Der var 2 ting jeg var sikre på:

- Min far skulle til London, og jeg skulle med. Men det var nu ikke så værst.

- Jeg hader One Direction!

"Vi tager afsted nu, Cher!" Råbte min far fra køkkenet. Jeg gik ned til ham og stod klar med mine tasker. "Er du klar?" Spurgte han. Jeg nikkede, og lavede mit 'hvorfor-gør-du-det-her-mod-mig'- ansigt. "Cher, vær nu lidt glad ik'? Smil." Jeg prøvede at smile, men jeg kunne mærke at det var falsk. "Det var bedre!" Sagde han og smilte.

Vi satte os ud i bilen, og min far tændte radioen. Jeg kiggede ud af vinduet hele vejen.

"Hvor er det lige præcis vi skal hen?" Spurgte jeg da vi sad i flyet. "Det ved du da godt, Cher.. Vi skal til London!" Sagde min far. "Jamen, det har taget så lang tid!" Sagde jeg utålmodigt. "Vi har siddet i det her fly i to min..." Sagde han og lo. Endelig efter 2 lange timer landede vi.

"Cher? Kom op, vi er her nu." Jeg åbnede mine øjne og så mig forvirret omkring. "Hvor er vi?" Uden jeg havde opdaget det sad jeg i en bil udenfor en kæmpe lejlighed. "Du er i London." Jeg steg langsomt ud af bilen, og tog min bagage. Jeg gik i slow motion hen til den kæmpe store glas dør, og gik ind. "Skal jeg bo her?" Han nikkede. "Jg bor i en anden en 5 gader væk." Jeg smilte og krammede ham. "Tusind tak far!"

Da der var gået lidt tid stod min far og snakkede med nogle mænd i jakkesæt. Jeg vidste ikke helt præcis hvem det var, men jeg var nysgerrig.

"Hej far. Hvem er det?" "Det er nogle mænd fra et pladeselskab." Sagde han og smilte. "Men du synger da ikke..." "Nej, men det gør One Direction." Jeg stirrede på min far og mit åndedræt blev hurtigere. Da jeg faldt lidt ned kunne jeg mærke at jeg rødmede.

"Jamen far. Hvad har One Direction at gøre med os?" "Jeg er deres chef hvis man kan kalde det det!" Og der eksploderede jeg. "Far må jeg tale med dig et øjeblik?" Han gik hen til mig. "Far, du ved jeg hader dem! Hvorfor sagde du ikke at du var deres chef? Og hvorfor skulle jeg med til London?!" "Fald nu lidt ned skat.. Jeg sagde det ikke fordi at så ville du blive hjemme hos din mor. Jeg ville jo savne dig! Hvorfor hader du dem egentlig så meget?" "De er nogle drenge der bare desperat leder efter opmærksomhed. Da de nu har fået det gør de det stadig bare for at få opmærksomhed! Og så kan jeg bare ikke lide dem!"

Han vendte øjne. "Jeg mener det altså, far!" Han sukkede. "Jeg tror det er godt for dig at du kommer til at møde dem." "Skal jeg nu også møde dem?!" Han nikkede langsomt. Jeg gav ham det ondeste blik jeg kunne, tog min bagage og gik ovenpå, til vores værelse. "Jeg tager mit kram tilbage!" Råbte jeg da jeg var på vej op ad trapperne. Jeg kunne høre ham  grine.