Jeg kan huske det, da det skete første gang, men jeg er sikker på, at det er noget, jeg altid har kunnet. Forstil dig, at ved blot en enkelt berøring, kan du se, hvordan et andet menneske dør. Det er grufuldt. Man kan se, hvad der sker, men ikke hvornår, så chancen for at forhindre det er næsten umulig. 

I starten troede jeg, at det var fordi, at jeg var syg i hovedet, men nej det fik jeg senere et bevis på, at det var jeg ikke. Det skete hos den første familie, som tog sig af mig. Jeg må have været meget besværlig som lille, for det skete tit, at jeg blev lukket inde i kosteskabet, hvor jeg skulle "køle" lidt af. 

Min daværende plejemor skulle dø gammel, mens min plejefar ville dø af et hjertestop. Det var de første billeder, der var kommet til mig, da de rørte ved mig. På det tidspunkt forstod jeg dem ikke rigtig - De var jo ikke så uhyggelige. Men det uhyggelige skete, da en af de andre børn ville sige hej til mig. 

Jeg må have været omkring tre eller fire, for han virkede som en kæmpe i forhold til mig, selvom han kun har været omkring ti år. Frederik hed han. Jeg havde set billederne inde i hovedet, da min plejemor og plejefar havde grebet fat i mig, så jeg forventede at se noget lignende. Jeg var dum og naiv. Billedet af Frederik, der løber efter en bold ude på vejen, kom til mig. 

Forstil dig en film, der kører inde i hovedet - Det er sådan jeg ser det. Jeg skreg selvfølgelig, da jeg så bilen, der ramte Frederik så hans hoved ramte asfalten, og hjernemassen begyndte at flyde ud af et stort hul i kraniet. Ingen af dem forstod det. Det gjorde jeg for den sags skyld heller ikke. 

Dét skete en uge efter.

Jeg blev straks flyttet til en ny familie. Igen måtte jeg se deres død, da de hilste på mig: Trafikuheld, sygdom, knivstik, selvmord, druknedød og kvælning. Jeg kan blive ved. Disse billeder har fulgt mig gennem mine 16 år. Hver gang jeg lukker mine øjne for at sove, så ser jeg dem. Det er ikke kun de mennesker, jeg kender, men også fremmede forbipasserende, der lige berører min arm, når de skal forbi mig. Det sker hver gang.

Denne forbandelse har gjort, at jeg gemmer mig for verden. Jeg har ingen venner og min nuværende plejefamilie er en smule bange for mig. Jeg bebrejder dem ikke. En 16 årig pige, der sidder med et alt for langt pandehår, der dækker hendes øjne og altid for store hættetrøjer, der skjuler den spinkle krop. Ja, jeg er ikke noget syn for guderne. 

Heldigvis er denne plejefamilie bekendt med min "frygt" for berøring. Selvfølgelig har jeg ikke kunnet undgå at røre nogle af dem. Lise skal dø af kræft, mens Jørgen sover ind som gammel. Patrick, der er deres eneste søn og på samme alder som mig, bliver stukket ned i en gyde af en bande. 

Skal jeg sige det til dem? Nej. Lige nu lever de i deres lykkelige lille bobbel, mens de prøver at trække mig med ind. Problemet er bare, at jeg ikke har lyst til det. Jeg vil ikke være der og være ked af det, når Patrick bliver stukket ned. Folk dør hver dag, men jeg har ikke lyst til at binde mig. At blive venner med nogen indebærer følelser, og følelser og jeg er ikke ligefrem bedste venner. 

Jeg lærte det på den hårde måde. Da det gik op for mig, hvad de syner jeg så betød, så prøvede jeg at fortælle det til folk. Jeg var så dum. "Du skal holde dig væk fra knive!", "Du må ikke køre i bil!", "Aldrig svøm i grønne badeshorts!"

Folk troede, at jeg havde tabt en skrue, hvilket jeg godt kan forstå. Folk dør, og jeg kan ikke gøre en skid ved det! For at undgå den der skyldfølelse, så har jeg prøvet at undgå kontakt med mennesker. Men i nutidens samfund er det svært. Jeg er dog blevet helt god til det efterhånden. Først og fremmest hjælper min kølige attitude mig. Ingen tør komme for tæt på den skræmmende Kira!

Selv i de forskellige skoler begyndte lærerne at undgå mig. Det gør de også på den nuværende, men nok mere fordi de har fået besked på at lade mig være. De andre elever ignorerer mig også, så alt i alt er det meget godt. Desværre er der, de der følelser. Jeg prøver virkelig at lukke dem inde i en boks og ignorere dem, men nogle gange er det bare svært.

Jeg vil give alt for at være normal. Den eneste måde hvorved jeg opnår en lille form for glæde, er ved at tage billeder. Nogle gange følger jeg mig godt nok lidt lusket, når jeg gemmer mig i parken og tager billeder af de glade familier, men det er mit drug. Jeg bliver nødt til at holde fast i den lille flig af glæde, så jeg ikke synker helt ned i mørket med den kolde attitude. 

Yeah... Tag billeder af fremmed mennesker og gem dem i din scrapbog. Way to go, Kira. Way to go...