Følelsen af bare at se på… være en simpel tilskuer til livet, se hvordan det hele kører perfekt uden at man selv behøver være en del af det. Det er en forfærdelig følelse. At være et vidne til sit eget liv, men ikke leve det. Det var den følelse jeg altid sad inde med. Frygten havde styret mit liv i flere år. Frygten for at træde ved siden af så folk omkring en bare hader én endnu mere end hvad de gjorde i forvejen.

Den stærke vind leger med det hendes lange hår, hendes åndedrag bliver tungere og tungere imens frygten i hende stiger. Adrenalinen pumper rundt i hver en årer som hendes uhyrlig spinkle krop er i besiddelse af. Hun kigger ned på hendes bare fødder der er revet til blods efter løbet fra hendes barndomshjem og op til den høje bygning. Hendes fødder hvilet på den ru betonkant som den høje bygnings tag er lavet af, det er som om hendes krop er frosset fast til punktet hun står på – præcis så hendes tær når ud over kanten af den ru betonkant.

Alt i mit liv følte jeg var blevet revet fra mig, lige meget hvor godt jeg følte jeg havde holdt fast var det væk. Hvert sekund af døgnet havde jeg kunnet jeg græde, hvert sekund ønskede jeg at sætte en stopper for det hele og bare gøre som alle de ’klassekammerater’ som jeg havde haft igennem årene har sagt, spyttet eller snerret af mig – ”Lig dig dog bare ned og dø!”.

Hendes højre hånd klamrer sig til det gyldne kors hun har hængende om halsen, hun fik det i dåbsgave, men kan stadig ikke huske hvad navnet på sådanne et kors er. I en stærk, men også hurtigt bevægelse river hun i den så den skrøbelige kæde knækker og derefter ligger i hendes lille blege hånd. Hun mærker en svag brændende følelse fra hvor kæden knækkede, men ignorerer det og holder et fokus på det lille kors som hendes farmor forærede hende til hendes konfirmation.

Jeg troede ikke på gud… hvis han fandtes ville jordens befolkning ikke være så modbydelig og frastødende som den er. Jeg troede ikke på at, i hvert menneske var der noget godt. Jeg troede på at, i hvert menneske var der noget ondt. Noget der kunne vokse sig så stort og stærkt at det kunne overtage personen. Folk var kolde og kyniske, intet i deres øjne kunne være positivt.

Hun løsner grebet om sin halskæde og lader den falde de 50 hvis ikke 70 metre som hun snart skal falde selv. Hun betragter hvordan den lille kæde styrter med en utrolig fart, efter ikke længe kan hun høre et lille kling. Hun lukker blidt øjnene i og rykker derefter en millimeter på sine fødder. Gåsehuden vokser på de bare arme og ben imens hun prøver at finde en indre ro så det lille skridt kan tages.

For første gang i mange måneder smilede jeg, jeg vidste at dette var min slutning, jeg vidste at jeg aldrig nogensinde ville se de forfærdelige mennesker igen som har påført mig al den smerte. Ikke et eneste sekund tænkte jeg på mine forældre, på familiemedlemmer eller nogle der måske ikke havde hadet mig så meget alligevel, det eneste jeg tænkte på var at komme væk – hvilket jeg gjorde. 

Hun tager et skæbnesvangert skridt ud over kanten og mærker straks hvor stærk tyngdekraften egentlig er. Imens hendes øjne er lukkede føler hun sig som en fugl ude på dens første tur. Hun føler sig som et helt andet menneske – hun føler sig fri. Hun slår sine arme ud i luften som er de vinger som hun kan flyve med. Et lille smil danner sig på hendes læber. Hun ved at alt hendes smerte ville forsvinde nu, om få sekunder hvor fuglen rammer jorden er det hele slut og endelig kan hun få den fred som hun altid har fortjent, men aldrig fået.