Loralie sad stille ved siden af mig, og hørte ipod. Jeg smilede af hende. Hun elskede at synge, og ville gerne gøre en karriere ud af det. Jeg var hendes største fan. Selvom jeg fyldte femten den dag, og hun var sytten, var hun et forbillede. Min far og mor sang med på "Walking on Sunshine" i radion. Jeg grinede af dem. Vi var en stor, lykkelig familie. Min mor var gravid på det tidspunkt. Jeg glædede mig til at få en lillesøster, eller lillebror. Jeg vendte hovedet, og kiggede ud af foruden. Der kom en rød bil, fra højre side. Jeg nåede lige at gribe min søsters hånd, og skrige, inden bilen kørte ind i os, og jeg fløj ud af foruden, jeg havde været så optaget af.

Tårene pressede på, men jeg holdt dem tilbage. "Et shot, tak," råbte jeg halvkvalt til bartenderen. Han blinkede, og hev et glas frem. Efter jeg havde bundet det, vendte jeg mig om, og gik hen til sofaen. Jeg satte mig mekanisk i den, i mens jeg blinkede febrilsk. Jeg ville ikke græde på en natklub. "Hva', har du fået noget i øjet?" spurgte en ung pige. Hun var i ført en kort, sort kjole. Jeg grinede, og rystede på hovedet. "Nåh. Skal du have noget?," spurgte hun, og nikkede i retningen af toilettet. Jeg rejste mig op, og gik med hende.

Inde på toilettet smækkede hun en taske op på bordet, og åbnede den. Hun hev en lille hvid pose frem, og åbnede den. Jeg sikrede mig at døren var låst, og tjekkede toiletbåsene. Da jeg var sikker på, at vi var alene, nærmede jeg mig vasken. Hun havde fordelt det lige, og jeg bukkede mig forover. Jeg brugte min pegefinger, til at presse i den ene side af min næse, imens jeg sniffede banen glubsk. Da jeg var færdig, tørrede jeg næsen, og stirrede ind i spejlet. Pigen der stirrede tilbage, var ikke hende jeg engang havde været. Det var bare spøgelset af hende. Kokainens effekt var voldsom. Det sviede i næsen, men en pludseligt euforisk lykkefølelse, en energi, bredte sig i mig. Det var en slags bliss.. Ligesom når man drikker. Det føltes bare en del anderledes. Jeg smed hovedet tilbage, og grinede højlydt. Den anden pige, stod også og fniste. "Hvad hedder du!?," spurgte jeg hysterisk. Hun slog sig for munden. "Det har jeg GLEMT!," råbte hun. Vi løb ud fra toilettet, og dansede hele natten.

"Hvad hedder du?," spurgte politimanden. "Deh måjeg ikksvare påh, hermans politjimesther!," skreg jeg. Han undersøgte mine øjne, og ringede efter en ambulance. Da den ankom 10 minutter senere, løb han mændene i møde. "HUN SKAL HAVE TAGET EN BLODPRØVE!," råbte han til dem. Det var det sidste jeg hørte, og så, inden alt blev sort.

Jeg vågnede op i min egen seng. Vækkeuret viste at klokken var 10:36. Mor og far havde åbenbart besluttet, at jeg ikke skulle i skole. Hvorfor mon?.. Jeg fik nogle cowboy short og en løs, hvid skjorte, og løb nedenunder. "Godmorgen," mumlede jeg, da jeg gik forbi mine forældre. Min mor svarede ikke, og min far sendte mig et strengt blik. Min mor havde været sådan, siden ulykken. Hun mistede Loralie, og deres ufødte barn. Jeg forstod at hun sørgede over Loralie, men ikke barnet. Hun kendte det ikke engang. Det lød ondt, ja, men det var sandheden. Jeg savnede min mor.. Min far derimod, var blevet målrettet og streng. Han var godt nok ligeglad med mig, ligesom min mor. "Du skal ikke tage kokain. Er du klar over hvad det gør ved dig!?," råbte han mekanisk. Han var jo ligeglad, men han mente at det var hans pligt at skælde ud. Jeg forstod ikke? de havde mistet to døtre, og så skulle man tro de ville passe ekstra meget på mig. Det knuste mig indeni, at jeg betød så lidt. Det irriterede mig godt nok også grænseløst.

Jeg rejste mig, og tog min taske. Jeg ville da i skole, alligevel. Alt var bedre, end at være hjemme.