Den sidste nat i det nye år

Denne novelle skrev jeg som en skoleopgave, og den skal afleveres om en uge.
Den er baseret på ægte hendelser, men set fra en anden synsvinkel og derfor opdigtet.
Jeg har skrevet den til ære for min afdøde far.
Skriv endelig en kommentar som respons, kritik osv. :-)

12Likes
10Comments
886Views
AA

1. Den sidste nat i det nye år

Musikken spillede lavt i baggrunden. Jeg sad op i sofaen foran pejsen. Et brunt uldtæppe varmede min hud, men fik hjælp af en varm kop citronte. Hver gang jeg så ud af vinduet, fløj kuldegysningerne ned ad mine arme og ned langs kroppen. Ud af øjenkrogen fik jeg øje på stormen udenfor. Jeg kunne mærke den isnende sne fryse min hud og få mig til at skælve af smerte. Jeg undlod at se ud. Jeg kiggede rundt i håbet om at få varmen fra den mørke stue ind i mig.

Jeg studerede det gamle træbord foran sofaen. En hvid mappe lå ved siden af min tekande.

Jeg satte min kop på bordet og rakte ud efter mappen. Jeg åbnede den stille til lyden af den rolige, stemningsskabende musik. Det var et billedalbum. Første side bestod af fire billeder. De var alle af mig og Phillip. Hans lille, runde hoved med mørkt hår på toppen gav mig et smil på læben. Jeg bladrede en side frem og så pigerne. Den ældste havde et dejligt smil. Hendes æblerunde kinder var uimodståelige.

Den yngste havde tykke, blonde krøller.

Jeg havde ikke set hverken Phillip eller pigerne i næsten tretten år. Det eneste jeg havde tilbage, var billederne. Billederne fra deres barndom, som bestod af gyldne øjeblikke. De ubekymrede tider, hvor man havde det sjovt. De uskyldige dage, hvor man ikke havde så meget som én dømmende tanke.

Jeg tænkte meget på dem. Jeg spillede min rolle på afstand, men havde dem i mine tanker hver dag.

Jeg satte billedalbummet tilbage på bordet. Jeg løftede min udmattede arm og lagde den på min mave i sofaen. Jeg kiggede på uret; der var stadig en time til, at Susanne ville være hjemme.

Jeg rejste mig smertefrit op og strakte mig. Jeg sukkede og slæbte min svage krop ud i køkkenet.

Jeg kiggede i køleskabet, skuffer og skabe. I et skab for neden fandt jeg svaret; der var stadig en kasse tilbage. Jeg tog den, satte den ind i stuen, og placerede mig i sofaen endnu engang.

Jeg masserede mit ansigt og holdt om den første flaske. At flasken var varm havde ingen betydning for min tilfredsstillelse. Jeg åbnede for den. Det lettende pift sank min puls. En indre ro fandt sted i mit hoved, og jeg var endelig fri for tanker.

Flaske efter flaske røg ned. De væltede rundt på gulvet, mens jeg sad på sofaen med blandede følelser.

En tung ydmygelse lå på min skulder, mens en lettende tilfredshed lå i mit bryst.

Jeg kiggede rundt, prøvede på at få mit syn fokuseret. Jeg hostede og rystede, mens jeg så mig omkring.

Min krop rejste sig op og slentrede rundt på gulvet.

Jeg stødte på en væg og førte min hånd langsomt hen ad den. Jeg mærkede noget koldt og hårdt.

Det var telefonen. Jeg tog den og holdt den i min højre hånd. Jeg vendte mig med ryggen til væggen.

Jeg gled langsomt ned mod gulvet. Jeg sad med ansigtet mod vinduet. Den kolde vintersne frøs mig indefra.

Jeg rystede hovedet og fokuserede på telefonen. Hvad var deres nummer?

Sedlen sad på ryggen af telefonen. Jeg tastede cifrene ind og prøvede lykken.

Jeg kiggede ned i gulvet. Jeg pillede lidt ved gulvtæppet, indtil jeg hørte en kvindes stemme.

”Det er Tina”, sagde hun. En lys, blid men frisk stemme. Mon hun huskede min?

Ja, det er Tom”, svarede jeg. Ordene kom ud i rodede klumper.

Samtalen blev kort afbrudt af hendes stilhed.

”Hvad vil du?”, sagde hun med en mindre blid stemme.

”Hvordan har pigerne det?”, spurgte jeg.

Jeg var oprigtigt interesseret, men jeg var samtidig dobbelt så ukoncentreret.

Jeg hørte ikke andet end støj fra den anden ende af røret.

”Må jeg snakke med den ældste?”, spurgte jeg.

Jeg hørte dem begge i baggrunden af stilheden.

”Hallo?”, lød en ung stemme.

Jeg vågnede fra min dagdrøm og svarede friskt:

”Hej søde, hvordan går det?”

Hun sukkede dybt. Jeg sad i den anden ende af røret, klar til et hvert svar.

”Du har aldrig været der for os, men alligevel bilder du dig selv ind, at du kan tillade dig selv at ringe til os?”

Jeg forventede intet andet.

”Har du drukket?”, spurgte hun.

Jeg svarede ærligt. Jeg kunne høre vreden i hendes skarpe tone.

Pludselig var følelsen af ydmygelse større end den lettende tilfredshed, som jeg havde følt tidligere.

Jeg mærkede stadig alkoholen svømme i mine årer. Jeg hørte hvert et ord, hun sagde.

Jeg følte hver en følelse, hun beskrev. Det var frygteligt. Jeg skammede mig, og jeg fik ondt i maven af skyld.

En tåre banede sig ned ad min kind og ned til min hals. Jeg svigtede mere, end jeg ønskede at gøre.

Jeg skammede mig mere, end jeg nænnede at tænke på. Mit hoved føltes overfyldt af selvhad.

Jeg kunne føle det boble i mig, stikke i mine hænder og lamme mine fingre. En angst faldt over mig.

Mit hjerte hamrede løs til lyden af min ældste datters rasende stemme i telefonen.

”Må jeg snakke med den lille?”, spurgte jeg.

Der blev stille endnu engang.

”Hvad vil du?”, spurgte hun muggent.

”Må jeg snakke med den lille?”, gentog jeg mig selv.

Stilheden overtog hende, men lyden af lave stemmer i baggrunden holdt mig optaget.

”Han spørger, om han må snakke med dig.”

”Det ved jeg ikke…”

”Ja eller nej? Han sidder og venter.”

Jeg sad og stirrede ud i luften, fokuserede på lyden af deres stemmer.

”Du skal regne med at blive skuffet.”

”Så nej…”

Jeg sad og ventede. Tina vendte tilbage og sagde:
”Nej, hun vil ikke snakke med dig, og det er din egen skyld.”

Jeg var ikke overrasket. Hvorfor skulle hun have lyst til at snakke med mig efter alt det, der er sket? Jeg var såret og skuffet over mig selv.

Tina og jeg snakkede i mange timer, selv efter Susanne var kommet hjem. Til min overraskelse havde hun vænnet sig til samtalerne, alkohollen og skænderierne.

 

Jeg sov på sofaen, og Susanne sov i sengen. Jeg så solen gå ned og månen stå op.

Nattens mørke indtog indersiden af mine øjenlåg i mit forsøg på at falde til ro.

Men det var håbløst, for den stærke alkohol hjemsøgte mit sind.

Når mine øjenlåg lukkede og tændte for min fantasi, hørte jeg lyden af små børn hyle og græde, lyden af en bil slingre ned af en grusvej og lyden af en kvinde råbe af mig i vrede. Jeg mærkede hvert et slag ramme mig, og jeg hørte hver flaske klingre i stødet mod gulvet.

Alt vendte tilbage, alt blev hos mig. Hvert nederlag og hver en tabt kamp hjemsøgte mine nætter.

Jeg holdt ikke til det. Jeg kunne ikke overkomme alle de stemmer, alle de ulykker. Al den skyld.

Jeg satte mig op og tog en dyb indånding. Jeg kiggede op og strøg min hånd gennem mit hår.

En hamrende hovedpine og en forfærdelig kvalme overtog min krop.

Jeg gik ud i bryggerset og fandt min jakke. Jeg rodede lommerne igennem i håbet om at finde mine smøger.

Der var lige én tilbage i pakken.

Jeg tog min smøg og lighter og gik ud på altanen. Min forgiftede krop fandt vej gennem stuen uden at vælte. Jeg lukkede altandøren og vendte mig mod udsigten.

En skrap men vindstille kulde bed mine kinder.

Gadelygterne fik den hvide sne til at gløde i nattens mørke tomhed.

Jeg lænede mig hen over altanen og kiggede frem. Et hvert lys i en hver lejlighed var slukket.

Alle var faldet til ro. Jeg kiggede rundt, kiggede ind i vinduerne. Jeg fik ikke spottet en eneste levende sjæl i natten.

Jeg tændte for smøgen og tog et sug. Mine lunger fyldtes med mørk røg og pustedes ud i den dunkle nat.

Alt var mørkt i min verden. Det eneste lys, jeg så i mit liv, var gadelygterne i natten.

Jeg overvejede at tage i byen, at drikke mere, men nej. Jeg orkede det ikke. Jeg var svag.

Jeg fornemmede hurtigt, at mit liv var en skændsel, når jeg tænkte på alle de mennesker, der havde afvist mig. Mine børn, mine brødre, mine forældre. Jeg havde altid været sikker på, at jeg var det sorte får.

Jeg smed smøgen ned i en bunke sne. Jeg kiggede op, ledte efter Månen. Da jeg var lille, var mit eneste tankeløse sted Månen. Jeg kiggede på den, hver gang noget var galt i mit liv, men det virkede ikke længere til at hjælpe mig. Min fascination af Månen var forsvundet, muligvis skyllet væk med alkohol.

Jeg gik indenfor, bevægede mig stille omkring, i håbet om at Susanne ikke ville vågne.

Jeg tog min ring af og lagde den på bordet, foran den plads, hun altid sad på om morgenen.

Jeg gik ind i soveværelset. Fredfyldt lå hun og sov i sengen. Bekymringsløst lå hun puttet godt ind i dynen.

Jeg smilede.

”Susanne, min egen”, hviskede jeg.

Jeg nænnede ikke at vække hende, så jeg undlod at kysse hende.

Jeg slentrede ind i køkkenet. Køleskabet var dekoreret med billeder af min yngste datter, og på bordet ved siden af stod der billeder af min ældste datter. Men jeg kunne aldrig glemme min søn. Min tykkindede søn med de firkantede briller; han var en charmetrold.

Jeg tog mine nøgler og bevægede mig hen mod hoveddøren. Jeg trådte forsigtigt ud og låste døren lydløst efter mig. Jeg gik ned ad de mørkegule trapper. Det gav et stort ekko for hver skridt, jeg tog.

Jeg skubbede den tunge dør åben og trådte ud i den kolde nattesne.

Månen stod højt over mig, og sneen faldt langsomt fra skyerne.

Jeg gik ud i det lille skur i baggården. Det var et lille, mørkt skur, som virkelig passede ind i den hyggelige stemning, som natten skabte.

Den knirkende dør lukkede sig selv, i det øjeblik jeg trådte ind.

Der stod stolper, træ, værktøj og reb rundt omkring i det lille, forladte skur.

En tåre svømmede ned langs mit ansigt, i det jeg tog fat om rebet. En tom kasse ølflasker stod i hjørnet og stirrede på mig. Skyldigt bandt jeg rebet fast om bjælken i loftet.

Jeg tog en stol og satte den under rebet. Jeg stillede mig op på den med en tung fornemmelse i maven.

Jeg var bestemt, men en ubehagelig rysten i mine hænder og mit bryst satte tankerne i gang.

Mine urolige hænder tog fat om rebet, og mit hoved bevægede sig derefter ind i ringen af reb.

Rebet holdt om mig. Holdt om min hals.

Jeg tog en dyb indånding. Jeg lukkede øjnene, og pludselig vendte stemmerne tilbage.
Denne gang var det anderledes. Denne gang var der en forandring i mit sind: børnene lo, bilen kørte roligt og slagene var blevet til simple klap på skulderen. Jeg hørte min far fortælle, hvor stolt af mig, han var. Mine døtres vrede og frygt var forsvundet og erstattet med uskyldig latter. Pludselig var alle glade.

Det var nærmest som om, at de alle ventede på mig.

Jeg smilede, åbnede øjnene og åndede hurtigt af forbavselse; den mørke vinter var blevet til en lys sommer.

Pludselig var alt lyst, pludseligt var alt godt.

Da vidste jeg, at der var ingen anden vej, jeg hellere ville gå.

Jeg lukkede øjnene en sidste gang, og med ét sparkede jeg stolen bagud.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...