Nialls synsvinkel:

Jeg rykker mig stille tættere på hende. Jeg smiler roligt. Så hvisker jeg: ”Har i ikke noget mere mad?” Hun kigger på mig, som om jeg er dum. Jeg trækker bare på skuldrene og begynder så at grine. Noget siger mig, at det ikke lige var det hun regnede med at høre. Dog nikker hun, og vi bevæger os ned i køkkenet igen. De har virkelig meget mad, og de vil gerne dele det med mig. Det er vildt fedt. Vi spiser lidt, eller rettere; jeg spiser lidt, mens hun betragter mig. Jeg smiler roligt, og trækker på skuldrene. Jeg spiser altid, sådan er det bare. Da jeg har spist færdig, går vi igen op på værelset. Jeg smiler roligt, og endnu engang glider mit blik rundt i hendes søde værelse. Jeg betragter hendes vægge med et smil. De er ikke total stoppede med plakater, som man ellers så tit ser. Nej, her er væggene nøgne, udover nogle billeder hist og her. Det er smukt. ”Nå, nyder du ferien?” spørger jeg hende, for at holde samtalen i gang. ”Selvfølgelig,” svarer hun, med hendes smukke stemme. Den minder mig lidt om flydende guld. Den er i hvert fald helt utrolig smuk. Jeg smiler til hende. ”Hvad kan du så godt lide at lave?” spørger jeg stadig. Noget siger mig, at hun ikke kender til bandet, for ellers havde hun for længst skreget mit navn, og plaget mig til en autograf. Det føltes helt fantastisk. ”Hm.. Der er så meget, og dog så lidt,” mumler hun til svar. Jeg nikker. Det kan også godt være svært at svare på. ”Hvad med dig?” spørger hun. Hendes stemme er virkelig smuk. ”Jeg spiller musik. Har et band,” svarer jeg med et lille smil. Hun nikker. ”Sejt nok,” smiler hun. Jeg smiler tilbage. Og sådan fortsætte vi. Vi snakker om en hel masse, alt mellem himmel og jord. Hun spørger lidt til bandet, og jeg fortæller hende lidt om det, men jeg siger intet om at vi ligesom er berømte. Pludselig udbryder hun noget med hendes forældre. Jeg hører ikke præcis hvad hun siger, men jeg ved, at jeg skal hjem med det samme. Jeg når ikke helt at opfange hvorfor, men det er vidst noget med at hendes forældre kommer hjem, og de vil ikke se deres sekstenårige datter sidde sammen med en fremmed attenårig dreng. Jeg trækker let på skuldrene af hende, inden jeg bliver mast ud af døren. ”VENT! Må jeg ikke få dit nummer?” når jeg lige at spørge, inden hun smækker døren i. Hun nikker, og giver mig en seddel med nummeret. Jeg smiler kort til hende, inden hun skynder sig at smække døren i. Mere når jeg ikke at undre mig, før jeg igen er på vej hen af vejen, på vej hjem.

Jeg åbner døren, og går roligt ind. Jeg sparker mine blå sneakers af i entréen, og hænger min jakke op. Jeg går ud i køkkenet som det første; vi må da have noget mad. Jeg smiler lidt, da jeg finder frem til køleskabet. Mit yndlings skab, over all. Da jeg har fået lidt at spise, kommer min mor løbende ind i køkkenet. ”NIALL! Hvor har du været?” nærmest råber hun. ”Rolig mor, jeg var bare ude og gå, og stødte på en pige,” mumler jeg til svar. Hun nikker alvorligt. ”Find din telefon, jeg er ved at få spat af din ringetone!” svarer hun bare, inden hun går. Jeg nikker forvirret. Få spat af min ringetone? Har min telefon ringet meget, eller hvad? Jeg smutter ud af køkkenet, og op af trapperne til mit værelse. Så slår det mig; jeg skulle jo have ringet til drengene, men jeg havde glemt det! Jeg sukker let, inden jeg går ind på mit værelse, og finder min telefon. 50 ubesvarede opkald. 15 fra Zayn, 12 fra Louis, 16 fra Liam og 7 fra Harry. Okay, Harry var ikke ved at flippe. Jeg går roligt ind under kontakter, og ringer Zayn op. Han var den der ringede sidst, så han må have sin mobil tæt ved sig. Det har han alligevel altid. Der går da heller ikke lang tid, så svare han. ”NIALL! Er du okay?” råber han i den anden ende. ”Rolig Zayn, jeg har det fint,” svarer jeg med et smil. ”Hvorfor ringer du så først nu? Vi var ved at dø af bekymring!” svarer han, stadig opildnet. ”Jeg var ude at gå, og stødte ind i en pige,” svarer jeg. Det sidste mumler jeg dog. ”Uh.. En pige, hva’?” spørger Zayn drillende. ”Luk nu Zayn!” svarer jeg irriteret. Jeg kan hører noget skramlende, og så siger telefonen noget igen. ”Var det en fan?” det er Harry der spørger. ”Nej, hun anede ikke hvem jeg var,” svarer jeg, og håber at det ikke lyder ironisk. ”Var hun ikke fan?!” råber Harry nærmest. ”Nej,” svarer jeg en smule stolt. Mere skramlen. ”Hvordan var hun så?” spørger Louis drillende. Jeg sukker opgivende. ”Hun var sød, smuk, alt det der,” svarer jeg bare. ”Hvad hedder hun?” spørger Louis stadig. ”Sam.. Jeg mener Samantha, men hun vil kaldes Sam,” siger jeg med et lille smil. Bare tanken om hende får mig til at smile. ”Smukt navn,” svarer Louis bare. Og så snakker vi ellers bare. Vi sætter begge telefonerne på medhør, så jeg kan snakke med alle drengene. De virker som om de savner mig, det er så sødt! Jeg elsker virkelig de drengene. Først senere kommer jeg i tanke om den lille seddel, med Sams nummer. Jeg vælger dog at holde det for mig selv, og snakker videre med drengene. Jeg kan jo bare ringe til hende senere. Jeg snakker faktisk med drengene i flere timer. Det er tydeligvis svært for os,  når vi ikke har hinanden lige ved hånden. Eller okay, de har hinanden, men jeg er forever alone, lige nu. Det er dog også rart nok, med en lille pause, fra hverdagens stress. Vi har holdt det hemmeligt for pressen, at jeg skulle hjem, så jeg kunne få lidt ferie. Vi skal skiftes til at komme hjem. Ja, det lyder måske ikke vildt fedt, men på den måde kan vi få lidt ferie, og vi kan være sammen med de tre andre, når en anden holder fri.

Da vi har snakket færdig, finder jeg sedlen med Sams nummer, og ringer hende op, med et dumt lille smil på læben. Jeg lader en hånd glide gennem mit hår, og venter på at hun svarer.