One rule, no flirting! (1D)

Angelica Tomlinson is the name of the worldfamous Louis Tomlinson's littlesister. The only problem is, that she doesn't know it yet. Angelica is 20 years and live alone in her own house, whose she has did since she was 18. She doesen't knew she was Louis Tomlinson's sister, because she is growed up in a foster family, and when she came home one day, there was five crazy boys (along his unknown brother Louis Tomlinson) who had invaded her appartement.
The others used to be: Niall Horan, Liam Payne, Harry Styles and Zayn Malik. The five boys have lost their home they ealier had, and their only possibility was, to move into Angelica's appartement and hope that she can take it.
Louis has always knew about his sister, but how would she respond, because she doesen't know anything about Louis. Or only that he is a worldfamous singer, and that he is a member of One Direction. There is no doubt about, that it will become a challence for Angelica, and who know, what there suddenly happens?

22Likes
11Comments
1793Views
AA

2. Jeg er Louis Tomlinson, din bror.

 

Angelica's synsvinkel

- It will be translatede to English. It'll be uploaded in a few days.

 

Jeg sidder med hænderne placeret på bilrettet. Jeg prøver at rette min ryg op, så meget som muligt, og også samtidigt at kunne holde øje med trafikken, og ikke at køre galt. Jeg har haft ondt i ryggen i et par dage nu.

Årsagen er enlig lidt sjov, for det er min chef's skyld. Ikke fordi han gjorde noget med vilje, for det var vel mest et uheld. Han havde inviteret mig til julefrokost, også sammen med et par andre kollegaer, og han tænkte at det her i julen, kunne være meget hyggeligt med et frokost. Vi sad og spise, og pludselig mærkede jeg en der gik ind i min stol. Den væltede, og i det næste lå jeg nede på jorden med sovs ud over mit tøj, og med min chef liggende grinende halvt ovenpå mig. 
What? 
Hvordan kunne han grine?! Han fik sagt undskyld, for det var jo sådanset bare et uheld, at han havde koncentreret sig så meget om at holde sovsen lige, og ikke at spilde den, og så var gået ind i min stol. Det første så til, at jeg nu stadig har ondt i ryggen. 

Nå, men nok om det. Jeg begynder at kunne se indkørslen til mit hus forude, og jeg gør klar til at dreje af vejen. Jeg stryger hurtigt med den ene hånd håret væk fra mit ansigt, da jeg virkelig syntes det er ved at blive irriterende. Jeg må altså snart blive klippet, eller i det mindste sætte mit hår på en mere praktisk måde end den sædvanlige, for det hår irritere altså øjnene. Upassende fe-hår jeg har mig.

Jeg drejer ind i min indkørsel, og ruller videre hen mod carporten. Jeg plejer altid at bruge den, da jeg gerne vil have min bil helt sikret. Ikke for at lyde egoistisk, selvglad eller noget andet, men jeg elsker faktisk min bil, og syntes at den er for flot til at blive stjålet, eller lavet en form for hærværk på. For at sige det lige ud, er jeg stolt af den, men alligevel ikke nok til at kunne have den stående frit fremme, så alle og en hver kunne finde på at ødelægge den. 
Den har også kostet en del, så det ville altså være ærgeligt, hvis jeg mistede den. Hvis jeg skulle have en samling, var det en samling af biler, og ikke sko, som de fleste andre piger nok nærmere ville have valgt. 

Jeg taster en kode, fra en fjernstyret fjernbetjening, som jeg altid har liggende i bilruden. Jeg fik den af min eks-kæreste Ryan. 

Ryan.

Jeg gyser lidt ved navnet, for en kvalmende fornemmelse kommer altid frem i mig, når jeg tænker på ham. Det var jo heller ikke fordi, at han prøvede at voldtage mig dengang, vel? Dengang jeg slog op, og.. Ej okay. Jeg overreagere. Jeg kunne bare have stukket ham en flad. Det gjorde jeg ikke, og så var det vel også lidt min egen skyld, var det ikke? 
Mine tanker er forvirrende. Jeg forvirre mig selv, og har slet ikke lyst til at tænke på Ryan overhovedet. 

Efter at have tastet koden færdig, lægger jeg fjernbetjeningen tilbage i ruden, men efter at have skævet lidt fraværende til den, ombestemmer jeg mig, og lægger den ind i handskerummet i stedet. 

Carporten åbner sig, og jeg triller ganske forsigtigt bilen ind, parkere den, og drejer så nøglerne rundt, og stopper bilens motor. Jeg går ud af bilen, lukker døren efter mig, og låser selvfølgelig.

Min elskede bil. 

Jeg vælger at tage bagindgangen, der består af en dør ind til huset fra garagen, så jeg ikke behøver at åbne garagedøren igen, og være tvunget til at se på Ryans gave. Hun mærker igen den kvalmende fornemmelse dukke op i hende, men beslutter sig for ikke at ville tænke mere på ham. Hun åbner døren ind til huset, og træder ind. Dejligt at mærke varmen, fra det ellers så kolde udendørs London. 

Jeg lukker døren efter mig, og fortsætter ud i gangen, hvor det første jeg ser er .. hvor mange? 5 par sko. 10 sko i det hele. 

Hvad?

Mit blik glide op til knagerne på væggen, og møder synet af .. - Igen. Hvor mange jakker? Jeg går hen og tager fat i dem, og tæller, hvilket jeg faktisk ikke ved hvorfor jeg gør, men får det til 5. 
Jeg ryster list på hovedet, og klør mig lidt i nakken. Der er da ikke nogen der har min nøgle? Det kan ikke være tyve, for det ville jo ikke være tyveagtigt at tage overtøjet af, vel?

Nogen lyde rammer mine højre ører, som er den side jeg står med vendt mod stuen. Jeg drejer hovedet, og ser hen mod den lukkede dør. Mine øjenbryn bliver skudt i vejret, da jeg opfanger en masse grin derindefra. Jeg  ryster uforstående på hovedet, men beslutter at undersøge hvad det er der sker her. 

Jeg trykker håndtaget ned, og åbner døren helt. Synet af 5 drenge. Nok også lidt oplagt, nu hvor sko og jakker passede til det. Jeg møder drengenes øjne, inden  blikket falder ned på gulvet, og møde synet af 6 bakker pizza. Gulvet er helt smurt ind i drissing, og det ligner, at de har haft sig en madkamp. 

Jeg har lyst til at begynde at råbe, for hvad fanden har de lige gang i, og hvem er de? Alligevel er jeg så overrasket, at jeg ikke kan andet end bare at stå og glo dumt på dem. 

"Hva' så skat?"

En stemme afbryder mine håbløse tanker, der alligevel ikke vil komme nogen vegne. Jeg retter blikket mod en af drengene, og der stemmen kom fra. En veltrænet, og nærmest sorthåret dreng. Hans hud er gylden, og lidt mørkere end de andres, og hans øjne er brune. Jeg rynker brynene, og sender ham et irriteret blik. Tror han, at han bare kan kalde mig det, og ved han overhovedet, at jeg ikke aner hvem han er?

Jeg står bare sådan og stirrer på den dreng, der er den eneste der har sagt noget, og får så nærmest et chok, da to hænder lægger sig på mine skuldre, og jeg kommer med en lille lyd. Jeg ser op, og møder et par strålende øjne. De er blå/grå, og minder mig om nogen jeg har set før. 
Hmm.. 
Jo, vent.. det er jo mine.
Jeg reagere hurtigt, og slår armene ud, så jeg hurtigst muligt, får skubbet ham væk fra mig.

"Hvem er i?!"

Mit spørgsmål kommer væltende ud, og jeg kan ikke nå at bremse ordene. Men på den anden side, hvorfor skulle jeg dog også det? De er brudt ind i mit hjem!
Hun hører et grin, og grinet lignes at komme fra en lyshåret blåøjet dreng, der sidder i sofaen mellem ham der var så upassende at kalde hende skat før, og så en ret køn dreng med krøller.

"Ved du ikke hvem vi er?"

Hans grin forsvinder, efter at han har stillet spørgsmålet. Jeg ryster på hovedet, da jeg virkelig ikke har en anelse om hvem disse indbrydere er, og hvad de laver her. 

"Angelica Tomlinson?"

Drengen fra før, har stillet sig foran mig igen, og blokere derimod min og den lyshårede drengs øjenkontakt. Jeg ser op på ham, og rynker brynene lidt, men kommer så frem med et lille nik. Jeg fugter mine læber, ved at lade tungen glide over underlæben, og derefter at presse læberne sammen. Han rækker hånden ud, og det gør, at jeg automatisk prøver at undgå at have min hånd for tæt på han, for jeg har bestemt ikke lyst til at trykke hans hånd. 

"Louis Tomlinson."

Efter at have blikket hvilende på jorden, søger mine øjne hurtigt hans, da det slår mig hvad det er han står og siger til mig. De fem drenge er bandet 'One Direction' selvfølgelig. Hvorfor havde jeg ikke set det? 
 

Enhver pige ville sikkert have fangirlet totalt meget nu, men jeg står sådan bare med åben mund, uden at sige en lyd. Jeg mærker noget ved min højre skulder, og jeg vender mig rundt, og ser så ind i nogen ret så kønne grønne øjne. 

"Jeg er Harry."

Harry bruger en anden metode end Louis gjorde. Han tager nemlig bare min hånd, i stedet for at række sin egen ud. Han klemmer den blidt, og sender mig Styles-smilet, hvilket jeg ikke kan lade være med at smile lidt over. Hey, stop. 

Jeg smiler! 
Det burde jeg virkelig ikke, for jeg har ikke fået nogen forklaring på hvad de laver her, og hvorfor mit guld er helt smattet ind i pizza. Han reagere på mit smil, og giver igen min hånd et klem, inden han slipper den, og ser så ellers bare fortsat på ham. 

"Angelica."


Jeg kommer frem med mit navn, selvom Louis nævnte det før, og at jeg også bekræftede det, men altså .. Harry ser venlig ud, og han gør et andet indtryk på mig, end hvad jeg havde regnet mig selv for. 

Han bliver pludselig skubbet væk af Louis, som jeg ser over på, og når lige at se at Harry ramler ind i den reol der står på den anden side af døren. Jeg rynker brynene, og lægger armene over kors.

"Hvad laver du?!"

Louis ser ud til at sende Harry et vredt blik, men som nok ikke tager imod det, fordi han ligger på gulvet med bøger ud over sig. De andre drenge er helt færdige af grin, men jeg kan ikke se det sjove i det.

"Ja, men som sagt. Jeg er Louis Tomlinson, din bror."

_____________________________________________________________________________________________

Det var så første kapitel. Det blev nok ret kedeligt, men det er første kapitel nok altid, ikke? Jeg lover, at der kommer mere spænding. Har i idéer, eller noget i vil sige, ja så smid en kommentar. Vil faktisk rigtig gerne hører fra jer! c:

Xx Eva

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...