Jeg var på vej hjem efter endnu en ubetydelig dag i skole. Frederikke, havde ikke behandlet mig anderledes den dag, end hun plejede at gøre. Hun havde altid været ret barnlig dog skræmmende, og så havde hun hele klassen i hendes hule hånd inklusiv mig. For selv om hun terroriserede min hverdag, så kunne jeg stadig godt lide hende. Jeg er ikke sikker på hvorfor. Jeg tror det havde noget at gøre med, at de få gange hun havde fundet sig et andet offer end mig, der så jeg udtrykket i hendes øjne. Ren ondskab, afsky og så en smule ligegladhed. Jeg tog nogen gange mig selv i at beundre hende. Jeg ville kunne have det udtryk i mine øjne, føle den følelse. Følelsen af at ydmyge en ikke fordi, at der er nogen speciel grund til det, simpelthen bare fordi man har lyst til det. Jeg var overbevist om, at hvis der var noget der hed himmel og helvede, så ville hun havne i det sidst nævnte. Hvor ville jeg ende? Forhåbentlig samme sted som Frederikke.

*

Som jeg slentrede afsted der på fortorvet, forgabt i mine egne tanker, nåede jeg aldrig at se bilen. Det var en faldefærdig, rød Fiat Punto. Ikke ligefrem den fede bil, at blive kørt ned af. Det var en gammel gråhåret dame, med et ansigt der lignede en rosin, der havde tabt sine briller imens hun kørte. Da hun endelig fandt dem, var det allerede for sent. I det mindste døde jeg på stedet.

Jeg lå lidt der på jorden, det vil sige jeg viste ikke hvor jeg var længere, for omkring mig var der kun mørke. Indtil pludselig et lys blev tændt og en enorm trappe kom til syne foran mig. Uden at ryste overdrevet meget på benene, rejste jeg mig og begyndte på den lange vej hen til trappen. På vejen snublede jeg over noget, der lignede en hængelås. Jeg tænkte ikke videre over det, for noget ganske andet havde på ny fanget min opmærksomhed. Trappen funklede, skinnede, glimtede, og alt sammen på en gang. ”Magisk”, hviskede jeg til mig selv, ”magisk”.