Uvidenhed

Anne er blot 15 år gammel, og allerede hadet af forældre og klassekammerater. Hendes forældre mener at hun er ude af kontrol, men det bekymre ikke Anne, selvom hun gang på gang får stuearrest. Nicklas, er drengen i Anne's hjerte, men problemet er at Nicklas og hende er i den uendelige vennezone, og Nicklas ikke bemærker nogen af Anne's tydelige tegn. Uvidenhed er slemt.

2Likes
0Comments
1045Views
AA

2. Det kunstige lys

Den grå himmel spejlede sig i vandpytterne på vejen. Anne gik med tasken svigende over skulderen på vej mod den store gule bygning kun få kilometer fra hendes families lille lejlighed. Den store, kedelige bygning der dræbte alt det sjov der var i hverdagen, hvis der overhovedet var noget, også bedre kendt som skolen. Anne synes ikke, at der var noget positivt ved, at gå rundt som en zombie og lære om de samme komma regler, eller hvordan man løser en ligning 6 timer om dagen. Hun sparkede til de løse sten på vejen, og fjernede en tot rødt hår fra øjnene. Det var ikke hendes rigtige hårfarve, hun havde fået det farvet uden hendes forældre vidste det, de flippede fuldkommen ud, da de opdagede det, men der var det forsent at lave om på det, hun gad ikke sit kedelige brune hår længere, når alle de andre snoppede piger i hendes klasse, gik rundt med deres perfekte glatte blonde hår, hun ville bare have noget så hun skilte sig lidt mere ud. Døren kaldte ikke ligefrem på hende, men selvom hun ikke havde lyst, trykkede hun med forsigtigt håndtaget ned. Da hun kom ind på gangen med det kunstige gule lys, kunne hun tydeligt høre snakkende piger inde fra hendes klasselokale. Hun gik ind i klassen uden at kigge op, og smed sin taske bagved hendes stol, og gik ud på gangen igen. Maria, selvfølgelig var det hende der var kommet, den mest blonde af alle pigerne, og det var ikke bare hårfarven der var blond, men der foregik heller ikke en eneste fornuftige tanke inde bag hovedet, der var fyldt op med en masse bruncreme og mascara. Anne satte sig i den sorte sofa der stod uden for lokalet, hun gad ikke gå ind i klassen, og sidde og høre på Maria der fortalte de andre snopper om hvem hun havde scoret i weekenden, og om hvor lækker og sexet Elias var. Elias var en populær dreng der gik i Anne’s klasse. Anne synes han var en idiot, han havde heller intet bag hans lille perfekte ansigt, men alligevel så pigerne noget i ham, men selvfølgelig hvem falder ikke for en dreng med perfekt blond hår, blå øjne og som er fantastisk til alt sport? Alle bortset fra Anne. Anne kunne ikke lide Elias, han var forfærdelig, og det blev vidst heller ikke til noget, selvom hun nu var forelsket i ham, for han kunne heller ikke lide hende. Anne kiggede ned på hendes små tynde, blege ben der kun var dækket af de sorte shorts, hun kiggede på fødderne der var klædt i et par udtrådte converse sko (ingen højehæle til hende!) Imens hun sad der og kiggede ned i gulvet, så hun de røde converse hun straks genkendte. ”Nicklas” sagde hun, og sprang op af sofaen. Hun krammede den høje dreng blidt, og smilede kærligt. Nicklas var Anne’s bedsteven, men han var også den de andre synes var mest sær. Han havde sort hår der sad med lidt voks, brune funklende øjne, den mørke goth stil, og så selvfølgelig han charmerende drengede smil. Anne synes ikke, at han var sær, men mere at han var virkelig sig selv, præcis ligesom hende selv. ”Hey du” sagde han med en lidt mørk og kold stemme, som gjorde Anne helt blød i knæene. Okay okay…måske var Anne LIDT forelsket i Nicklas, men de var bedstevenner så det ville være underligt, at lave om på det lige pludselig, men hun kunne lide alt ved ham. Nicklas tog blidt fat i Anne’s røde hår, og smilte kærligt. ”Elsker dit hår, røde” sagde han blidt, og grinte lidt for sig selv. Han gik hurtigt ind med sin taske, og kom derefter ud til Anne igen, han tog blidt fat i hendes hånd, og trak hende med hen i et hjørne. ”Der er noget jeg skal vise dig” sagde han, og rakte et stykke papir frem imod hende. Hun kiggede op på ham, og smilte. ”Er det den nye?” spurgte hun, imens hun læste lidt ned af papiret. Nicklas nikkede blidt. Nicklas var en fantastisk sangskriver, han havde virklelig et talet for det, hans sange var dybe og lidt mørke, og så fortalte de en virkelig god historie. Denne gang var Anne virkelig imponeret, sangen var om en pige der følte at hun ikke var noget værd, og lige meget hvor meget hun kaldte, så var der ingen der hørte hende, indtil en dag hvor nogle af de mørke engle hørte hende, og tog hende med til et bedre sted, end der hvor hun var. ”Råben og hvisken. Skrig og hyl. Ingen hører min stemme .” læste Anne op med en stille stemme. ”Lidt dystert måske, synes du det er for meget?” spurgte han, og drejede hovedet lidt. Anne rystede på hovedet. ”Nej overhovedet ikke, man forstår virkelig hvordan det er pigen har det.” De stod lidt der i hjørnet og kiggede på teksten. Anne nød, at stå så tæt på Nicklas, hun kunne mærke hans åndedræt imod hendes ansigt, og kunne føle hans hænder, der sammen med hendes holdt rundt om papiret. Det var rart, hun stod og tænkte om hun bare kunne stoppe tiden, og blive her, her ved Nicklas. Hun stod og overvejede om hun skulle fortælle hvordan hun følte, hun skulle lige til at åbne munden, da hun hørte skoleklokken’s svage, hvinende lyd. ”Vi må hellere gå eller kommer frk. Thomson nok efter os” sagde Nicklas med træt stemme, og tog papiret og gik op mod klassen igen. Anne nikkede bare svagt, og fulgte efter, det var som om at skæbnen ikke ville have, at hun fortalte Nicklas om hendes følelser, hver gang hun forsøgte kom der noget i vejen, og hun var ved at være træt af det. 

 

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...