Månen stod højt på himlen, da jeg tog mine løbesko på og kiggede ud mod stranden. Jeg listede tilbage til mig og min søsters fælles værelse og lagde den lille seddel på hendes natbord. Så gik jeg udenfor og begyndte at løbe ned mod stranden. Jeg begyndte at slappe af så snart at jeg fandt det rigtige tempo at løbe i. Jeg var ikke ligefrem et motionsmenneske, men her på det seneste havde jeg fundet ud af at det var en rigtig god ide at løbe, hvis man nu ikke kunne sove. Der var ikke specielt langt ned til stranden, men der var alligevel langt nok til at jeg lige behøvede en pause. Jeg var ikke særlig god til at løbe, men siden vi var flyttet til England havde jeg været oppe og løbe næsten hver nat. Jeg vidste ikke hvad der var sket med min søvnrytme, men det kunne ikke være godt. Måske var jeg ved at udvikle mig til et nattedyr? Eller måske havde det noget at gøre med at jeg ikke kunne holde op med at tænke på dem når det var meningen at jeg skulle sove. Det skræmte mig faktisk lidt nogen gange at et band kunne have så meget indflydelse på ens liv. One Direction var i mine tanker næsten hele tiden. Deres musik sad i mit hjerte og jeg lyttede stort set ikke til andet. Jeg nynnede en stille melodi, mens at jeg løb ved vandkanten. Først efter at have nynnet den samme melodi i et stykke tid, opdagdede jeg at det var melodien til What Makes You Beautiful. Jeg rystede på hovedet. Det var ikke sundt. Jeg havde så travlt med at løbe i mine egne tanker, at jeg ikke fik øje på den person der løb imod mig, før at det var for sent. Vi løb direkte ind i hinanden, og tumlede omkuld i sandet. "Av for f....pokker da," sagde jeg. "Det må du undskylde! Er du okay?" spurgte den fremmede i mørket. Han eller hun rakte sin hånd frem og jeg tog fat i den, og hev mig selv op og stå. "Jeg har det helt fint," sagde jeg. Nu da vi stod cirka i øjenhøjde kunne jeg se omridset af personen. Jeg gættede på at det var en han, dels på grund af hans ret store og varme hånd, men også på grund af hans dybe stemme der havde en meget kraftig engelsk accent. Han så på mig. Eller.. det forestillede jeg mig at han gjorde. Jeg kunne ikke rigtig se hans ansigt. Så hvad laver du herude så sent?" spurgte han venligt. "Ekstreme søvnproblemer,"  lo jeg. "Hvad med dig?" "Lidt af det samme," svarede han muntert. "Jeg kunne ikke sove, så jeg løb herud for ligesom at få lidt tid, til at tænke, for mig selv." "Jeg kender det godt," svarede jeg ham. Det var jo af samme grund jeg var løbet herud i aften! Eller.. hver aften nærmest. "Nå," sagde jeg. "Hvad hedder du? Siden vi nu alligevel er løbet ind i hinanden?" Han overraskede mig ved at sætte sine læber helt hen til mit øre. "Siden vi nu alligevel er løbet ind i hinanden," mumlede han blidt. "Hvad så med at du starter med at fortælle hvad du hedder?" Der gik lige et sekund inden jeg kunne svare, og da jeg endelig gjorde det, kunne jeg have bidt tungen af mig selv. "Øh.. jo. Jeg hedder Violet. Violet Montgomery," svarede jeg genial som jeg var. Min vejrtrækning var blevet lidt hurtigere, og satte farten endnu mere op da jeg hørte ham snakke igen. "Jamen goddag Violet Montgomery," sagde han blidt. Okay jeg burde nok ikke, men jeg kunne ikke lade være. Jeg førte min egen mund op til hans øre (jeg måtte nærmest stille mig på tæer) og spurgte ham: "Og hvad hedder du så?" Han tøvede lidt, og jeg blev nervøs for om han overhovedet ville svare. Til sidst rømmede han sig og sagde så: "Jeg hedder Liam. Liam Payne."