Det sitrede svagt i min mundvig, da jeg forsigtigt lod mine fingre glide over de mange gamle bøger. De stod der allesammen. Alle de gamle klassikere, som jeg efterhånden var blevet så afhængelige af. De var, hvad der holdte mig tilbage fra at falde ind i nutidens ligegyldige rutine. Det var dem der huskede mig på livets værdi. De viste mig tilbage til dengang, hvor tingene faktisk havde værdi. Dengang kærlighed var den stærkeste og mest værdifulde ting. Dengang hvor kærlighed var det mest magtfulde, da den både havde evnen til at ødelægge og forebygge liv. Den havde evnen til at afslutte og starte nyt liv. Den kunne gøre folk lykkelige, og den kunne gøre folk ulykkelig. Hvis man kiggede tilbage i tiden, havde samfundet mistet så mange værdier, at det næsten var umuligt endnu at holde styr på dem. Det der dengang betød alt, havde nu næsten ingen værdi mere. Det var derfor jeg søgt tilbage her ved hver eneste givne lejlighed. Jeg søgte tilbage i tiden. Tilbage til dengang værdierne var noget man ikke sådan tog let på. Dengang hvor livet havde en betydning.

Smilet truede kraftigt med at bryde over mine læber, samtidig med at jeg søgte længere og længere ned af den gang reolernes form havde skabt. Min finger gled, i takt med min bevægelser, over de mange titler, som jeg så mange gange havde ladet mig overvælde af. Denne gang var smilet ikke længere til at holde tilbage, da mine tanker havde taget form i mit hoved. Det brød over min læber, og et svagt lettet suk lød efterfølgende. Duften af det gamle papirer sad stærkt i min næse, og jeg var ikke i tvivl om, at et nys konstant blev bygget op i min næse, men det gjorde mig nu intet. Jeg vidste intet bedre end dette. Jeg vidste intet bedre end, når jeg trådte ind på biblioteket og lod mig forsvinde ind i de mange historie, som omgav mig som mennesker omgav mig på gaden. Det var befriende. Det var en lettelse. Min flugt fra hverdagens problemer, som var så overvældende, at de truede med at overtage hele mit liv. Dette var min redning.

Den eneste lyd der hørtes imellem de mennesketomme reoler, var den sagte lyd af min fodtrin. Mine bevægelser var rolige og kunne næsten betegnes som udmattede og dovne, men det var de ikke. Langt fra. Jeg tog mig blot tid til at nyde alle indtrykkene. Mit fokus blev igen lagt imod de mange titler, som spekuleringerne truede med at springe min pandeskal. Hvilke historier skulle jeg idag lade mig falde ind i? Hvilken handling skulle jeg idag lade blive et med mit blod? Et suk var dog alt resultat der kom over disse tanker. Jeg havde læst dem alle, eller måske ikke alle. Der var så mange, at det ville tage mig mange år, at læse dem alle, men jeg havde læst dem som først havde fanget min opmærksomhed. Måske var det på tide, at prøve noget nyt. 

Roligt lod jeg mine arme glide ned langs mine sider, i det som jeg drejede langsomt og roligt omkring, i min søgen på noget nyt. Noget der fangede min opmærksomhed. Næsten var jeg nået hele vejen rundt, da en svag flimren fangede mit blik. Den forsvandt så hurtigt, som den var opstået, men jeg havde set den. Mine skridt, som før havde været langsomme og rolige, var nu blevet hurtige og ivrige, samtidig med at hjertet begyndte at slå hurtigere i brystet på mig. Det var den effekt bøger havde på mig. De var min redning. De var, hvad jeg lærte af livet. Hellere lære fra andres fejl, end fra dine egne. Hvis du ønsker at lære fra dine egne fejl, er det ens med, at de behøver at udføre fejl, og man fortryder fejl. Hader fejl. Afskyr fejl. 

I takt med at mine fodtrin bevægede sig tættere og tættere imod det sted, jeg mente, at jeg havde set den svage flimren, voksede smilet over mine læber sig større og større. Spændingen fik det til at sitre svagt i mine fingre, da jeg endelig nåede min destination. Jeg havde ikke taget fejl. Den gyldne titel var hærget af tiden, men den var der dog, og den var ikke til at tage fejl af. Uden at kaste et ordentlig blik på titlen, hev jeg den ud fra hylden. 

Støvet lå som et ekstra lag omkring den, hvilket fik mig til at puste let på den. Min pusten resulterede selvfølgelig til at støv fløj rundt omkring, og nyset, som var blevet opbygget i min næse, endelig kom ud. Mine fingre gled hurtigt over forsiden, som var så hærget af tiden, at titlen næsten var ulæselig. Alligevel kunne jeg svagt skimte et navn. Et navn som på et punkt lød bekendt, men samtidig var så utrolig fremmede. Hurtigt, men alligevel forsigtigt, åbnede jeg bogen, og duften af gammel bog slog imod mig som ild, der bredte sig i mine åre. Mine øjne skimtede hurtigt titlen, og en underlig følelse bredte sig i min krop. Der læste jeg den ene sætning, som var starten på ændringen i mit liv:

"Denne dagbog tilhøre Madeleine Fournier, 1850"