”Katie?” lød en stemme bag hende. Hun fór sammen og kom til at trykke lidt for hårdt på en af tangenterne. Den skarpe tone gav ekko i hele huset. ”Gabbie? Er det dig?” gispede hun forskrækket. ”Ja, det er bare mig.” kom det beroligende svar.  Katie, eller Kathrine som hun hed, hørte de bløde skridt fra hendes hjemmeplejerskes sneakers. ”Katie altså, du har ikke redt dit hår igen i dag.” lød det bebrejdende fra Gabbie. Katie kunne ikke lade være med at smile af den bekymrede undertone der spillede sig i den unge hjemmeplejerskes stemme.   ”Pyt med det,” svarede hun, næsten muntert, ”der er alligevel ingen der ser mig.” De vidste begge at selvom Katie nok spøgte på overfladen, så lå alvoren i hendes ord lige under. De fine rynker om Katies ellers ungdommelige hud og den sørgmodige mund fortalte Gabbie alt om hendes patients ulykkelighed. Katie havde knapt rundet de 30 da hendes karrierer som pianist på tragisk vis endte. Overalt i England havde aviser udtalt sig om hvor forfærdeligt det var at det unge musikalske geni, Kathrine Peers’ karrierer skulle ende så brat. ”Vil du hjælpe mig med mit hår?” spurgte Katie og afbrød Gabbies sørgmodige tanker. Gabbie tog fat om Katies udstrakte hånd med et vagt smil. Sådan var Katie. Altid så stærk, med hovedet holdt højt og rank ryg. Ikke én eneste gang havde Gabbie set Katie begræde sin skæbne, men hun havde da nok set de mørke rander under øjnene, og de svagt røde øjne en gang imellem. Katie var kun et menneske, trods alt.  

Ja, Katie var kun et menneske, og selvom hun aldrig viste det var hendes bitterhed i den grad fastgroet i hendes hjerte. Hun sad der, foran spejlet, en kvinde i starten af 40’erne, med langt blondt hår, der ganske vist var uglet i øjeblikket, og et ansigt der var smukt om end lidt blegt. End ikke den tragiske hændelse havde kunnet skjule hendes skønhed. Hun var typen der kun bleg mere tiltrækkende med alderen. Men øjnene … Over de smukke grønne øjne lå der en hvid hinde, og de var så tomme. Så forfærdeligt tomme. For Katie var blind.