Ordene genlød endnu svagt i mine ører, da jeg mærkede min krop begynde at ryste af de forræderiske tårer, som truede med at bryde igennem facaden, som ellers prydede mit ansigt så fint. Den stærke facade. Den facade som udstrålede styrke, mod. Viljemodet, som eller s for længst havde forladt mig. Jeg havde længe vist, at dette ville komme, alligevel var jeg ikke forberedt på det. Langt fra forberedt. Det var som om min krop lukkede ned. Som om den prøvede at lukke ned for sandheden. Ned for virkeligheden. Ikke at det ville hjælpe i sidste ende. I sidste ende stod kendsgerninger klarer som glasset i mine rystende hænder. Det havde indhentet mig. Det som jeg så længe havde flygtet fra havde nu indhentet mig. Jeg var selv ude om det. Det var min egen skyld. Det var mig der var stoppet op i stedet for at blive ved med at løbe. Det var mig som var stoppet op for at nyde det som ellers havde virket så perfekt. Så urealistisk perfekt. Men jeg kendte jo reglerne. Hvis du stopper med at løbe indhenter dine modstandere dig til sidst. Jeg var stoppet, og min modstander var halet ind på mig. Min sorte modstander. Den eneste modstander, som jeg ikke kunne slippe fra, ligegyldigt hvor hurtigt og længe jeg løb. Den ville altid hale ind på mig. Min modstander som egentlig var en del af mig selv. Min fortid…