Uvidenhed

Anne er blot 15 år gammel, og allerede hadet af forældre og klassekammerater. Hendes forældre mener at hun er ude af kontrol, men det bekymre ikke Anne, selvom hun gang på gang får stuearrest. Nicklas, er drengen i Anne's hjerte, men problemet er at Nicklas og hende er i den uendelige vennezone, og Nicklas ikke bemærker nogen af Anne's tydelige tegn. Uvidenhed er slemt.

2Likes
0Comments
1010Views
AA

3. Bare det var en Harry Potter verden

 

Blyanten kørte imod papiret i takt med uret. Tiden gik og gik, og der var kun enkelte minutter til, at Anne kunne komme ud i friheden, eller i hvert fald udenfor skolen. Da klokken endelig slog 14.00, og klokken ringede, rejste hun sig, og gik ud i den friske luft. Det støvregnede lidt, og dråberne lagde sig blidt i Anne’s hår. Hun gik forbi busstoppestedet hvor der stod mange børn i forskellige aldre og ventede på den gabende kedelige skolebus, som ikke havde noget lys eller varme, kun den svage lugt af parfume og tyggegummi, og lyden af cola dåser, og pigernes tonedøve sang til noget Justin Bieber musik. Anne var glad for, at hun slap for det, og hun bare kunne gå hjem i sine egne tanker, og uden at få ødelagt sine ører. Men det skulle nok ændre sig, når hun først kom hjem. Der ville være skrig fra hendes 2 årige lillebror, højt musik og sladder fra storesøsterens værelse, og selvfølgelige den endeløse diskussion om hvorfor far igen kom forsent hjem, og at mor laver det hele selv, og at børnene skal til at hjælpe til. Anne plejede bare, at ignorere det, og gå direkte ind på hendes værelse, og skrive på sine historier. Hendes eget lille fantasi univers med drager og besværgelser, onde og gode mennesker og selvfølgelig hende selv i hovedrollen. Anne havde altid været meget interesseret i det overnaturlige og magi, og derfor var hendes værelse, også klistret til med Harry Potter plakater. Hun syntes, at universet var fantastisk, og det var der hun ville leve sit andet liv..på hogwarts. Plakaterne var fra alle mulige blade, som hun havde taget fra storesøsterens værelse, det var flotte plakater med alle personerne og en masse forskellige farve (og så var det jo bare et plus at Daniel Radcliffe var helt overdrevet lækker.) Anne’s fingre kørte hen over tasturet på hendes computer, hun var fuldkommen fordybet i historien, hun kunne se det hele for sig, hende med en tryllestaven i hånden kaster en besværgelse mod den store drage, der angriber hende, for i hendes verden kan piger godt redde sig selv, de behøver ikke en prins for, at leve de kan selv klare det hele, de skal ikke have en dreng til, at slås for dem. Døren bliver nærmest sparket op, og Anne flyver væk fra sin egen lille verden. ”Din lille mide” råber hendes søster Benedikte. ”Du skal fandme ikke tage mine ting” råber hun, og tager en ipod fra skrivebordet. ”Du sidder sq også bare foran din computer, og skriver de tåbelige historier, vil du se hvad jeg synes om dem” råber hun, og trykker på delete. Anne kigger på computeren, og hører døren smække. Alt er forsvundet, hver et lille ord er væk fra dokumentet. Anne hamre sine hænder ned i tastaturet, det der betød så meget for hende var væk. Hun går over til sin seng, og vælter ned i den. Hun mærker tårerne glide ud af øjnkrogen. Hun skriger ned i sin pude, imens tårerne bliver flere og de vælter ned af kinderne. Hun hører døren glide stille op, og hun kan skimte sin lillebrors utydelige skygge ud af tårerne. Han kigger på hende med de store blå øjne. Hun sætter sig stille op, og tager hænderne foran ansigtet. Hun sidder kort, og tænker, indtil hun mærker nogle små hænder tager rundt om hendes ben. ”Anne ikke græde” siger hendes lillebror, og krammer hendes ben. Anne kan ikke lade vær’ med at smile, hun tager rundt om lillebroren og løfter ham op til sig. Hun kysser ham i panden, og krammer ham blidt. ”Anne min skat” hører hun sin mor sige over fra døren. Hun mærker, at moderen sætter sig på sengen, og lægger blidt en arm omkring hende. ”Hvad er der galt?” spørger moderen, og kigger på Anne med kærlige øjne. Anne pejer på computeren, og så mod søsterens værelse. ”Dine historier…jeg taler med Benedikte, og så kan far tage din computer med på arbejde, og genskabe de dokumenter der er blevet slettet. Anne smiler, og krammer moderen. ”Tak” siger hun med rystende stemme. ”Det var så lidt min skat, kommer i 2 ud og for burgere nu?” spørger moderen, og kigger lidt. ”Burger” råber lillebroren, og løber ud i køkkenet. Anne griner kort, og rejser sig derefter sammen med moderen, og følger efter lillebroren ud i køkkenet. Anne sidder, og tygger på den saftige bøf, og lader den ligge og nærmest smelte på tungen. Familien snakker om penge (som altid). Anne deltager aldrig i den slags samtaler, hun vil bare have mest ud af det hun har, og ikke tænke på alt det hun kunne have, hvis hun havde gjort noget anderledes, for sket er sket, og det kan ingen lave om på. ”Hvordan gik det så i skolen i dag Anne?” spørger moderen med kærlig og blød stemme. Det endeløse spørgsmål der hvor det altid ender med en lang løgn om, hvor fantastiske hende lærere er, og hvor dejlige de andre piger i klassen er, den eneste gode veninde Anne havde haft, havde lige skiftet skole, og var flyttet med sin familie til udlandet, den eneste måde de kunne komme i kontakt nu, var over skype, facebook og alle de andre sociale kedsomme internet sider, hvor man aldrig kom til at se hvem der virkelig sad bag skærmen. ”Fint” svarede Anne med en mine, der ikke aflørede at hun løj dem lige op i ansigtet. ”Og hvad med dine venner?” kom det næste kedsommelige spørgsmål fra moderens mund. ”Ja…okay…jeg er jo meget sammen med Nicklas..” svarede hun, før hun egentlig nåede at tænke. Moderens smil falmede, og hun kiggede med skuffet mine over på faderen. ”Anne vi synes han er dårligt selvskab, og det ville være bedst hvis i ikke så hinanden så meget, det kan være, at du skulle få nogle veninder i stedet” sagde hun, og kiggede med den samme mine over mod Anne. ”Han er jo min bedsteven, han er den jeg bedst kan sammen med, men det kan i bare ikke se, han er ikke dårligt selvskab, han forstår mig bedre end i gør, men det forstår i åbenbart ikke” siger Anne, og skubber stolen ud fra bordet, og rejser sig. ”Tak for mad” siger hun inden hun forsvinder med lange skridt ind på hendes værelse. Anne forstår ikke, hvorfor de ikke bare kan acceptere, at hun har en dreng hun kan fungere  sammen med, de har det jo sjovt sammen, og gør alle de ting, hun kunne gøre sammen med de veninder, som hun ikke har. Hun er ligeglad, hvor mange gange hendes forældre siger det, Nicklas, er ikke dårligt selvskab, han er bare anderledes end alle de andre, og det er åbenbart svært at acceptere. Hun smækker sin computer i, og lægger sig på sengen. ”Nicklas er den eneste der forstår mig” mumler hun inden hendes øjne lukker i, og hun falder i søvn.

 

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...