Møgso.

Klamme kælling.

Luder.

Fede bitch.

Kommentarerne blev ved i noget som virkede som en evighed, og imens blev tårerne blot mere og mere påtrængende. Konstant var den velkendte svigen i øjenkrogene til at mærke, som prøvede livet at minde mig om, hvor svag jeg var. Hvor tæt jeg konstant var for at bukke under for tårerne. Dette min virkelighed. Mit mareridt. Mit liv.

Den svage rysten som gik igennem min krop, da det første hulk slap igennem den hårde og ligeglade facade, var som det første led i en forfærdelig kædereaktion. Det første hulk bliver tæt forfulgt af det næste, og snart ryster hele min krop under de forræderiske tårer. Tårerne gled ned over mine kinder i linjer, som efterhånden måtte være konstant indprentet på den blege hud. Det var sjældent indtørrede tårer ikke var til at finde på den sarte hud, men det gjorde alligevel ikke nogen forskel. Det rørte ikke nogen alligevel. Folk var ligeglade. Hvis nogen virkelig bekymrede sig, ville blot en stå ud. Blot en ville kunne ignorere de hårde kommentarer og stå stærk. Den ene burde være mig.

Så længe min hukommelse går tilbage, har jeg bildt mig selv ind, at jeg er personen der er ligeglad med, hvad andre mener om mig. Har bildt mig selv ind, at så længe jeg har det godt med mig selv, er det godt nok. Nu ser jeg, hvor fejl jeg har taget. Det er ikke godt nok. Jeg er ikke god nok. Hvis den person jeg er, er god nok, hvorfor ville kommentarerne så hobe sig op som en lang slange der langsomt snog sig omkring min krop og klemte til. Det var sådan det føltes. Som om en lang mørk slimet slange havde snoet og lagt sig omkring min krop, hvorefter den klemte det. Smerten er ulidig. Som om alle mine indvolde bliver klemt sammen. Som om noget har taget mit hjerte i et fast jerngreb og strammet til.

Det er ikke til at bære. Smerten er for ulidig. Alligevel bliver jeg ved med at læse. Kommentarerne fortsætter ud i en uendelighed, og i mit stille sind forbander jeg alt og alle. Inklusiv mig selv, for dette er vel og mærke min egen skyld? Havde jeg gjort mere ud af mig selv, var dette måske ikke sket. Havde jeg ikke begået de mange fejltagelser, var det nok aldrig kommet så vidt.

Hvor er hun klam.

Hvem gider dog være venner med hende?

Ad. Hvem er hun? Skal bare vide, hvem jeg skal holde mig fra.

Kender jeg hende? Nej, heldigvis ikke. Fy for pokker.

Skriget nærmest kravler op igennem min hals, men over mine læber når det aldrig. Det sætter sig fast. Fast i halsen, som de forsvarende ord jeg burde skrige ud, ligeså havde gjort så længe jeg nu engang huskede. Hulkene ryster hele min krop, og musen i min hånd bliver svære og svære at styre. Svære og svære at kontrollerer. Mine øjne glider endnu engang over skærmen, som efterhånden er blevet så utydelig, at de individuelle bogstaver ikke er mere end blot sorte klatter på en hvid baggrund, hvilke var præcis sådan, som jeg burde se på dem. De var blot ord. Ord uden betydning. Bare ord. Sorte bogstaver på en hvid baggrund. Var det ikke sådan det var blevet tiltænkt? En ledetråd… Nej!

Bag hvert eneste ord lå en mening. Efter hvert eneste ord lå en følelse. En smerte. En smerte som de aldrig ville kunne forstille sig. I starten havde det været bedre. Min naive personlighed havde bildt mig ind, at de blot havde det sjovt. Sådan havde jeg også selv gjort engang. Kommet med nogen lidt lede kommentarer til et billede, bare fordi, at jeg ikke turde skille mig ud og sige nej. Jeg var sprunget med på vognen. Havde jeg vist hvilke følger det ville få, var det aldrig noget som havde strejfet mig. Jeg havde dengang ingen idé om, hvilket følelser det efterlod. Hvilken smerte, og smerten den var der skam.

Smerten var der konstant. Aldrig forsvandt den. Aldrig var der ord som prøvede at formindske dem. Ikke en eneste undskyldende eller fortrydende kommentar. Intet. Kun hårde og kolde ord. Ord som efterlod spor. Ord som efterlod ar. Ar som aldrig ville blive set, fordi ingen kiggede. Ingen bekymrede sig. Det eneste de så var mine fejl. Min fede krop. Min grumsede hud. Mine blanke øjne. Det var alt de så. De så det ydre, og uden at kaste en eneste tanke imod det indre, begyndte de at ridse ordene ned. Havde det overhoved gjort en forskel, hvis de havde taget barberbladet, som endnu lå gemt i min skrivebordsskuffe, og ridset ordene direkte ind i huden på mig. Havde det gjort mindre ondt?

Det der er Ella Darwich. Den klammeste so på jorden. Hold jer hellere fra hende.

Burde hun ikke gå på slankekur? Det er ikke sundt at være så klam og fed.

Hej Ella. Hvis du ser det her, ikke? Så gå hen og dø.

Ad hvor er hun klam. Hun fortjener ikke at leve.

Bare dø Ella.

Dø, dø, dø.

Ordet giver genlyd i mine øre, da jeg med rystende krop rejser mig. Mine ben ryster faretruende under mig, da det første skridt bliver taget. Det er som om den psykiske smerte er blevet omvendt. Som om den nu er blevet fysisk, men alligevel er den stadig så uhåndgribelig. Jeg vil have en smerte at forholde mig til. En smerte, som jeg kan forstå og gøre noget ved. Dette holder ikke. Jeg kan ikke mere. Det må slutte. Kommentarerne fortsætter blot i en evighed. Alle steder. Facebook. Twitter. Instagram. Ingen af stederne har budt mig velkommen. Alle har de givet mig smerte. Alle har de påført mig ar, som vil blive der for evigt.

Jeg troede, at internettet kunne blive min redning. Jeg havde det godt før i tiden. Jeg smilede. Jeg grinte. Jeg var glad, men dette er længe siden nu. En enkelt beslutning ødelagde mit liv. Jeg oprettede en profil på facebook. Jeg troede, at dette ville blive sjovt. Jeg troede blot, at kommentarerne var noget, som jeg kunne tage let på. Jeg tog fejl.

Det hele startede et år tilbage, hvor jeg var kommet op og skændes med min mor. Endnu et skænderi. Jeg var netop inde i en meget hård periode. Mine forældre stod overfor en hård skilsmisse. Jeg kunne ikke mere. Jeg besluttede mig for at gøre noget ved smerten. Jeg ville have den til at forsvinde. Alkoholen blev min redning. Så snart alkoholen var ét med mit blod, og smerten forsvandt, blev alt lettere. Jeg gjorde nogen dumme ting den aften. Jeg gjorde ting som jeg ikke er stolt af. Værst af alt.. Jeg mistede min bedsteveninde, og hun startede dette. Hun startede denne epidemi som havde fulgt mig siden.

Et par dage efter den aften, lå billedet på nettet. Overalt hvor jeg havde klikket hen var det der, og kommentarerne var hårdere end nogensinde før. Billedet var simpelt. Det var blot et billede af mig og en dreng i en seng. I undertøj. Havde det været enhver anden dreng, havde kommentarerne været noget som, ”Frækt” eller noget i den dur, men det var ikke en tilfældig dreng. Det var min venindes kæreste. Min bedstevenindes kæreste.

Det var sådan det hele startede. Sådan smerten startede. Jeg var selv skyld i det. Siden da har mit liv været et helvede. Hvor end jeg vender mig hen var de hårde og smertende kommentarer der. Hvor end jeg søger hjælp, bliver jeg svinet til. Jeg er selv skyld i dette, og jeg er ikke længere i stand til at rode bod på det.

Tårerne havde efterhånden dukket mine øjne så godt til, at ordene var umulige at læse. Jeg vidste, at jeg ikke burde. Alligevel gjorde jeg det. Det lille røde ettal som pludselig dukkede op, kunne umuligt varsle noget godt, men alligevel åbnede jeg den.

Sophia Miller har tagget dig på et billede.

Instinktivt begynder mit hjerte at banke hårdere i brystet på mig, som prøver det på at banke sig vej ud af brystet på mig. Hvis blot det var så let. Mine hænder ryster faretruende meget, men alligevel formår jeg efter flere fejlforsøg at klikke mig ind på billedet, som jeg netop er blevet tagget på.

Resultatet kommer ikke bag på mig. Ikke ved første øjekast i hvert fald. Det er det samme billede. Selv efter et år hjemsøger dette billedet mig stadig. Det forårsager endnu så meget skade og smerte. Så ser, hvor selve billedet er slået op, og en klump sætter sig fast i halsen på mig. En klump som jeg blot ønsker skal kvæle mig. Stoppe det hele. Stoppe smerten.

'Danmarks klammeste bitch 2012'.

Sådan lyder titlen på den side billedet netop er slået op på. Beskrivelsen var endnu værre.

Jeg vil godt have lov til at nominere Ella Darwich, da hun klart er den klammeste bitch. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. For jer som ikke ved det er den klamme ko på billedet Ella, og drengen som hun rigtig har gang i, er hendes bedstevenindes kæreste. Ella troede rigtig hun var noget dengang. Hun troede, at hun kunne gøre alt, hvad hun ønskede. Se hende nu. Hun er klam. En klam luder som tager alt, hvad hun kan få. Hun er ulækker. Hun burde ikke leve.

Hulkene begynder endnu engang at slippe over mine læber i takt med at mine skuldre begynder at ryste faretruende. Under mig er mine ben ikke længere sikre, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg ikke vil kunne holde mig oprejst meget længere. I et desperat og panisk forsøg på at finde noget holdbart at holde fast i, griber jeg blindt ud i luften. Mine fingre griber omkring noget, i det samme som mine ben giver efter under mig, og lader mig ende på jorden sammen med min computer. Det eneste langt fra fastbare i mit værelse, og det var hvad jeg greb efter.

Jeg ved, at jeg ikke burde. Alligevel lader jeg min rystende og hulkende krop kravle over imod det sted, hvor computeren er landet. Mine fingre ryster kraftigt, da jeg forsigtigt vender skærmen mod mig, og ordenen endnu engang optræde som små giftige pile. Kommentarerne til billedet var næsten værre end beskrivelsen. Det var som om grebet om mit hjerte strammede sig til, og ligeså gjorde det iskolde greb som havde lagt sig om min hals. Hulkene forstummede, og det blev svære at trække vejret. Vejtrækninger satte sig nærmest fast i halsen på mig og kort tid efter var min vejrtrækning ikke andet end små desperate gisp som slap over mine læber i stød.

Mine fingre greb desperat og i blinde efter skrivebordets øverste skuffe. Hurtigt var der fast træ under mine finger, og skuffen blev hevet ud med sådan en kraft, at den faldt ud af skrivebordet og landede med et højt bump på jordet. Mine fingre søgte desperate rundt i blinde, imens mine læber bevægede sig i lydløse ord. Forbandelser. Undskyldninger.

Endelig afsluttes mine fingers søgen, da det skarpe og kolde metal er til at føle under mine fingerspidser. Næsten panisk river jeg barberbladet op, da mine øjne endnu engang glider over den blanke skærm, hvis indhold gav mig lyst til at rive hjertet direkte ud af mit bryst.

Klar vinder. Ad!

Bladet gled så let som ingenting over mit håndled. Smerten varede ikke mere end et par sekunder, men de sekunder var mere befriende end nogensinde før.

Hvor klam har man lige lov at være?

Endnu et blodrødt mærke fik lov at joine de mange andre. Tårerne som konstant løb ned af mine kinder endte på det blodvædede håndled, hvilket fik blodet til at flyde udover det hele, og jeg var ligeglad. Ligeglad med de røde pletter det ville efterlade på gulvtæppet. Ligeglad med den kortvarige frelse. Ligeglad med alt.

Hvordan kan hun overhoved leve med sig selv? Kælling.

Mine lunger var fyldt med luften, som ville skrige. Skrige, at dette netop var, hvad jeg ikke kunne. Ikke længere. Det havde de sørget for. De havde ødelagt mig. Ubetænksomme kommentarer havde ødelagt mig. Internettet havde ødelagt.

Og med den tanke i baghovedet, lod jeg for sidste gang barberbladet glide over min arm, og alt forsvandt væk i en frelsende tåge, som til sidst blev til mørke.