Lommelygten rystede i min hånd, så jeg måtte holde med begge hænder. Den vibrerede bare voldsommere.

”Hvorfor lige her? Det er mega ulovligt!” Hviskede jeg hæst og forsøgte stædigt at få lyset til at stå stille og fokusere på skikkelsen henne ved vinduet. Den stod og brækkede brædder af vinduet med et kojern. ”Adrian!”

Skikkelsen tyssede på mig og brækkede det sidste bræt af.

”Slap af, Sarah, det er jo bare lidt sjov og ballade,” fnisede Freja og forsvandt forbi mig for at kravle efter Adrian indenfor. Ja, klart, at bryde ind i huse kunne man umuligt komme i problemer med! Jeg holdt min sarkastiske bemærkning for mig selv og rendte efter de andre. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig at blive alene udenfor! Klokken var kun ti, men det blev stadigvæk hurtigt mørkt, og jeg skulle ikke risikere at blive opdaget af naboerne!

Der var ingen glas i vinduet, så det var let at kravle ind, selvom min fod alligevel formåede at sidde fast i hjørnet af vindueskarmen. Jeg snublede det sidste stykke ind og væltede ned på et støvet gulvtæppe, der ikke havde haft en date med støvsugeren i flere år.

”Sikke et hul.” Adrian tog lommelygten, som jeg havde tabt i faldet, og lyste rundt på væggene. De var bare, men man kunne se små lyse mærker og søm fra de steder, der engang havde hængt billeder.

Jeg kom på benene og børstede støv af tøjet.

Den lille stue var mørk bortset fra, hvor jeg stod. En smule lys fra månen slap ind gennem vinduet og gav et lidt lysere plet, men det var stadig svært at se noget. Øjnene skulle vende sig til manglen på lys først, og det tog altid et pænt stykke tid.

”Så hvad var rygtet? At den gamle dames spøgelse går igen?” Freja tændte sin egen lygte og gik på opdagelse i stuen.

”Jep, Jon bor inde ved siden af, og han siger, at ingen har kunnet bo her mere end et år efter hun døde. Han har set skygger oppe i hendes soveværelse, selvom huset stod tomt,” fortalte min dumme fætter og holdt lygten ned foran ansigtet for at se skræmmende ud. ”De troede, der var indbrudstyve, men der var aldrig tegn på indbrud, og de tjekkede hele huset uden at finde nogen. Den gamle dame går rundt i natten og leder efter sit gamle gebis!”

Han lavede et pludseligt spring frem, så Freja gav et forskrækket hvin fra sig og derefter måtte fnise indædte. Jeg holdt mig til en klassisk ’gud hvor er du barnlig’ rullen med øjnene.

”Dine gyserhistorier er faldet af på den,” fnøs jeg og snuppede min lygte tilbage, så Adrian ikke fik lyst til at starte flere såkaldte skrækhistorier. ”Hvordan du altid kan overtale mig til de her latterlige ting er udover min egen fatteevne.”

Adrian grinede som svar og spadserede ud i gangen, som om han var født i en hule og dermed født med fremragende syn i mørke. Freja og jeg måtte bruge lommelygterne for at kunne følge med ham gennem huset og op ad trappen. Trinene knirkede under os, så gåsehuden kort rejste sig på mine øjne.

”Skal vi ikke bare gå igen?” Bad jeg og gned min arm, imens lygtens rystende lys viste vej op ad trinene. ”Her er også vildt koldt! Vi bliver forkølede!”

”Hold op med at pive sådan.” Adrian var nået op til første sal og vandrede hen mod soveværelset. Jeg holdt mig tæt til Freja, imens nerverne stod på højkant.

Der fandtes ikke spøgelser, der fandtes ikke spøgelser!

Noget prikkede mig på skulderen, så jeg for sammen med et skrig og klyngede mig til Freja.

”Nej, lad mig være!”

Adrian kom styrtende ud fra soveværelset, men bremsede så op og tog sig til hovedet.

”Sarah, helt ærligt,” med et suk vendte han rundt og gik tilbage i soveværelset.

”Lige så skrækslagen som altid, hva?” Lød en grinende stemme, og et brunhåret hoved dukkede op ved siden af mig. Liam grinede bredt til mig, så jeg fik lyst til at slå det smil af hans fjæs, men Freja trak afsted med mig, inden jeg kunne få lov.

”Den der familiemiddag trak ud, hva?” Hun lyste vej for os op af trappen, imens min egen lygte for rundt for at holde opsyn med resten af gangen.

”Far blev ved med at brokke sig over mine standpunktskarakterer,” Liam gøs ved tanken og skyndte sig op på siden af os.

”Åh, stakkels lille STX’er,” fnøs jeg, stadig fornærmet over chokket.

”I det mindste går jeg ikke på HF,” fnøs Liam bare tilbage, så Freja og jeg satte i et fælles ’Hey!’.

”Sssh!” Tyssede Adrian fra soveværelset, så vi klappede i og tog de sidste skridt gennem gangen og ind i det lille mørkelagte værelse.

Resterne af en jernseng stod stadig op af en væg sammen med tomme skabe, men ellers var rummet tomt. Som om det her sted ikke var creepy nok i forvejen!

”Hvad er planen så nu? Skal vi bare hænge ud og vente på, at den gamle dame dukker op?” Spurgte Freja og lyste rundt i søgen efter noget interessant at kigge på.

Jeg holdt mig ude ved væggen og skævede skeptisk rundt i mørket. Øjnene var så småt begyndt at vende sig til de dystre omgivelser, men det gjorde mig bestemt ikke mere tryg. Specielt tanken om at vi lige havde lavet et indbrud, gjorde mig nervøs.

Hvad nu hvis nogen havde set os og ringede til politiet?

”Tja, jeg ved det ikke rigtigt. Her er ikke så spændende, som jeg havde håbet,” sukkede Adrian og satte hænderne i siden, imens han prikkede til resterne af sengen med skosnuden.

Jeg gned min lommelygtearm i kulden og så rundt.

”Er vi seriøst kommet helt herhen uden en plan?” Jeg skulede til min fætter, men han svarede ikke og forsatte udforskningen af værelset.

”Jeg fatter ikke, at du fik mig overtalt til det her.” Liam stak hænderne i sine jakkelommer og betragtede i sin ånde i den kolde luft. ”Det er sgu da sindssygt koldt.”

”Ja, det var varmere udenfor,” medgav Freja og lagde armene om sig selv.

”Hold nu op med at brokke jer sådan,” afbrød min fætter og strakte armene ud til siderne, imens han lagde nakken tilbage og så op i loftet. ”Hey, gamle dame, kom ud og leg!”

”Addy!” Hvæsede jeg lavmælt, men til ingen nytte. Min dumme fætter lyttede som sædvanlig aldrig.

”Kom nu, dame! Vi er kommet helt herhen for at snakke med dig!”

Noget faldt til jorden med ’dump’, så jeg igen skreg og sprang om bag Adrian for at gemme mig.

”Undskyld, jeg tabte min lommelygte.” Freja bøjede sig ned for at samle lygten op, og jeg bestemte mig for, at det her ikke var fedt mere!

”Okay, vi har tjekket det ud, og der er ingen gammel dame. Kan vi gå nu?” Tryglede jeg som et andet barn og hev i Adrian for at få ham med ud.

”Det er da alt for tidligt,” afværgede den blonde dreng og grinede til mig, så jeg igen rykkede om bag ham.

Dumme fætter.

”Hvad med at prøve den her?” Liam fandt en lille sort båndoptager frem fra sin jakke og holdt den op i Frejas lys. Adrian tog lygten fra mig og trak mig med hen for at studere tingesten. ”Det er en EVP optager.”

”Hvad er EVP?” Freja stirrede grublende på båndoptageren.

”Det er en engelsk forkortelse for Electronic Voice Phenomenon. Det betyder egentlig bare, at de her båndoptagere kan opfange spøgelsers stemmer, selvom vores egne ører måske ikke kan,” forklarede Liam tilfreds og tændte for optageren. ”Adrian, stil et spørgsmål, også lytter vi til det bagefter.”

”Okay, et spørgsmål …” mumlede Adrian overvejende og så rundt i lokalet. De blå øjne gled over rummet, imens han ledte efter et spørgsmål, og da han til sidst så på båndoptageren igen, var han klar til at spørge: ”Hvad er din livret?”

”Adrian!” Vrissede Freja og tog sig til hovedet, imens Liam måtte kvæle et grin. Han lod båndoptageren forsætte lidt, inden han stoppede optagelsen og spolede tilbage.

”Adrian, stil et spørgsmål, også lytter vi til det bagefter,” lød Liams skrattende stemme ud af de små højtalere, så vi stak hovederne sammen over den.

”Okay, et spørgsmål …”

Adrian skar ansigt over at høre sin egen stemme.

”Lyder jeg virkelig sådan?”

Vi tyssede på ham og spidsede ører. Optagelsen var stille lidt, inden Adrians stemme endelig spurgte:

”Hvad er din livret?”

”Adrian!”

”Kan I hører noget?” Hviskede jeg, men kunne ikke spore andet end stilhed på båndet, indtil optagelsen stoppede. Var der et svar, havde Freja nok overdøvet det. Heldigvis.

Hvordan skulle man lige forholde sig til det, hvis der faktisk var en fremmed stemme? Det ville da være mega uhyggeligt!

”Lad os prøve igen!” Adrian viftede ivrigt med lommelygten, og jeg skar ansigt.

Selvfølgelig ville han prøve igen!

Liam startede optagelsen igen, og denne gang var min fætter hurtig til at stille sit spørgsmål:

”Hvad hedder du?”

Freja holdt sig for munden, så hun ikke risikerede at afbryde igen, og vi stod i tavshed, imens optagelsen forsatte nogle sekunder.

Liam stoppede den så igen, spolede tilbage og startede den:

”Hvad hedder du?”

Vi lyttede. Freja med hænderne forsat for munden, drengene med ivrige smil, og jeg håbede, der var stille.

Ingen stemmer trådte frem, og Liam slukkede skuffet igen.

”Hvor deprimerende.”

”Må du sgu nok sige,” surmulede Adrian og lyste mod døråbningen. ”Nå, men skal vi smutte hjemad? Jeg gider ikke være ude i kulden til ingen verdens nytte.”

Vi nikkede og satte kursen ned mod stuen igen. Jeg følte mig lettet ved tanken om, at der ikke var noget som sprang frem og slog os ihjel, og der var ikke dukket politi op. Vi havde været heldige.

Drengene gik foran Freja og mig, og de brokkede sig over den manglende aktivitet. Som om Adrian kunne klare det alligevel. Han ville flygte skrigende ud, hvis et eller andet spøgelse faktisk dukkede op!

Jeg kunne ikke helt kvæle et grin ved tanken om uheldet på Halloween. Knægten havde overhalet os andre, da han flygtede fra præsten. Så hvordan ville han ikke reagere, hvis et rigtigt spøgelse pludselig dukkede op?

”Det er virkelig koldt,” klagede Freja ved min side.

”Ja, foråret lader vente på sig.” Jeg gned mine hænder, imens vi gik ned af de knirkende trapper og ud i stuen.

Det blev rart at komme ud i den friske luft igen! Der var så koldt og indelukket i det her hus.