Jeg kan høre gulvet knirke. Så længe jeg kan huske, har det gulv knirket. Jeg ved ikke hvad klokken er. Jeg ved ikke hvor længe jeg har ligget og ventet, denne gang. Jeg kan aldrig sove inden lyden. Inden jeg har hørt gulvet knirke. Nogle gange tror jeg, at det aldrig kommer. At gulvet slet ikke knirker mere, men det begynder altid igen.

Det er helt mørkt. Jeg hader mørke. Når det er lyst hører ingen, at det knirker, men når det er mørkt, nat, så knirker gulvet. Han siger, at han elsker mig. Han siger, at han elsker mig, men det gør stadig ondt. Han siger også til lillesøster, at han elsker hende, men det ser ikke ud til at gøre ondt på hende. Knark Kniiirk. Nu kommer han. Jeg vil ikke have, at han kommer ind, men da jeg hører ham spørge mig om jeg sover, ved jeg at det er for sent. Jeg lader jeg som om at jeg sover. Han lukker døren. Stille, næsten lydløst. Han er i værelset. Jeg trækker vejret langsomt, dybt, så måske går han igen. Måske tror han rent faktisk at jeg sover.

Jeg vil gerne tænke på noget andet. Noget andet end ham. End mørket. End hvad jeg ved der kommer. Han står lidt ved døren, men går så stille hen til min seng. Han hvisker, at han elsker mig, at jeg er den dejligste datter han har. Hans ånde i mit øre. Hans varme ånde. Han ved at jeg er vågen. Jeg hører ham, men jeg kan ikke lide det. I går sagde han også, at han elskede mig. Han siger det kun i mørket. Men når han siger det til lillesøster er det lyst. Dag. Han krammer hende altid. Han siger, jeg elsker dig lille mus. Lillesøster griner bare og kigger på ham med sine store blå øjne. Det gør ikke ondt på hende.

I mørket gør det altid ondt. Han hvisker mig i øret, at jeg ikke må sige noget til nogen. Han siger, at det er vores lille hemmelighed. Far og datter. Han flytter dynen, og lægger sig ned ved siden af mig. Han ligger lidt, og begynder så at røre mig. Jeg vil ikke have det, men han går ikke væk når jeg siger det. Det har han aldrig gjort. Han bliver der bare, og så siger han det, så det gør ondt. Han siger hele tiden, at det er vores hemmelighed, og at mor og lillesøster ikke skal vide noget. De må slet ikke vide hvad der sker i mørket. Han kysser mig på kinden til sidst.

Mine øjne er lukket, og jeg ved aldrig hvor lang tid der er gået. For lang tid. Det stopper med at gøre ondt, og han flytter igen dynen, og rejser sig. Han står lidt i mørket og kigger på mig, han spørger om jeg har forstået, at jeg ikke må sige noget til nogen. Jeg nikker, men han vil have at jeg skal sige det. "Har katten taget din tunge" sagde min onkel altid når jeg kun nikkede.

”Jeg siger det ikke til nogen” mumler jeg svagt ud i mørket. Han kysser mig på kinden og fortæller endnu en gang, at han elsker mig. Han går hen til døren, og forsvinder ud af mit mørket, og ind i et andet bag min dør. Gulvet knirker, og så ved jeg at han er gået. Jeg kan mærke, at jeg skal græde, men jeg vil ikke. Hvorfor gør det så ondt, når han siger, at han elsker mig? Det gør ikke ondt på lillesøster når han siger det til hende. Det må være mørket. Det er fordi det er mørkt og alting er skjult og uden farver. Han siger det kun til mig når det er mørkt. Han siger det til lillesøster når det er lyst, og alting har de smukkeste farver. Jeg kan mærke, at en tårer triller ned over min kind. Jeg vil have min mor nu, men jeg må ikke sige noget til hende. Nu triller der en tårer ned ad den anden kind.

Der går lang tid før jeg falder i søvn. Jeg lytter til mørket, for jeg er bange for at gulvet måske vil knirke igen. Jeg lytter, men der er intet at høre. Jeg lukker mine øjne, og tænker på hvor rart alting ville være i farver, og da jeg er faldet i søvn, drømmer jeg om de smukkeste nuancer i mit dunkle mørke.