Jeg stod bag ved scenen endnu en gang. Nu skulle jeg der ind, og dele verden med mine tekster, mine tanker. Jeg smilede skævt ved tanken, om at det hele gik så godt. Jeg kunne rappe, jeg så godt ud og jeg var ung. Og jeg var allerede kendt. Når man tænkte på at jeg kun lige var blevet 21, var det utrolig, hvor hurtigt alting var gået, på de to år jeg havde været på scenerne.

Jeg kiggede mig i det spejl som hang lige foran mig. Jeg rettede en smule på min kasket, og min store trøje og smilede så skævt til mig selv. Jeg vidste godt selv jeg var lækker. Ellers ville jeg aldrig have haft chancen til at vise verden, hvad jeg kunne. Og jeg var dygtig til det jeg lavede. Jeg vidste det selv.

Så kunne jeg hører noget musik starte. Mit signal. Jeg smilede skævt og kastede min mikrofon op og greb den roligt. Så gik jeg ind på scenen, mens jeg løftede en arm i vejret.

”HVAD SÅ NEW YORK?” råbte jeg ind i mikrofonen. Jeg elskede skrigende fra kvinderne og mændene. Jeg kiggede rundt om scenen. Det var utrolig så mange her var. Tænk at jeg kunne komme så højt op!

De satte ’Marshall Mathers’ på, og jeg løftede mikrofonen op til min mund, mens jeg stille begyndte på sangen. Lidt efter var jeg helt optaget af det. Rappen. Sangen. Dansen. Ja jeg dansede. Men ikke helt vildt, mest med at gå rundt på scenen, mens jeg lavede en masse håndbevægelser. Jeg gik helt hen til scenekanten, mens pigerne, begyndte at hive i mit tøj. Jeg skulle ikke gå tættere på. Så ville de rive mig ned til dem.

Sangen sluttede stille og roligt. Jeg fjernede mikrofonen og gik endnu en gang væk fra scenekanten. Jeg blev ved med den ene sang efter den anden. Endelig kom den sidste sang. Jeg var også ved at blive en smule hæs. Denne gang var det ’The Real Slim Shady’. En af mine egne favoritter. Endnu en gang, og for sidste gang denne aften, satte jeg mikrofonen foran min mund.

Godt inde i sangen, lagde jeg mærke til en person, midt i mængden foran scenen. En pige. Hun skreg ikke eller noget, men stod og kiggede på mig med et skævt smil. Jeg sendte hende et blik. Som altid, når jeg fik øje på en lækker pige. Dog reagerede hun ikke som alle andre piger. Hun begyndte ikke at skrige, eller falde om. Hun blinkede bare til mig med sit ene øje.

Sangen sluttede.

”VI SES IGEN NEW YORK! DET HAR VÆRET FEDT AT VÆRE HER!” råbte jeg ind i mikrofonen, og vinkede med to fingre. Så smilede jeg bredt og gik væk fra scenen og ud bagved. Jeg tog træt min kasket af. Det havde været varmt og trættende. Det eneste jeg trængte til nu, var noget vand, og et sted at sidde.

Jeg nåede lige at få stukket en kold flaske vand i hånden og sat mig ned, da en masse fangirls kom ind til mig, med deres backstage pas. Pokkers. Hvorfor skulle det også lige være under denne koncert? Vi kunne have lavet den konkurrence en anden gang?

”EMINEM! SLIM SHADY! MARSHALL!” lød deres råb, mens de kom hen til mig. Jeg smilede straks til dem. Jeg kunne jo godt lide mine fans. Jeg elskede at vide at jeg havde en masse, som faktisk kunne lide det jeg lavede. Selvom de fleste nok kun kunne lide mit udseende. Ikke at det gjorde mig så meget.

Jeg skrev en masse autografer, med de navne, de helst ville have jeg skrev det med. Mit kunstnernavn, Eminem, mit alter ego, Slim Shady, eller mit rigtige navn Marshall Mathers.

Pludselig så jeg hende igen. Pigen. Hun stod lænet op af væggen, med sin kasket til at skygge hendes ansigt. Jeg kunne dog svagt skimte hendes smil.