Udenfor fossede vandet ned fra den sorte himmel. Det blev hele tiden overdøvet af en massiv torden, og lyn der lyste alting op i et split sekund. Jeg vidste at mange folk blev bange af den slags ting, men ikke mig. Jeg gnæggede højlydt når endnu et tordenskrald buldrede så højt, at jeg blev nød til at holde mig for ørene. Slog mig selv på maven af grin hver gang et lyn lavede sprækker i himlen. Jeg ville så gerne lade være med at synes det var sjovt, men jeg kunne simpelthen ikke.

Det var ikke blot på sådanne aftner at min underlige trang til at grine kom frem. Hvis nogen faldt, vred jeg mit ansigt i alverdens mærkelige grimasser, blot for at skjule min morskab. Eller hvis nogen var oppe at skændes, lod jeg som om at jeg synes det var en dårlig ting, men i virkeligheden håbede jeg bare på at det ville blive slemmere og hvis jeg var heldig ville de måske begynde at slås. Der var mange andre underlige ting jeg reagerede sådan på, men jeg holdte det altid for mig selv.

Faktisk holdte jeg mig mest bare til mig selv. Det havde jeg gjort lige siden børnehaven, hvor jeg en dag havde leget, at jeg var en djævel og hamret to af mine fingre ind i en af mine kammeraters øjne.