Sorgen

Anna er synderknust, da hun mister sin allertætteste. Hendes personlighed ændrer sig fuldstændig! Hun kan ikke tænke på andet, hendes karakter tager et dybt dyk, hun føler sig syg, hun får had til alle omkring hende. Dog... Lige indtil to virkelig pæne, rødhårede tvillinger startede i klassen...

0Likes
0Comments
491Views
AA

2. 1 måned efter

Skolen var værst. Det var det sted vi havde mødtes, det sted vi havde brugt mere end halvdelen af vores tid sammen. Det var ikke det samme uden hende, slet ikke. Det var trist, minderne var det eneste jeg tænkte på når jeg sad på de grimme stole, i det kolde klasselokale, med kolde betonmure. Jeg hadede det. Stolene var nok i sig selv, men det værste var at være alene. Jeg tænkte kun på hende. Jeg havde ingenting.

Ingen af de andre turde snakke til mig. Jeg begyndte at råbe af dem, græde og løbe væk, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg var så genert, jeg turde ikke sige noget til dem ellers. Jeg snakkede kun med dem jeg var rigtig tætte med. Jeg rødmede ellers når jeg snakkede med fremmede. Mine kinder blev helt røde, min puls steg, mit hjerte hamrede hårdere, jeg svedte, det var sådan hver gang jeg spurgte om noget i Bilka.

Jeg sad ved det kolde skolebord, og ridsede K’er med min passer, ned i den grimme bordplade. Det var sådan alle mine frikvarterer så ud. Jeg var blevet placeret ved et enmandsbord forrest i klassen. Men jeg fulgte ikke længere med i timerne. Før havde jeg de bedste karaktere, jeg var et konkurrencemenneske, men der var ikke flere ting jeg ville konkurrer med. Det havde alligevel ingen betydning. Sekunderne sneglede sig af sted, som var de år. Jeg havde ingen hobbies længere. Det eneste jeg lavede var at gå i skole, lave få lektier, gå med Bamse, min store, sorte labrador. Klokken ni hver aften kunne jeg ikke holde mine øjne åbne længere, så sov jeg. Hver dag fortsatte i samme rutine. Der skete ikke mere, sådan var mit liv. Klara havde efterladt mig alene, i et stort hul. Jeg havde ingen livsglæde længere, jeg havde ingenting. Mine smerter var ubeskrivelige, jeg havde det så dårligt, jeg følte, jeg var så syg hele tiden. Jeg havde en ubehagelig brændende hals pga. min vejrtrækning, det var altid sådan, men værre når jeg var udenfor. Mit hjerte havde en underlig rytme, en underlig banken, og min mave lavede kolbøtter. Nogle dage rystede jeg over det hele. Jeg både frøs og svedte, det var forfærdeligt. Jeg havde det så skidt. Det var ikke nogen rar følelse.

Men efter to nye drenge var startede i klassen, rødhårede, pæne tvillinger, følte jeg mig underlig tilpas. Jeg havde det underligt i klassen. Jeg snakkede ikke med dem, jeg snakkede ikke med nogen. De snakkede til gengæld med alle. De var sådan nogle der ikke havde brug for opmærksomheden, de ville bare gerne lære alle at kende, og have en masse gode venner. Det forstod jeg godt, og det havde jeg intet imod, men det så så let ud for dem, bare at snakke med alle. Hvorfor kunne jeg ikke det? Hvorfor turde jeg ikke det? De var bare så pæne…

Camilla tog sikkert en af dem alligevel, hun tog sikkert dem begge, det var helt sikkert. Hun tog dem begge, og flirtede og kyssede med dem, og derefter sorterede hun én fra. Men ville de gå med til det? Hoppede de med på toget? De var jo helt sikkert forskellige, selvom det ikke så sådan ud. Accepterede de Camillas opførsel, havde de mon ikke oplevet det før? Den tvilling der blev valgt fra, blev sikkert samlet op af Lauritzen, eller rettere sagt, Emilie. Hun styrrede, hvad hun kunne, men det var svært for hende at få kongeriget fra Camilla. Især når det gjaldt fyrene, der havde hun ingen chance for at vælge først. Sjovt nok, gik det alligevel ofte bedst for hende, da Camilla for det meste valgte de åndssvage, og håbløse.

Jeg vidste ikke hvordan, men jeg havde en sikker bevidst- hed om, jeg nok skulle få fingrene i en af dem. Ham den ene, ham der var lidt mere nørdet, ham med det sødeste smil.

Der var det jeg ikke forstod. Han var en køn nørd? Hvor ofte så man det? Nørder var jo ofte grimme, tynde, blege. Men hvorfor? Var det sådan, at de lagde mærke til, de ikke var pæne, og tænkte: ”Nu hvor jeg er grim, må jeg vel hellere udnytte det, og være en… nørd?!” Jeg forstod det ikke? Hvad så med kønne mennesker? Tænkte de, at de ville udnytte deres skønhed ved, at være populære i skolen, og få en sang karriere? Fordi det hang ofte godt sammen? Sangere var ofte smukke, de så godt ud, og var med i reklamefilm, og var med i modeblade, som modeller. Hvorfor?

Det var en underlig tanke pludselig at få, fordi jeg ville uden tvivl ABSOLUT IKKE tage det første skridt! Min selvtillid var helt i bund, jeg havde intet selvværd. Hvorfor skulle han i det hele taget snakke med mig, hvad han, at sige til mig?

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...