Det var svært at holde forbløffelsen tilbage, da hun modtog invitationen. Hun havde kort sagt ikke set det komme.

Hendes navn og adresse stod skrevet med kursiv. Det var skrevet så smukt, at hun slet ikke fattede, hvordan postbuddet kunne have tydet skriften.

Alberte Hansen

Finkevej 12a

Det måtte være en regel, at konvolutten skulle være skrevet på den måde ved denne slags lejligheder. Alt skulle være fint og elegant. Derfor fandt hun også en kniv til at lukke den op så forsigtigt som muligt. Normalt flåede hun dem ellers bare op uden omtanke, men det kunne man ikke tillade sig nu.

Kniven strøg let gennem det tynde papir, og hun tog invitationen ud. Der var roser på, og et fint hvidt bånd holdt den lukket. Hun bandt det nænsomt op og foldede invitationen ud. Læste den grundigt og kæmpede med den kursive skrift, der bad hende komme kl. 11 om formiddagen.

Hun var nødt til at købe en kjole. En fin en.

Sidst hun havde købt kjole var til hendes studenterfest. Den havde været knælang og rigtig sommergrøn. Hendes bror havde sagt, at den var fin og havde klappet hende på huen. Det havde været en god dag.

Nu gik hun ikke i kjole mere. Hun gik i shorts og jeans og en nederdel i ny og næ, men en kjole ligefrem? Nej, det var alt for fint. Derfor ville hun altså købe en kjole nu. Hun skulle passe til den fine stemning.

”Alberte Hansen,” sagde hun roligt, da en kvinde så op fra sin lille sorte bog for at få navnet.

Den fine fest var jo kun for de særligt udvalgte, så det gik ikke at andre sneg sig ind. Kvinden så ud til at gå meget op i at holde uvelkomne personer væk. Hun rynkede på panden, der allerede var godt rynket i forvejen, og nedstirrede Alberte.

”Jeg har ikke set dig før? Er du bruden eller gommens gæst?” Spurgte hun kritisk og forsatte sin stirren.

Alberte gned sin ringfinger og sukkede, inden hun svarede:

”Gommens.”

Kvinden så stadig kritik ud. Alberte gned videre på sin finger og så over damens hoved og ind i festsalen. Gavebordet så overfyldt ud. Hun skulle have købt noget større og dyrere. Hun havde kun købt noget fint porcelæn med påmalede roser.

”Alberte, der var du!” Gommen kom gående ud med åbne arme, og hun holdt op med at gnide fingeren for at smile.

”Mads, hvor er det længe siden,” lo hun og gav ham et knus. Ikke for kort, ikke for langt. Det skulle være lige tilpas.

Han fulgte hende ind til festen, og hun knejsede lidt ekstra med nakken, da de gik forbi damen med rynkerne. De gik hen til gavebordet, hvor hun lagde den skrøbelige pakke og forsøgte at placere den ved siden af de mindste. Så virkede den pludselig meget større.

”Du skal møde Emilie nu,” uden at vente på accept, tog han hende ved armen og førte hende over mod bordet, hvor bruden sad.

Hun så perfekt ud i hvidt. Kjolen var simpel og elegant. Selv buketten virkede perfekt sammensat.

”Skat, du skal møde Alberte … ”

Hun lyttede med et halvt øre, imens han præsenterede hende for bruden, og vågnede først op, da hun stod og trykkede Emilies hånd.

”Ja, jeg er så Alberte.”

”Hvor er jeg glad for endelig at møde dig! Mads har talt så meget om dig,” kvidrede Emilie og rystede deres hænder op og ned lidt, inden hun slap for at lægge armene om sin gom.

”Jeg tror, jeg sidder derovre.” Alberte pegede mod et bord i det fjerneste hjørne.

”Selvfølgelig gør du ikke det, du sidder her sammen med os!” Grinede Mads hjerteligt og klappede hende på hovedet.

Hun fandt sin plads og satte sig. Hun sad to pladser fra parret. Bedre blev det næsten ikke. De sad der dog ikke lige nu. De var gået ud for at danse.

Hun kiggede på, imens de dansede og dansede, og den hvide kjole fløj rundt.

Engang havde hun drømt om at have sådan en fin hvid kjole på. Da hun var helt lille. Hun ville have haft et langt slør til. Far og mor havde grinet sådan, når hun tog et lagen på hovedet, og storebror havde holdt hendes hånd og givet hende mors ring på. Det var inden, at mor og far blev vrede og begyndte at råbe og kysse andre end hinanden. Så flyttede de og tog hvert deres barn med. Nu så hun kun storebror ved særlige begivenheder.

Hun gned igen sin ringfinger og nynnede med på melodien. Det var en rigtig ’sjæler’. Parret kyssede, og folk klappede, og det hele så rigtig fint ud. Fingeren fik et rødt mærke, så hun holdt op med at gnide og glattede usynlige folder i sin kjole, imens parret kom tilbage til bordet for at snakke med gæsterne.

Bruden grinede og lo og kaldte sig allerede fru Hansen som havde hun aldrig været andet. Alberte tænkte på, om de ville give børnene hendes mellemnavn eller hans? Hvis de havde hans efternavn, burde de nok få hendes mellemnavn. Hvis hun da havde et. De fleste havde efternavne.

Parret kyssede igen, og folk ved bordet klappede og piftede.

Alberte rejste sig og gik ud af festlokalet. Hvis hun kørte nu, kunne hun nå hjem, inden det blev mørkt. Det var en lang køretur. Mindst en time.

Hun gik gennem grusset på herregårdens gårdsplads og ned til bilen. Den holdt parkeret hele nede ved porten, så hun let kunne komme ud igen. Ingen holdt i vejen.

Hun satte sig ind i bilen, glattede igen de usynlige folder i kjolen og fandt bilnøglerne i sin taske. Bilen startede i samme øjeblik, som han satte sig ind på passagersædet.

”Kør du allerede?”

”Jeg har langt hjem.” Hun slap håndbremsen igen og kiggede på ham. ”Jeg har købt ny kjole.”

”Den er pæn.”

”Jeg gik efter pæn,” nikkede hun, så han grinede og klappede hende på håret. Hun lod ham og gned sin finger i stedet. Hans hånd faldt ned om hendes nakke. Han trak hende frem, og deres læber mødtes for en stund.

For en stund var det som i gamle dage. Som når de mødtes ved særlige begivenheder.

Han havde været væk for længe. Gæsterne ville lede efter ham. Han var jo en af værterne. Sådan undskyldte han sig og fik knappet bukserne. Rettet håret. Hun bandt hans slips, for det havde han aldrig lært. Siden deres teenageår havde hun altid måtte gøre det.

”Det her er sidste gang,” sagde han, imens han steg ud af bilen. Den holdt så dejlig isoleret og langt væk fra de andre.

”Ligesom sidste gang,” medgav hun og satte sig op. Glattede folderne i kjolen og steg ud blot for at åbne ind til forsædet. Han nikkede smilende.

”Ligesom sidste gang.”

”Hils mor og far. Sig jeg havde noget vigtigt at nå,” bad hun og satte sig ind i bilen. Da hun bakkede ud, nikkede han og vinkede.

Hun kørte hjemad og trykkede lidt ekstra på speederen. Hun trængte til et bad. Det var hårdt at være så fin hele tiden.

Hvordan kunne storebrors nye kone holde det ud?

Alberte sukkede. De havde altid været ’Mads og Alberte’. Nu skulle hun måske prøve at være ’Alberte og Jonas’? ’Alberte og en anden’ i hvert fald. Så kunne hun holde bryllup om et års tid, også kunne hun sende ham en invitation med kursiv skrift.