Jeg tog et skridt hen mod spejlet og skar ansigt. Hvor var det dog et grimt syn. Synet af et hvidt ansigt med røde læber, og hvis jeg åbnede munden lidt, kunne man se de skarpe hugtænder komme til syne. Jeg satte en hånd på spejlet, og vendte ansigtet væk. Jeg kunne ikke lide at se sådan ud. Rettelse: Jeg kunne ikke fordrage at se sådan ud. Min mave knurrede, men jeg ignorerede det. Jeg smed tasken, sparkede skoene af og spadserede ind i køkkenet. Jeg kiggede ud af det store vindue, og fik øje på en stor due, der sad udenfor på en gren. Min mave gav igen en lyd fra sig, og denne gang ignorerede jeg den ikke. Jeg farede ud af døren uden at vide om den smækkede i bag mig, og kastede mig over fuglen. Jeg hørte den pippe for sidste gang. Jeg borede mine skarpe tænder i den og begyndte at drikke. Måltidet var selvfølgelig ikke stort nok, og jeg var ikke tilfreds. Jeg lå på græsset på alle fire med blod på hagen og læberne. Jeg tørrede let hagen af med bagsiden af håndfladen og mit blik søgte efter mere føde. På den anden side af gaden gik en ung mand med sin store boxerhund. Jeg smilte skævt og slikkede mig om munden. Jeg rystede smilet af mig, og kom til mig selv. Hvem var jeg dog for en? En der overfaldte små uskyldige fugle... Sådan ønskede jeg jo ikke at være. Men sådan blev jeg nødt til at være. Manden med hunden var snart passeret og jeg skulle beslutte mig hurtigere end jeg lystede. Jeg kunne ikke kun tage hunden. Men jeg kunne heller ikke kun tage ejeren. Det var enten det hele eller ingenting. Men hvorfor sige nej til et festmåltid, når man er ved at omkomme af sult? Hvis det ikke gik ud over dem, gik det jo bare ud over nogle andre. Så jeg kom på benene igen, og styrtede hen mod dem. Jeg kastede mig over dem, så jeg skrabede mine knæer hen af asfalten. Hunden gøede og manden skreg forbavset. Jeg sørgede for at gøre dem ubevægelige først, og ville så derefter slæbe dem med ind i huset. Boxerhunden var let at dræbe, men manden kæmpede imod og slog på mig. Hunden var væltet omkuld, mens manden gik amok på min ryg. Jeg vendte mig om på mindre end et sekund, og pressede min åbne mund mod hans hals. Manden skreg da jeg bed struben over. "Stille..." Tyssede jeg på den døde krop. "Stille. Vi skulle jo nødig have mig afsløret" Hviskede jeg. Jeg tog hunden under armen og manden over skulderen. Mine nøgne arme var røde af blod, og kropsdelene lå urørt på fortovet. Jeg lagde maden på gulvet indenfor og styrtede over på gerningsstedet. Jeg slettede alle spor af angrebet ved at smide en tændstik på fortovet. Blodet opfangede varmen og blev kvalt. Jeg trampede på den sidste flamme, og gik derefter ind for at drikke. Jeg lagde kroppene på bordet og bøjede mig ned over dem. Det var et grimmere syn end mig selv i spejlet. Men jeg skulle vende mig til det. Det var jo min mad. "Det er jeg ked af" Tilstod jeg med våde øjne. "Men hvem vil savne jer?" Der kom pludselig had i øjnene af mig, og jeg prøvede at være hård. Jeg prøvede at bekæmpe skyldfølelsen inde i mig selv, og åbnede mandens frakke. "Lad mig se. En pung" Jeg snusede rundt omkring og fandt til sidst en sort læder pung. "Et billede af konen måske?" Jeg kiggede omhyggeligt i den. "Nej. Ingen kone" Min mave knurrede. Jeg vendte hovedet ned. "Jaja. Du skal nok få føde. Vent nu lige lidt" Sagde jeg ned mod min mave. Boxeren havde ikke et halsbånd på den lange hals, og manden havde ingen form for familieminder på sig. "Som jeg sagde: Hvem vil savne jer?" Jeg smilte selvtilfreds og rev hunden op. Jeg drak omhyggeligt og min mave var tilfreds. Blodet smagte bittert, men også ret sødt. "Hvad så med dig, din stakkel?" Jeg skubbede resterne af hunden på gulvet og fjernede mandens overtøj og sko. Da jeg tog frakken af, falde en pakke ud. Jeg smed det store stykke stof på gulvet og falde omkuld på gulvet. Jeg tog nysgerrigt pakken op og læste. Føj. Cigaretter. Jeg gloede beskyldende på liget. "Ved du hvad?" Sagde jeg. "Jeg har ikke engang tænkt mig at spise dig" Jeg greb fat i hans skuldre som vejede han ingenting og greb fat i hans bukseben. Jeg tog resterne af hunden i armene og skaffede mig af med dem. De kom over i bunken som havde plads i et hjørne af min søsters gamle hestestald. Hun havde engang heste derinde, men af en eller anden grund var de forsvundet. Det var en smal sag at fortælle hende en løgn, for så jeg kom til at tænke på hvordan hun mod ville reagere hvis hun hørte jeg havde tømt hendes kære dyr for blod, var vi nok ikke på talefod så meget længere. Det gav et bump da de livløse kroppe landede på de andre. Jeg skyndte mig ud, og låste døren. Det lugtede fælt derinde og det var nok snart på tide jeg smed dem i floden eller et andet sted så de ikke bare lå og rådnede. "Hvordan mon hans lunger ser ud?" Mumlede jeg klagende. Jeg løb tilbage til huset og slikkede blodet op på gulvet og bordet. Der gik lidt tid før jeg indså hvad jeg havde gjort men jeg fortrød det ikke. Hvorfor skulle jeg? Jeg var blot en sulten vampyr og kun tre kom til skade. Det eneste jeg fik, var et sår på sjælen og lidt mere erfaring som morder. Men vampyrer skulle kunne leve med sår på sjælen - hvis vi overhovedet har en.