Jeg tog i en fart en sidste slurk vand, og smed så flasken hen til min mor. Der var stress på, for jeg skulle være på scenen om 3 minutter, helt præcist. Jeg kunne mærke nervøsiteten stige, da jeg ihærdigt kiggede rundt på de stressende folk, der småløb rundt omkring, på gangen. Sådan var det altid før en koncert. Efter millioner af optrædener, havde jeg endnu ikke fået styr på nerverne, før jeg gik på scenen. Men ligeså snart jeg stod der, og så ud over mit hav af fans, følte jeg en enorm lettelse og fred i mit hjerte, og jeg kunne roligt begynde at synge. 

"Justin, det nu!" sagde Scooter stressende og fægtede med armene. Lige nu befandt jeg mig i en af mine yndlingsbyer i USA - nemlig LA. Det var en kanonfed by, og det var skam ikke første gang jeg var her. Jeg nikkede ivrigt til Scooter, og gik med lange skridt, hen mod scenen. Allerede flere meter fra scenen, kunne jeg høre de skrigende fans, der ventede spændt på mig. Det kæmpe digital ur, der hang på en kæmpestor skærm, på scenen, begyndte at tælle ned. Og jeg kunne høre de skrigende fans, tælle ihærdigt med. 

"9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1, nu!" råbte fansene. For hvert sekund, følte jeg mig mere og mere afslappende. En ukendt skaldet mand, med ølmave, rakte mig med et smil mikrofonen, og jeg tog smilende imod den. Da de 100.000 fans fik øje på mig, komme fra højre side af, rettede de øjnene mod mig og skreg, som prøvede de at overdøve hinanden. Jeg gik med faste, militæriske skridt, værdigt, som om hele verden så på mig. Jeg følte mig stolt. 

"Hvad så alle sammen?" råbte jeg i mikrofonen, og vinkede stolt til dem alle. De skreg allesammen i hovedet på hinanden, så jeg umuligt kunne høre, hvad de råbte. Jeg smilede til dem, og vendte hovedet om til bandet bag mig, og nikkede, som et tegn på at de skulle begynde. De adlød mine odre og begyndte at spille, på hver deres instrument. Jeg tog en dyb indånding og pustede ud.

"Oh whoooah, oh whoooah, oh whoooah. You know you love me...." begyndte jeg at synge, og jeg kunne høre de tusinde piger, nærmest skrige med. 

Efter en halvanden times tid, sagde jeg farvel til fansene, og forlod scenen. Jeg satte kursen mod den tætteste vandhane. Jeg skubbede mig forbi menneskemængden og gav samtidig high-five til nogle af drengene på mit team, på vejen. Da min mor fik øje på mig, kunne hun ikke andet end at smile overstolt til mig. Min mor var stolt efter hver en koncert. Hun kastede min flaske, jeg tidligere havde kastet til hende, hen til mig. Jeg greb den og skruede ivrigt låget af, og smed det væk. Jeg drak de sidste 3 fjerdedele af vandet, og vendte mig om for at se om nogle havde fået låget i hovedet. Min mor smågrinede og gav mig derefter et stort kram.

"Du klarede det super godt min skat," sagde hun og imens hun stod og krammede mig. Da hun slap taget om mine skuldre, kunne jeg for enden af gangen, i det store vindue, skimte to piger, der sad på fortorvet og hang med hovedet. De havde begge 'JB' stående på kinden, og havde en lilla hættetrøje på. Hvorfor mon de sad der?