Jeg kan vågne op, miste drømmen. Men jeg falder i søvn igen. Drømmen skal nok være der. Alle de livlige billeder der kører som en gammel spillefilm for øjnene af mig. De lukkede øjne der gemmer på tårer, kan narres med en drøm.

En drøm som ingen andre end min fantasi kunne skabe. En drøm som kun mit indre jeg vil have. En drøm som kun mit hjerte tror, er virkelighed. En drøm som holder mig i live.

Træer stikker op af jorden i en perfekt mængde. Jeg går under dem, kigger op. Grene fyldt med blade der sidder i mønster. De danner et tæppe over mig. Et beskyttende, sikkert tæppe der skærer mig væk fra himmelen. Væk fra virkeligheden.

Så står jeg inde i mængden. Pludselig er jeg inde i et paradis af lyde, varme og opmuntrende smil.

Balletdansere der springer mellem hinanden. Klassisk musik. Forestillingen begynder. Yndefuldt. Jeg kigger på dem, tanker i drømmen. Forhåbninger om fremtiden. Misundelse. Iagttagelse. Hver en bevægelse i den bølgede musik.

Gardinet i en blodrød farve. Det tykke forhæng bliver trukket fra. Lyset blænder i et øjeblik. Så stiller det skarpt, og alle smiler igen. Koncentrerer sig om forestillingen.

Fuldfør det. Før mig til slut. Jeg vil se det hele. Det er min drøm i mit liv, stjerne for øjnene, glimmer og glamour. Fuldfør det, men træk det gerne i langdrag, for jeg vil nyde hvert sekund. Lad sekunderne være lange. Lad mig sidde blandt publikum for evigt. Jeg vil se jer. Men en dag vil jeg være en af jer. Jeg vil stå på scenen, udleve min stjernedrøm. Men for nu, er det fint at se på. Lad mig se jer…

I stråler som tusind stjerner. Og os, publikum, vi er dem som siger et ønske til vores ønskestjerne.  Prøver at få os en plads mellem jer.

Jeg er som et lille barn i en legetøjsbutik, bare mere stille. Jeg er som lamslået gennem hele forestillingen.

Det værste er at det er en drøm. En drøm der bliver taget fra mig hver morgen. Jeg får den igen om aftenen. Som en teenager får taget sin mobil i skolen, og skal hente den på kontoret efter skole. I al den tid imellem, mangler jeg min drøm. Jeg mangler følelsen af at give slip, lytte og trække vejret i takt.

Om morgen når drømmen er slut, sætter jeg mig op, tænker tilbage på den, forestiller mig den som jeg gør når jeg sover. Men det er ikke det samme. Ikke den samme følelse, ikke det samme billede. Fordi når jeg er vågen, er virkeligheden omkring mig. Og drømmen er kun en lille bid af en stjerne langt væk. Om dagen er der ingen stjerner, men om natten er der et helt tæppe. En mørk stjernehimmel.

Og når det hele slutter, slutter drømmen. Ikke flere oplyste stjerner, ikke flere forestillinger. Publikum klapper. Nogle rejser sig. Showet er slut, danserne forlader scenen. Og så bliver alt mørkt.

Nu er det tid til at jeg skal stråle. Vise hvad jeg har lært. Komme frem. Og måske, kun måske, vil det en dag være mig der står deroppe på scenen.