take it as i comes


0Likes
0Comments
1081Views
AA

2. ...så skal man

Vi stod på gangen. Klokken havde heldigvis ikke ringet endnu, så derfor satte jeg mig på jorden som altid og lyttede videre til min musik.

"Lilly?" Donathan satte sig ved siden af mig

"hvad nu?" Sagde jeg og kiggede ikke engang på ham

"Kan du li mig? Altså som en ven" I øjenkrogen kunne jeg se at han prøvede at få øjenkontakt. Jeg rettede mig op:

"Ja da? Vi har været venner i en evighed! Det ville da være mærkeligt hvis jeg var stoppet med at være venner med dig ikke?" Jeg kiggede på ham og borede mig dypt ind i hans safirblå øjne. De stod så godt til hans sorte hår og næsten hvide hud. Han lignede næsten en af de der vampyrer... Altså alle siger vampyrer er så smukke og perfekte, og Donathan var næsten perfekt, han så i hvertfald perfekt ud, han kunne seriøst få en hver pige, og de fleste piger var vilde med ham. Men han prøvede alligevel at få fat i sin sindsyge ven Lilly, som ikke så ham på den samme måde som han gjorde på hende. Han sagde altid det var mystiken over mig som gjorde ham intereseret.

"Nå ja" Sagde han og grinte lidt

"Du er jo min bedste ven!" Sagde jeg og skuppede lidt til ham med albuen.

Det er ikke fordi jeg ikke har pige venner. Jeg har en! Hun hed Ashley, hun er en af de mest populere piger på skolen, i skyggen af Nicole altså... Vi plejede at lave jokes om Nicole... Det var tider... Altså Ashley var der stadig! Hun gik bare ikke på skolen længere...

Klokken ringede og jeg rejste mig op. Donathan kigge på mig og gav mig et kys på kinden, og løb væk. Jeg kunne hele tiden hører han grine på den der flollede måde.

"Vi har snakket om det der!" Råbte jeg efter ham men han hørte mig ikke... Jeg mente bare at vi havde snakket om det med at han krammede og kyssede mig... Jeg kunne ikke så forfærdeligt godt lide det.

Jeg gik til time. Matematik examnen... Ja det går vel nemt? Men nej! Hele tiden kunne jeg hører Nicole's stemme fordi hun er alt for dum til at sige ordene i hovedet. Jeg var ikke overasket.

Efter timen fik jeg den tilbage, et overaskene 7 tal, jeg havde regnet med mindre... Nicole skreg over hun kun havde fået 3 eller sådan noget, gad ikke at lytte så det gjorde jeg ikke. Nede af gangen kunne jeg se Donathan snakke i hans iphone.. Med hvem ville jeg nok aldrig finde ud af. Jeg sukkede og gik forbi ham, han ville alligevel komme over til mit hus senere. Det gjorde han jo altid...

Join MovellasFind out what all the buzz is about. Join now to start sharing your creativity and passion
Loading ...