Aleia tog fløjten fra læberne, og lod de sidste dybe toner dø ud i mosen, som hvis man taber en dråbe blæk i et krus vand: i snirklende bevægelser vil det sprede sig, for derefter at forsvinde for evigt. Den tredobbelte rørfløjte havde hun stadig i hånden, idet hun dukkede sig under den lave dør i sin stråhytte, og trådte ud for at imødekomme det følge, der var på vej. Hun havde hørt dem komme, og havde ledt dem sikkert gennem mosen, med melodien fra hendes fløjte. Nu rettede hun sig op og betragtede med rynkende bryn de folk, som kom ud af tågen. De blev ved med at komme. I én lang række havde de måttet gå gennem mosen, for ikke at træde forkert og ryge igennem. På lang afstand kunne hun høre klagende udråb: ”Det går så langsomt! Hvad skal vi i det hele taget herude? Æv, nu blev mine hoser mudrede. Stands!” Det fik hende til at rynke panden endnu mere. Der var ikke plads til alle foran den lille stråhytte, så nogle måtte hvile i uvished om hvad der skete. Aleia genkendte flere af folkene fra landsbyen, og undrede sig over hvad de mon ville hende. Det var ikke nyt, at hun fik besøg af landsbyfolk, men de kom aldrig i samlet flok, som nu. Hun havde ry for at være en rigtig pulverheks, det vidste hun godt, men de fattige bondekoner var taknemmelige for at kunne bytte et par æg eller et friskbagt brød, for en æske pulver og forsikringen om, at gammelfars forfærdelige hoste nok skulle ophøre. Dog var det sjældent, at der blev talt højt om hende, og det var derfor, at det undrede hende så meget, at folk dukkede op sammen. Dér var smeden Bjørn, med hans store lømmel af en søn Luca, dér var bageren Marit, en kvinde, som kunne være selveste Moder Jord, med den 1-årige og livlige Aiae på armen, som Aleia havde hjulpet til verden og som desuden var opkaldt efter hende, dér var kromutter og krofatter, som så ud til at have fortrudt de tog med og dér, i spidsen så det ud til, var en kirkens mand, som ellers plejede at holde sig på afstand, for som han sagde det: ”Sådanne kætterier vil jeg ikke være med til.” Ikke desto mindre havde han valgt at vende det blinde øje til, i forbindelse med Aleias usædvanlige hjælp. Nu talte han:

”Vær hilset, Aleia. Vi kommer til Dem nu i nødens stund.”

Aleia rynkede brynene, men bøjede respektfuldt hovedet for præsten. Der var ingen grund til at udfordre skæbnen, overfor den mand, som kunne sende hende til bålet med en enkelt befaling.

”Vel mødt, mine herskaber.” Det blinkede skælmsk i Aleias øjne, idet hun et øjeblik mødte Lucas øjne. Herskaber og herskaber, det var nu nok så meget sagt. ”Hvorledes kan jeg være Dem til hjælp, min Herre?” Det muntre glimt forsvandt ikke fra hendes blik, da hun igen søgte tilbage til den Guds mand. Hun var ikke ligefrem typen der indbød til overvældende formelle samtaler, med sit viltre, halmgule hår og skinnende blå øjne, samt ikke at forglemme sin stædigt fremskudte hage, men præsten så ud til at finde behag i, at folk behandlede ham med respekt og underdanighed.

”Skæbnen har villet det, at bager Marits ældste søn er vendt hjem, netop nu i dag.” Aleia nikkede, som tegn til, at hun var med. Hun vidste hvem han var, men havde aldrig mødt ham, da han havde været udenbys i flere år før Aleia slog sig ned i mosen. Hun vidste, at Marit engang i forelskelsens rus, ung som hun havde været, var kommet galt af sted, og havde født en søn, hvis fader aldrig var blevet set. Nu var han altså vendt hjem. Manden fortsatte: ”Skæbnen har også villet det, at han ikke er blevet til det, som man havde håbet på. Hærget og laset, en gemen tyveknægt er han blevet, knap nok voksen.” Aleia rynkede brynene. Hvor førte det hen? Præsten, som så hendes betænkelighed skyndte sig at fortsætte, om end langsomt: ”Hans tid er ved at rinde ud.” Og så gjorde han tegn til et par mænd, som forsvandt i tågens mystiske slør, for kort efter at dukke op med en mand, eller dreng var det vel nærmere, imellem sig. Knægten var høj med et stridt, ravnsort hår, der gik ned foran hans ansigt, hvori et par knaldgrønne øjne brændte. Han så ud til, at han med tiden ville blive en rigtig kvindebedårer, men nu kunne hverken øjne eller hår skjule hans elendige tilstand. Hans tøj var laset og hullet, det var et under, at det overhovedet hang sammen, og lå løst på den udmagrede krop. Ubarberet var han også. Aleia værdigede ham et enkelt blik.

”Hvad skal dette betyde?” Henvendte hun sig til præsten, med spørgsmålet malet i øjnene. Uden ord fremdrog præsten et glas fra sin kappe. Glasset var kuplet med en bund, og var fuldstændig lukket. Indeni stod der et stearinlys. Et gråt lys, hvis flamme blafrede ganske stille, selvom ingen vind kunne trænge derind. Flammen var ganske lille og svag, og enhver kunne se, at den var ved at gå ud. Aleia skød hagen frem og så på præsten med hårde øjne. ”Her kan jeg intet gøre.” Lød hendes tørre svar, idet hun vendte dem ryggen. Hvem troede de hun var? Ville de være sikre på en forandring måtte de opsøge en skæbnefrue eller til nød måske en drømmehyrde, almindelige dødelige som hun kunne intet gøre for at forbedre knægtens chancer i livet.

”Vent!” Præstens desperation var ikke til at tage fejl af. Han måtte virkelig ønske dette. Aleia standsede og vendte sig rundt igen.

”Opsøg en skæbnefrue eller en drømmehyrde, jeg kan intet gøre.” gentog hun, stadig med det hårde udtryk i øjnene. ”Det er mere indviklet end som så, at få Livets Flamme til at blafre med fornyet kraft og det kræver uhyre anstrengelse at gøre det på et øjeblik. Skal jeg hjælpe ham …” Hun gjorde et kast med hovedet mod knægten. ”… må jeg have ham på slæb flere måneder, måske endda år, og selv da er intet sikkert, for han skal selv ønske det og kæmpe for det.” Med de ord vendte Aleia endnu engang ryggen til folkene og forsvandt ind i hytten. Hun kunne høre den opstandelse, som opstod derude. Kort efter stod Marit i døren.

”Aleia, jeg beder dig.” Aleia så bønnen i hendes øjne og sukkede stille. Hvad kunne hun gøre?

”Min kære Marit, det kommer til at tage måneder! Jeg kan simpelthen ikke have ham på slæb når jeg rejser rundt, du ved sikkert lige så godt som jeg, at den knægt ikke vil være til andet end besvær for mig og mine patienter. Desuden, hvad er der i det for mig?” Fortrydelse stod tydeligt i hendes øjne, idet hun rakte hænderne frem mod Marit.

”Det har jeg tænkt på!” ivrede den kraftige bagerkone og greb Aleias fremstrakte hænder. ”Vi snakker tit sammen, du og jeg, som to veninder, ikke? Selvom jeg nærmer mig mine ældre år og du knap nok er voksen!” En lille latter undslap Marit. Hun blev alvorlig igen. ”Jeg kender til dine ønsker, Aleia. Hvor tit har du ikke fortalt mig om din inderlige drøm, om at få et barn? Et lille menneske, som ville være afhængig af dig, som du kunne kaste din kærlighed på?” Aleia var ret sikker på, at hun stoppede med at trække vejret, lige i det øjeblik. Hvad var det Marit antydede? ”Jeg har op til flere giftefærdige sønner…” fortsatte kvinden. ”… og du er jo en eftertragtet pige i byen, jo du er, stå ikke der og ryst på hovedet! Så jeg tænkte … ja, jeg tænkte, at hvis nu en af dem var villig …” Aleia stoppede Marit da hun var nået så langt. Aleias muntre sindelag svigtede ikke, og hun kunne ikke lade være med at smile.

”Du har ret, når du siger jeg gerne vil have et barn, men kæreste Marit, det skal ikke avles på en så kærlighedsløs og kold måde!” Smilet spillede fortsat i hendes mundvig. Men håbet var forsvundet fra Marits øjne, indtil Aleia fortsatte igen: ”Du ved lige så godt som jeg, Marit, at jeg aldrig kræver betaling for mine tjenester. Folk vil bare så gerne betale, så de kommer med det de har; en kurv med æg, et friskbagt brød, et bundt halm, en kande mælk eller blot en buket vilde blomster. Lad os kalde det en venindetjeneste, skal vi ikke?” Først udtrykte Marits ansigt ikke andet end forbløffelse, men så lyste hun op i et smil og lagde en velvoksen arm om Aleia skuldre. Udenfor var folk stimlet sammen i små grupper, hvor de stod ivrigt snakkende, i et forsøg på at holde varmen i den kolde dis. Samtalerne forstummede i midlertidigt med det samme, da de to kvinder kom ud fra hytten igen. Aleia rettede al sin opmærksomhed mod drengen foran hende som knap nok var to år yngre end hende selv. Hun skulle netop til at sige noget, idet hun brød ud i et nyt smil og så på Marit. ”Min gode Gud, jeg ved ikke engang hvad han hedder!”

”Arso.” Kom det hviskende fra Marit, som om hun var bange for at gøre opmærksom på sig selv.

”Nuvel, Arso.” Hun vendte igen blikket mod ham. ”På din moders ønske har jeg lovet, at gøre et forsøg, på at vække dig fra dunkel glød til lysende flamme. Det kommer til at tage mange måneder og vi kommer til at leve tæt sammen.” Aleia hævede stemmen en smule og så ud over forsamlingen. ”Rygter vil hurtigt blive skabt, men jeg forsikrer Jer, at intet usmageligt kommer til at ske!” Minsandten om ikke ynglingen blev rød om ørerne. Aleia skjulte et smil. ”Du møder op her i morgen, medbringende de ting, som du vil få brug for i løbet af det næste år. Så må vi se til den tid. Og sørg for Guds skyld for, at drengen får noget ordentligt tøj til i morgen!” Den sidste bemærkning var henvendt til Marit, men hun stod blot og strålede over hele ansigtet. Hendes søn ville få en ny chance.