Du forstår sikkert ikke hvorfor jeg gør det her. Det gør ikke noget, der er ingen der forstår.

I følge dig lever jeg det perfekte liv, det er det også for nogen... bare ikke for mig. Jeg har prøvet andre måder, har skåret i mig selv før. Jeg løj altid da min mor spurgte om mine sår. Og hun har altid accepteret, at jeg ikke ville sige det. Det hjælper bare ikke... eller måske lidt, men det er ikke nok længere.

Det er ikke pågrund af Gustav. Han er sød nok... måske lidt for sød. Han bliver aldrig sur over noget, og det er ved at gøre mig sindssyg... hvis jeg ikke allerede er det.

Det er ikke pågrund af min søster. Hun er jo trods alt bare en pige. Godt nok en sød, køn og elskværdig pige, alt det jeg aldrig har været. Men det er ikke hendes skyld at vores forældre elsker hende højst. Jeg tror endda hun vil ønske de ikke elsker hende så højt, nok mest fordi at de helst vil have hende så perfekt som muligt. Og det gør de kun fordi de elsker hende. Men det må du ikke sige jeg har sagt, for så bliver vores forældre virkelig skuffet... nok mest over mig... men alligevel, vil du ikke nok?

Det er ikke pågrund af mine forældre, jeg gør det her. Det må du endelig ikke tro! Jeg elsker dem jo på en eller anden mærkelig måde. De er jo trods alt mine forældre. De kan selvfølgelig godt være vildt belastende, men sådan er forældre jo. Det kan de ikke gøre for.

Jeg ved du vil ønske jeg ikke gør det, at jeg tænker på alle dem jeg vil skuffe (jeg tror ærgelig talt ikke det er særlig mange), men det har jeg skam gjort. Jeg har siddet i flere timer oppe midt om natten og tænkt. Tænkt og tænk og tænk, og også grædt en smule nu jeg tænker over det. Men det er den eneste løsning for mig nu.

...undskyld...