Jeg var på vej hjem fra skole – fuglene sang og solen skinnede, hvilket gjorde mig i bedre humør efter en forfærdelig skoledag. Det havde startet med en skod karakter, jeg fik nemlig 02 i fysik igen. Min mor havde fortalt mig at hvis jeg ikke snart fik bedre karaktere i skolen, så skulle jeg droppe fodbold og det nægtede jeg. Så når min mor kom hjem fra arbejde i aften ville jeg få en hel del skæld ud. Oven i det så havde jeg været oppe og skændes min kæreste, Simon, som havde stået og råbt og skreget af mig midt i skolegården. Vores forhold er måske lidt anderledes, og mine venner råder mig til at slå op. Men det er ikke nemt, når han med et rygte, kan ødelægge hele mit teenager liv.
Mit navn er Megan og jeg bor i udkanten af Shalford sammen med min mor og lillesøster. Min mor er sygeplejerske i London, og vi har ikke specielt mange penge. Min far bor i Dublin sammen med sin nye kone og jeg ser ham sjældent. Jeg går meget op i fodbold, og mit største ønske er nok at kunne leve af det en dag, selvom min mor siger jeg burde stoppe med mine urealistiske drømme og fokusere mere på min skole. Inderst inde ved jeg nok godt hun har ret.
Jeg stod og fumlede med nøglen til huset da min mobil vibrerede i min lomme. ”Hallo?” mumlede jeg halv surt. ”Megan? Det er mor,” jeg sukkede, hun ville ikke ringe nu, medmindre jeg skulle gøre hende en tjeneste, ”jeg har brug for at du tager mine papirere inde på kontoret og kommer ind til hospitalet med dem,” jeg kunne hører en masse larm i baggrunden. ”Mor jeg kan næsten ikke høre dig for alt den larm,” halv råbte jeg ind i telefonen. ”Ja det er alle de piger der skriger sådan,” jeg hørte en dør lukke og larmen blive lavere. ”Piger?” sagde jeg forvirret. ”Ja det er jo i dag vi får besøg af det dersens boyband, pigerne går helt amok.” Jeg måtte have set helt forkert ud i ansigtet, hvad skulle et boyband dog på et hospital? ”Hvad skal de der?” ”Det er noget velgørenhedsarbejde, de kommer for at snakke med deres fans som ligger på et hospitalet,” nååååreh, nu var jeg med. Det måtte være One Direction. Min bedsteveninde Sophie var totalt forelsket i dem. Jeg kom pludselig i tanke om at jeg havde lovet hende at tage med derind, og bruge min mor som en undskyldning for at hun kunne se dem. ”Fint jeg er der om lidt,” jeg lagde på og låste mig selv ind i huset. Jeg ringede til Sophie som bestemt ikke havde glemt vores aftale, ”jeg er der om 5 minutter!” havde hun sagt.
Og sandt nok, 5 minutter efter stod hun der i fuldt fangirl udstyr. Hun havde en t-shirt hvor der stod: I <3 One Direction og fem armbånd med alle deres navne.
Hun havde skreget som en galning, og hvis det var sådan hun var nu, ville jeg nødig se hende når vi kom ind til hospitalet.
Vi havde taget toget og det tog ikke lang tid før vi var henne ved hospitalet.
”Sophie lov mig ikke at gå alt for meget amok, der skulle vidst allerede være hundredevis af piger derinde som allerede skriger,” jeg smilede fordi jeg fandt det lidt halv komisk at hun gik sådan amok.
Hun nikkede ivrigt, ”okay, okay, okay” havde hun sagt og nikket. Hendes hænder rystede af begejstring.
Vi var hurtigt inde og oppe på min mors etage. Ind til videre havde vi ikke set noget ud over det sædvanlige, så vi gik bare hen til det værelse hvor min mor holder pause.
”Hej, er Elise Seinsfield her?” jeg stak hovedet ind.
Min mor kom ud fra køkkenet, ”hej min skat, tusinde tak for det!” sagde hun, mens jeg rakte hende papirerne.
”Så hvor er One Direction? Jeg lovede Sophie at hun måtte se dem.”
”De er desværre allerede gået igen, det er jeg ked af,” min mor kiggede på Sophie som stod med tåre i øjnene, ”i skulle have været her lidt før.”
Sophie brød ud i gråd og jeg prøvede at trøste hende så godt jeg kunne.
Efter hun var faldet til ro, besluttede vi os for bare at tage hjem. Vi kom ned i receptionen og skulle lige til at gå ud af døren, da jeg fik øje på noget henne på en stol. Jeg gik hen og så at det var nogle bilnøgler.
”Gad vide hvem der har glemt sine nøgler,” sagde jeg til Sophie.
”Åbenbart nogle der er ret ligeglade med deres bil,” hun kiggede på dem.
Skulle jeg aflevere dem i receptionen eller selv prøve at finde ejeren?
Den beslutning blev hurtigt taget for mig da jeg hørte en vred drenge stemme bag mig, ”hvad har du gang i?!” jeg vendte mig om og stirrede direkte ind i nogle grønne øjne, ”helt seriøst ..” hviskede jeg for mig selv.
