Jeg bed så hårdt i min finger, at mørkerødt blod piplede frem.

Det smagte salt. Christine prøvede at trække vejret lydløs, men nytteløst. Mike holdte sig for hovedet og rystede det fra den ene side til den anden. Som et pendul.

Jeg selv var helt rolig. Utroligt, hvor meget ballade en lære kunne skabe. Men jeg måtte give skolen det. De havde virkelig brugt mange penge på lejerturen. Effekten af fru. Müller, der lå med hvidt åbne øjne og blod ned fra hendes hals, var ganske imponerende. De andre havde stukket i et vildt hyl, og det var da også lige før min egen puls steg engang. Jeg måtte virkelig anstrenge mig for ikke at smile. Jeg ville ikke ødelægge uhyggen for de andre. De tror vidst på, at alt det her er virkeligt. Små fjolser.

Endelig skete det. Døren gik op. Vores lære trådte ind med et sygt udtryk i øjnene. Heldigt, at vi havde valgt at stå bag trappen, så lyset, fra den gang vores lære kom fra, ikke skjulte vores ynkelige gemmested. Det her er hundrede gange bedre end, da vi bare sad ved lejerbålet.

Gulvet gav efter, der hvor vores lære trådte. Christine gav et lille piv fra sig, men jeg tror ikke vores lære hørte det for sin egen snakken.

En, to, tre skridt længere i vores retning. Jeg gav tegn til de andre om at følge med. Vi skal vinde det her spil!

Jeg tror, vores lære havde travlt med at rive sig i ansigt eller noget i den stil, da vi løb rundt geleneret og op ad trapperne. Det gav et stik af fryd, da jeg faldt på det øverste trin og kunne høre Mike skrige og vores lære råbe. Jeg kom hurtigt op på benene, han skulle jo heller ikke nå at fange os. Christine overhælede mig på gangen og væltede ind af en dør. Mike og jeg selv fulgte efter hende. Der var ikke det mindste lys at spore i lokalet, da Mike først havde lukket døren. Christine og Mike spærrede døren til. Nu skulle de ikke overdrive, vores lære skulle også have en chance for at komme ind. Jeg famlede mig langs væggen og kom til at vælte en vase ned, der gav et ordenligt brag. Christine pev igen. Jeg nåede hen til en vindueskarm.

Jeg trak gardinerne fra. Græsplænen udenfor lignede et mørkt hav. Træerne, der afgrænsede grunden, stod som kulsorte kæmper, der vogtede at ingen flygtede. Vores lære var efterhånden begyndt at hamre på døren. Det var også på tide. Havde han måtte lede i alle rummene? Amatør.

Jeg prøvede at lukke vinduet op, men det bandt. Mike kom op ved siden af mig og prøvede at hjælpe. Christine løb hen til os og knugede sig ind mod mig. Døren blev sparket et stykke op, og en hånd kom til syne, lige efterfuldt af vores læres ansigt. Han fik døren længere og længere op, og vinduet gav sig stadig ikke. Endelig fik han skubbede de sidste ting væk og kom imod os. Jeg tror, Christine var begyndte at græde. Det var svært at åbne vinduet for Mikes panikslagende hænder. Christine begyndte at fable om at overmande vores lære. Det ville da ikke være fair.

Han var halvvejs gennem rummet, da vinduet gav sig. Mike hev febrilsk og fik endelig vinduet det sidste stykke op. Som den gentle mand jeg er, lod jeg selvfølgelig Christine springe ud først. Måske vi skulle have tjekke, om der var noget at lande på. Hun skreg i hvert fald. Til min store ærgrelse insisterede Mike på, at jeg skulle være den næste. Jeg var lidt smartere end Christine. I stedet for bare at springe holdte jeg fat i afløbsrøret og gled ned ad det. Jeg landede sikkert på jorden og prøvede at hjælpe Christine op. Jeg tror hendes ankel var brækket, men i det mindste gav hun sig for spillet.

Vi kiggede begge op, klar til at hjælpe Mike ned. Vores læres syge blik kom til syne i vinduet. Han smilte til os og vinkede sammen med Mike, der åbenbart var blevet dårlig. Han havde i hvert fald lukket øjnene og var helt bleg i huden.

Nå, han var så ude af spillet. Jeg hjalp den stadig grædende Christine af sted.  Vi tog den direkte vejr over det sorte hav af græs. Natteduggen havde åbenbart allerede lagt sig, jeg faldt i hvert fald og landede på noget, der viste sig at være nogen.

Jeg tror, det var Karolines øjne, jeg stirrede ind i. Hun spillede godt. Taget i betragtning af hvor ondt det må have gjort, at jeg landede ovenpå hende, bevægede hun sig ikke meget. Hun blikkede langsomt engang. Jeg nåede ikke at rose Karolines skuespil, inden Christine hysterisk prøvede at få mig til at hjælpe hende væk. Det lød oppe fra huset, som om vores lære endelig var kommet ud til os. Han havde vidst glemt Mike.

Jeg rejste mig for at løbe videre med Christine, da Karolines hånd klemte lidt for hårdt om min ankel. ”Du er ude af spillet Karoline, giv slip.” sagde jeg til hende, men hun slap ikke. Vores lære kom med lange skridt i vores retning. Christine sparkede Karoline med sin raske ankel i hovedet og hev igen i mig. Tog hun ikke spillet lidt for alvorligt nu? Jeg kiggede tilbage for at se om Karoline var i orden, men vores lære stod i vejen.

Vi nåede de nærmeste træer. Man! Det var hårdt at hjælpe Christine. Kunne hun ikke tage sig bare lidt sammen? Hvis hun kunne droppe den gråd, ville det være rart. Hun levede sig tydeligvis for meget ind i spillet.

Vi støttede os op ad et træ. Vores lære gik længere bagud, stadig snakkende til sig selv. Christine kigge mig ind i øjnene. Ville hun have mig til at kysse hende? ”Hvad.. Hvad gør vi?” hviskede hun så lavt, at jeg næsten ikke kunne høre det. Jeg hjalp hende ned at sidde på den fugtige jord. ”Jeg er tilbage om lidt.” svarede jeg hende. Jeg mærkede suset fra Christines hånd, der greb ud efter mig. Hun fik ikke fat, og jeg begav mig stille længere ind mellem træerne.

Træerne stod så tæt, at der næsten ikke kom noget af månens lys ned.

Der kom længere afstand mellem træerne nu. Til sidst endte jeg ved en sø. Månens blege lys spejlede sig i det helt stille vand.

Lyden, af Christine der råbte, lød et stykke væk.

Gad vide om jeg var den sidste tilbage i spillet? Nej, så havde vores lære nok råbt det, og de andre fra klasse ville have kommet frem igen.

Det var først nu, at jeg opdagede, nogen trak vejret tungt bag mig. Hvis det var Christine snød hun. Hun var altså ude af spillet nu! Jeg vendte rundt på hælene og skulle lige til at skælde hende ud.

Min læres øjne så endnu mere syge ud på helt tæt hånd. ”Pokkers!” udbrød jeg som en reaktion af, at jeg så ikke havde vundet. Min læres hænder føltes kolde om min hals. ”Oka.. y.. Jeg.. Er med..” Fik jeg sagt, selvom det efterhånden var svært at få luft nok ned til at snakke. Hvorfor stirrede han sådan på mig? Det var ret ubehageligt nu. Min krop gav efter, og jeg faldt sammen, stadig med min læres hænder om halsen. Han bankede mit hoved engang ned i jorden, inden han hev mig hen til søen kant.

Nu måtte han gerne stoppe.

Han kom mit hoved ned under vandet. Det var frysende koldt. Det måtte være tæt på minus grader. Jeg prøvede at vise min lære, at det var nok nu ved at lave bobler. Jeg tror ikke, han så dem. Hvor var her mørkt, her under vandet. Mens jeg ventede på, at min lære skulle give slip og lade mig få luft, ærgrede jeg mig stadig over, at jeg ikke blev vinder af spillet.

Men hvem blev så?