Sorgen

Anna er synderknust, da hun mister sin allertætteste. Hendes personlighed ændrer sig fuldstændig! Hun kan ikke tænke på andet, hendes karakter tager et dybt dyk, hun føler sig syg, hun får had til alle omkring hende. Dog... Lige indtil to virkelig pæne, rødhårede tvillinger startede i klassen...

0Likes
0Comments
502Views
AA

1. Få dage efter

Jeg sad med mine sorte All Star på sædet. Mine sokker rakte op over. Mine øjne gled ned over de blege ben, og op mod mine sorte, korte shorts. Jeg havde en stram hvis top på, og en løs sort ovenover. Mit hår var glattet, men hang alligevel som en død kat. DØD. Ordet borede sig ind i mig. De tre bogstaver var virkelighed, og meget hårde, hårde at acceptere.

En tåre trillede ned af kinden. Jeg fangede den hurtigt og tørrede den væk. Jeg tjekkede min make-up, og smækkede spejlet i. Jeg sukkede, det mislykkedes, en hulken kom frem i stedet. Tårerne pressede på, mine hænder blev til knoer, mine muskler spændtes, mine øjne lukkes stramt. Jeg trak vejret gennem næsen i et langt sug, og så et langt pust gennem munden. Mine øjne var blanke, og forsigtigt tørrede jeg tårerne væk.

Vi drejede op mod kirken, der var mange triste ansigter. Jeg gik hen mod Klaras forældre. Min mor fulgte efter. Jeg fik sagt et lavt ”hej”, men min stemme havde knækket over. Et lille genert smil havde vist sig på mine læber, men lige så hurtigt som det var kommet, var det forsvundet igen. Det var trist, det hele. Det var den første begravelse jeg havde været til. Den første, sværeste, sørgeligste, hårdeste, og absolut værste. Af hele mit hjerte ønskede jeg, at intet og ingen skulle opleve det samme. At intet ligesådan skulle ske igen. Ikke for nogen. Det var så forfærdeligt. Jeg kunne ikke holde det ud, kunne ikke tro det. Jeg havde stadig ikke fattet det. Død? Hende? Jeg sank. Min krop faldt længere ned i stolen.

Klara.

Jeg tænk på hende. Jeg savnede hende. Det havde været fredag den 13. ’Ulykkesdagen’, men den havde været ganske almindeligt, en helt normal fredag i Maj. Vi havde snakket i skolen, hygget efter da. Men jeg havde ikke været klar over, at det havde været sidste gang, at det aldrig ville ske igen. At det var sidste kys på kinden jeg fik af hende, at hun fik det sidste kram, at det var sidste gang jeg så hende. Sidste gang hun havde cyklet hjem fra mig af.

Hun var nået hjem. Jeg havde ringet hjem og fortalt, at hendes ørering altså lå hos mig. Vi havde grint og snakket i 45, og det havde været sidste gang jeg havde hørt hendes stemme.

Jeg havde aldrig haft det så forfærdeligt før. Jeg havde aldrig følt mig sådan. Det var ikke min skyld, men jeg følte det. Jeg havde snakket med hende som den sidste person. Jeg, mig, den allersidste. Den sidste gang hun havde snakket med nogen, med mig. Jeg var dog sikker, det var ikke selvmord. Ikke hende. Alle andre end hende. Hun havde et godt liv, hun havde det godt. Hun havde familie, venner, kærlighed. Hun havde mig, hendes bedste veninde.

Men hvorfor? Hvorfor, hvordan, hvornår, hvor? Hvorfor var det sket? Hvordan var det gået sådan til, så galt, så forfærdeligt? Hvornår var det sket? Hvor henne, og hvor havde hun været? Jeg ville gerne have svar. Svar på det hele, alt, på alle mine spørgsmål.

Men det var slut, det var væk, det var… Dødt. Ordet skar mig i hjertet hver gang. Det sårede lige meget hver gang.

Klaras forældre var vendt hjem fra arbejde sent, halv elleve tiden. Da de havde drejet rundt om hjørnet, var der intet nummer 23. deres hus var der ikke. Der havde ligget en sort plet med brændte brædder, tagsten og en masse andre ting, der hvor huset plejede at stå. Det var ild i en lille bunke, men ellers rimelig fredeligt. Det eneste der havde stået tilbage, var garagen, som ikke var bygget til huset. Klaras cykel var den eneste ting udenfor, det ikke var sort. Den havde ligget ved væggen til garagen, væltet. Men Klara var der ikke. Ingen steder at se. Klara var brændt, brændt med huset. Klara var død.

Jeg hørte mig selv græde. Blomsterne i mine hænder blev knurret ind til kroppen. Forsigtigt lagde jeg dem. De ti røde roser lå ved siden af den store sorte sten. ’Klara Jørgensen’ stod der med guld. Hun var blevet 14 år, og 358 dage. Syv dage fra hendes femtenårsfødselsdag. Den havde hun glædet sig til, det havde jeg også. Jeg havde købt hende en halskæde til 450 kr. den smukkeste halskæde, den hun ønskede sig af hele sit hjerte.

Hun havde den på. Halskæden var om hendes døde hals. Den lå ved hende, med hende. Hun var kun aske. Der havde ikke været spor af hende, hendes lig, eller hendes krop havde ikke været synlig, dog var det tydeligt at hun var brændt med. Der havde været stumper, nogle knogler, hendes halskæde med sit navn, sin ring fra hendes mormor, havde alle ligget tæt.

Det var skrækkeligt, min krop skælvede, jeg rystede kraftigt. Mine tårer fortsatte i lige baner ned mod hagen. De dryppede videre ned på mit tøj. En grynten slap ud, højt og hulkende trak jeg vejret. Jeg snøftede længe, men jeg fik at vide, at det var i orden og forstående. Min mor hviskede til mig, hun gentog det mange gange, og tilføjede adskillige gange, at hun elskede mig. hun holdte om Tanjas skulder og jeg tog hendes hånd. Tanja, Klaras mor, smilede et lille smil til mig. Hendes ildrøde øjne, begravede hun i håndflader. Klaus, hendes mand, trak hende indtil sig. Hans ansigt var rødt og helt brudt sammen. Jeg havde aldrig set ham så følsom. Aldrig havde jeg set Klaus, kloven, den sjove far, den pinlige far, med de mange jokes, det korte hår(så kort at han næsten var skaldet), den kraftige bygget mand græde. Aldrig.

Som ment havde jeg brugt meget tid hos Klara, jeg kendte og hendes familie godt, som min egen, som var de tante, onkel, og kusiner. Jeg havde set dem vrede, glade, sure, lykkelige. Tanja havde endda grædt, men af glæde. Det havde været da vi havde lavet danse til sidste skoledag, en sød dans i blomsterkostumer, der i anden klasse. Eller de gange vore karaktere havde været ens og utrolig gode. Hun havde grædt af glæde utallige gange før. Så at se hende i sorg, med så mange triste tårer vandre ned af hendes ansigt, det var frygteligt at se. Klaras lillesøster Christina holdte om Tanjas ben, hendes øjne helt blanke og kinderne våde. Hun forstod det ikke helt, men hun savnede Klara, og manglede hende.

 

”Anna?” hendes lille uskyldige stemme sagde mit navn. Jeg svarede hende med skælvende stemme, og satte mig på huk foran hende, ”ja skat?”. Hendes lille hånd tog min og hun sagde: ”fortæl Klara, jeg elsker hende, vil du ikke nok?”. Jeg sank, jeg blev rørt, jeg blev nød til at være tapper, men det var umuligt. ”Skal vi fortælle hende det sammen?” Jeg flettede mine fingre ind mellem hendes. Hun satte sig på huk tæt på mig, og rykkede tættere på. Min anden hånd lagde jeg over vores, hendes den anden under min. Mine øjne fokuserede på alle blomsterne, alle tulipanerne, alle roserne. Hviskende sagde jeg: ”Klara, kæreste, elskede Klara”. Jeg hævede stemmen i håb om hun hørte det. ”Du ved jeg elsker dig, for det gør jeg, JEG ELSKER DIG.” ”Jeg elsker dig også Klara” Christina snøftede og sagde det mindst 10 gange. ”Vi elsker dig Klara, husk det. Du er vidunderlig og er gemt i vores hjerter”. Jeg rystede Christinas hånd mens jeg sagde det, for at bevise det var det vi mente, at jeg talte for os begge.

Christina brød sammen, hun sank helt ned til jorden. Jeg greb hende i min favn, omfavnede hende. Jeg lod hendes tusinde tårer løbe ned over mine skuldre. Hendes små arme, rakte hun rundt om mig, stramt, men dejligt. Jeg kyssede det lyse hår, præcis identisk med Klaras. Mine læber blev ved, at kysse toppen af hovedet, toppen af den franske fletning, som ikke længere lignede en fransk fletning. Den var fuld af tårer, mine, Tanjas, Klaus’, min mors, hendes bedsteforældres. Det syntes at alles tårer vara fast gjort i Christinas lyse lokker.

 

Jeg huskede ikke ret meget, nok fordi jeg ikke så ret meget. Mine øjne var fyldt med vand under hele begravelsen.

Men på mit værelsesgulv var det meget værre. Det hele blev reflekteret, om og om igen. Det hele! Hendes liv, hendes begravelse, hendes ansigt, hendes stemme, hendes krop, hendes grin. Jeg havde aldrig grædt så meget. Mine skuldre hoppede op og ned, hårde, præcise hulk. Bevægelsen fortsatte, mine hænder om mine knæ, øjnene begravet deri.

Intet var sjovt. Ville jeg nogensinde blive glad igen? Ville mit grin høres igen? Ville mit smil vises på mine læber? Jeg troede det ikke.

Inderst inde var der bare et sort hul, som blev ved med at kalde ”Klara, Klara, Klara…” En lille hviskende stemme i et stort, sort hul. Jeg snøftede, sank ubehagelige klumpe, som også hviskede på Klara.

Det var som om hun var en nerve. En der prøvede at forklare, at hun stadig var der. Bare levende indeni, inde i hjertet. Men sådan var det ikke, og sådan blev det heller aldrig.

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...