Ulykkelig kærlighed

by
+ like
  • Published: 9 Jan 12
  • On 6 favourite lists
  • 3324 views
Blurb En novelle om ulykkelig kærlighed.
Tags:
kærlighed
Genre:
Romance
Approx 11 minutes to read
Font size

1. Ulykkelig kærlighed

Smerten river og flår i mig. I hele kroppen. Min vejrtrækning er helt ude af takt, og mit hjerte banker dobbelt så hurtigt som det plejer. Jeg skiftevis går og løber i gennem parken. De få gadelygter der er langs stiens kant, lyser svagt op. Endnu en gang fyldes mine øjne med smertefyldte tårer, som gør alt utydeligt for mig. Jeg blinker et par gange med øjenlågene. Nyder mørket, når mine øjne er klemt hårdt sammen. Det er i mørket, jeg har lyst til at være. Jeg bevæger mig væk fra stien med tunge skridt, og bruger træet som støttepæl. Det træ, hvor hundreder af par har skrevet deres initialer i. Inklusiv Elias’ og mit. En ny strøm tårer vælder op i mine øjne. Savl, snot og tårer blander sig sammen og planter sig i mit tøj og hår. Hele mit ansigt er vådt. Langsomt giver mine ben efter, og jeg sidder nu i det våde græs. Min mobil vibrerer i min jakkelomme, men jeg ignorer det. Jeg banker hovedet ned i den våde jord og skriger.. længe og indtrængende. Skriger af mine lungers fulde kraft. Jeg forsøger at skrige smerten ud, men uden held. Da der ikke længere kan komme en lyd af mig, sætter jeg mig op igen. Med knæene trukket op under mig. Jeg hulker, snøfter og lykkelige billeder af Elias og jeg passerer for min nethinde. Vores første kys, alle vores biografture, skiferien i Sverige og alle de timer, vi har tilbragt sammen. Alting. Jeg holder rundt om mig selv og banker hovedet ned i knæene. Igen og igen. Hvis bare Elias kunne sidde ved siden af mig.. fortælle mig, at han selvfølgelig stadig elsker mig og at alt nok skal blive okay. Men det gør han ikke. Han sidder ikke ved siden af og ser på mig, med sine kærlige brune øjne. Endnu en bølge af smerte eksploderer inden i mig. Breder sig helt ud i tæerne og fingerspidserne. Jeg forsøger at rejse mig op, men det vil mine ben ikke være med til. Alle kræfter er som sivet ud af mig. Det er som om, at jeg ikke længere kan styre min krop. Det eneste jeg kan mærke, er den gennemtrængende smerte. Efter en noget, som føles som flere år, kan jeg rejse mig op. Med vaklende og usikre skridt, bevæger jeg mig hjemad. Gruset knaser under mine fødder, da jeg bevæger mig op ad vores indkørsel. Jeg famler efter mine husnøgler i min jakkelomme, men allerede inden jeg når at finde dem, åbner min mor døren. ”Lisa!” Siger hun og ånder lettet op. ”Elias sendte mig en sms… hvor har du været henne? Jeg har været så bekymret..” Om mor siger mere, hører jeg ikke. Jeg baner mig vej forbi hende, hen til mit værelse. Jeg låser døren lige foran hende. Med tårevædede øjne og en fuldstændig ødelagt krop, smider jeg mig i sengen. På mit natbord, står et billede af Elias og mig. Vi står ved en sø, oppe på en bro. Han holder om mig. Vi smiler begge stort og lykkeligt til kameraet. Vi var virkelig lykkelige. Det var vi altså.

Hvor længe jeg har sovet, ved jeg ikke. En time, 10 timer eller en dag – jeg ved det ikke. Mine gardiner er rullet ned og min dyne dækker min krop til hagen. Min dør står på klem. Jeg låste den da? Det er nok mor, som har brugt ekstranøglen. Alt med Elias vælder op i mit hoved igen. Jeg krummer mig sammen. Ingen tårer endnu. Men smerten. Smerten er der tydeligvis. Den dunker tungt i mig og truer med at tage livet af mig. Jeg holder vejret og lytter. Mor er i køkkenet, det kan jeg høre. Hun skramler med tallerkener og glas. I en hurtig bevægelse står jeg på gulvet. Lidt for hurtig, for jeg må hurtigt sætte mig ned af bare svimmelhed. Mine bare fødder rører det kolde trægulv og jeg krymper mig. Jeg fryser. Fryser helt ind til knoglemarven. Med en rystende krop tænder jeg lyset og bukker mig ned. Samler Elias’ trøje op fra gulvet. Med tåreblændede øjne, knuger jeg den ind til mit bryst.  Den havde han på, da vi kyssede første gang for 2 år siden. Egentlig utroligt, at han stadig har den. Men Elias elsker slidte ting. Det har jeg altid kritiseret ham for, men lige nu virker det rart. At denne trøje, som jeg knuger så tæt ind til mig, har været hans i to år. Jeg hører mor banke blidt på døren og hun træder ind. Modvilligt vender jeg mig om i mod hende. ”Jeg har lavet frokost til dig” siger mor lavt og smiler forsigtigt. Hun tager Elias’ bluse fra mig og folder den sammen. Jeg ser fortabt på den. ”Skal jeg aflevere den til ham?” Spørger hun og smiler med bedrøvede øjne til mig. ”Hans deodorant står også ude på badeværelset” forsætter hun o g vreden overmander mig. ”NEJ!” Skriger jeg og mor springer forskrækket tilbage. Hun tager sig til hjertet. ”Lisa..” hvisker hun og ser chokeret på mig. ”Du rører den ikke!” Råber jeg og skubber hende ud af værelset, med al den vrede og afmagt jeg føler. Jeg smækker døren i og falder sammen på gulvet. Værelset fyldes igen med gråd. Efter en halv times tid, går jeg ud til mor. Hun sidder ved spisebordet og stirrer tomt frem for sig. Foran hende står en sandwich, min yndlingssandwich. Jeg sætter mig på min plads og tager fat i min egen sandwich. Normalt havde jeg kastet den ind i munden, men nu… Jeg er ikke rigtigt sulten. ”Skal du ikke spise?” Spørger mor og prøver at smile opmuntrende. ”Jeg er ikke sulten” mumler jeg og mor ser ned på sin egen halvspiste sandwich. Den eneste grund til at jeg kom herud, var for at tænke på noget andet end Elias. Men alt i huset minder mig om ham. Den buket blomster der står for enden af spisebordet, fik mor af Elias forleden. Hun blev 39 år. Åh, Elias. Han var altid så betænksom... Nu er det som om, at jeg intet kan føle. Som om at jeg er helt tom indvendig. Jeg ser op, op i mors milde blå øjne. Hun ser så skrøbelig ud, når hun er ked af det. Lille og ynkelig, faktisk. Jeg bliver helt sur på hende. Hun har ikke en skid at være ked af det over! Ham der betyder mest i mit liv, slog op med mig i går. Og hende? Bare fordi jeg ikke kan spise hendes åndssvage sandwich. Jeg føler endnu mere tomhed. Jeg ridser mine negle hen over det mørke træbord og laver lange mærker i det. Mor har altid været så øm over det bord. Jeg smiler. Så kan hun lære det! Med en hurtig bevægelse kaster jeg tallerkenen ned på gulvet. Mor gisper. Nu græder hun. Jeg tramper ind på mit værelse og tager den lille figur, jeg fik af Elias, fra hans tur i Rom og kyler ind i væggen. Den smadrer, og væggen får et kæmpe hak. Jeg er ligeglad. Det er skiftevis tomheden eller smerten som styrer mig.

Vinden rusker i mig. Forsøger at få mig til at vende om. Men min krop lystrer ikke. Jeg har kun ét mål! Elias’ hus. Jeg kender vejen ud og ind, men alligevel går jeg langsomt og usikkert. Mine hænder ryster og jeg taber posen med Elias’ ting. Jeg sætter mig på en bænk i parken og forsøger at få ro over mig selv. I dag er det en hel uge siden han slog op. Men det føles stadig som første dag. Samme smerte… Samme forfærdelige indre smerte. Den smerte der giver mig lyst til at forsvinde helt. Forsvinde helt fra verden. For altid. Mine hænder finder automatisk frem til det sted, Elias plejede at sidder på bænken. Næsten helt ude i venstre side af bænken. Et kort øjeblik lukker jeg øjnene og tænker tilbage. Det var denne bænk vi altid sad på, når vi fulgte hinanden hjem. Vi kunne sidde på bænken i flere timer og snakke. Om alt mellem himmel og jord. Jeg ryster på hovedet, og rejser mig op. Selvom at det småregner, sveder jeg unaturligt meget. Mine øjne svier og jeg begynder at græde endnu engang. Hvad nu hvis han ikke vil tale med mig? Eller hvis han ikke lukker op? Fortvivlet sætter jeg mig ned i det grønne græs. Jeg ser rundt på de nøgne træer og ser op. Et ældre ægtepar går forbi mig, uden at værdige mig et blik. De går arm i arm. Det var sådan, at jeg forstillede mig det. Elias og mig. Arm i arm, til døden ville skille os ad. Jeg græder endnu mere. Følelserne vælter rundt i kroppen på mig. Jeg kan mærke den forfærdelige smerte komme snigende. Den lister sig ind på mig, og jeg har intet forsvar. Jeg kan intet stille op. Langsomt ligger jeg mig ned i græsset. Smerten river og flår i mit bryst og breder sig til hele kroppen. Efter et kvarters tid med smertefuld gråd, rejser jeg mig op. Jeg ser sikkert helt forfærdelig ud, men det tænker jeg ikke yderligere over, før at jeg står foran Elias’ hvide hus. Jeg retter lidt på håret, før jeg går op ad indkørselen.  Mit hjerte dunker dobbelt så hurtigt som normalt og en følelse af, at dette gælder liv eller død, overmander mig. Jeg knytter næverne og klemmer øjnene hårdt sammen. Nu skal jeg være modig. Mit hjerte synker helt ned i halsen. Annabels cykel holder lige der. I Elias’ indkørsel.  Mit hjerter synker dybt og tungt ned i maven på mig. Jeg smider posen med hans ting ved døren og løber. Løber alt hvad jeg kan hjem. Jeg græder ikke. Føler kun smerte.

”Kære mor. Du skal vide, at dette ikke er din skyld. Du har været den bedste mor i hele verden og givet mig en fantastisk barndom. Jeg elsker dig. Lisa.” Jeg lægger blyanten fra mig og tager et lille billede af Elias i min hånd. Halskæden han gav mig på vores årsdag, har jeg om halsen. Jeg er klar. Smerten er der ikke lige nu, men det er tomheden. Den forfærdelige tomhed. Mor står i køkkenet, da jeg skal til at gå. ”Jeg smutter lige ud på stationen og køber et blad” siger jeg til mor og hun smiler til mig. Hun smiler varmt til mig, og jeg ser en sidste gang på hendes blå øjne. De er fyldt med falske håb og optimisme. Jeg ryster svagt på hovedet og er hurtigt ude af døren. Min kurs er mod stationen. Jeg nyder bilernes larm, snak fra fremmede mennesker og skrigene fra de legende børn. Jeg smiler endda til en ældre dame. Let som en fjer, går jeg hen over det beskidte fortov. Min vejrtrækning er helt normal og jeg nyder alt omkring mig. Jeg studerer træerne, bilerne, menneskerne, himlen – alt! Det virker vigtigt for mig. Jeg vil gerne se alt an, inden at jeg forlader det. Uden at jeg ved af det, er jeg allerede ved stationen. Der står en enkelt mand nede på perronen med sin avis. Han ser meget optaget ud. Jeg holder billedet af Elias op foran ansigtet. Det er et skolebillede fra sidste år. Hans brune hår sidder næsten nede i øjnene på ham. Han smiler bredt og hans øjne stråler. Han er så ufatteligt smuk. Storskærmen viser, at der et enkelt minut til der kommer et gennemkørende tog.  Alligevel holder mine følelser sig tilbage. Jeg føler kun lettelse. Snart er mine pinsler ovre. En voldsom lyd fortæller mig, at toget er på vej. Det kommer tættere på, men jeg er stadig helt rolig. Fuldstændig rolig. Jeg hører en voldsom trampen på trapperne, men jeg ignorer det. En enkelt tåre falder ned fra min kind og jeg knuger billedet af Elias i min hånd. Nu. Jeg hopper ned på skinnerne og toget er få sekunder fra mig. Sekundet før toget rammer mig, hører jeg Elias skrige mit navn.

 

Loading ...