de burde ikke græde, de burde være ligeså kliniske som da jeg var i live.
Men alligevel er de ikke kliniske, de er blot mennesker.

Da mine forældre satte sig ned, rejste Krista sig.
Stille og usikkert gik hun op til min kiste.

”Egentlig burde jeg sige undskyld, undskyld for i skal være her i dag.”
”Hvis jeg ikke havde gjort som jeg gjorde, ville Alianne stadig være her, undskyld.”
Mumlen bredte sig i kirken, men Krista forsatte.
”Jeg sagde så mange onde ting, jeg gjorde så mange dumme ting, mod Alianne, men inderst inde ville jeg bare være hende, jeg var så misundelig.”
”Alle sagde det var ulykke og der var intet jeg kunne havde gjort, men det kunne jeg, jeg kunne have været hendes ven, ikke hendes fjende.”
Krista forsatte i den tiltagende larm.
”Hvis Alianne stadig er her et sted, er der en til jeg vil sige.”
”Undskyld Alianne, undskyld jeg tog alt fra dig.”

Jeg stod bare der og tænkte på om døden var det værd, på en måde kunne jeg forstå at selvmord blev kaldt en slags snyd eller fejhed, men jeg havde ikke været fej, jeg havde bare været træt.
 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...