Det var koldt, så koldt at jeg næsten kunne mærke kulden helt ind til margen. Jeg lå i en gyde, mit tøj var revet i småstykker og mit hår var uglet og beskidt, hvor længe lå jeg mon her? Jeg var omtumlet, og min hjerne fungerede ikke. Jeg kunne ikke tænke eller prøve at huske, huske på hvad der var sket. Jeg kiggede op mod himlen med hånden for øjnene, solen var lige gået ned tror jeg, for det var hverken lyst eller mørkt, men jeg fik stadig solens skarpe lys i øjnene. Underligt. Jeg kiggede rundt omkring og det eneste der lå omkring mig var skrald,skrald, skrald og mørke. Pludselig da jeg ser halskæden med ankeret ligge lidt længere henne, kunne jeg huske hvad der var sket, eller små stykker af det, det kom som i et syn. Et overfald på en smuk lyshåret ung pige, jeg ser pigen prøve at ryste sig fri af de muskuløse drenges arme, men de var for stærke for hende, de var ca 10 drenge på 19-22 år. Den pige var mig.

Den ene råber til den anden.

"Bid hende for fanden, gør det nu ellers er det forsent", snerrede han.

"Jeg kan ikke Dave, hun er så smuk, hun har et helt liv foran sig, et liv jeg aldrig får igen" , siger ham der kigger ned på pigen og ryster kraftigt på hovedet.

"Jeg har altid vidst at du ikke kunne klare det, vil du hellere have at jeg flår halsen af hende, hva! Hva!" , Dave som han kaldte ham råbte og var vred, man kunne høre alvoren i hans mørke stemme.

Jeg kigger fra den ene til den anden, forvirret og bange, jeg ville sige noget, men kunne ikke. Noget i min hals satte sig fast, og ordene ville bare ikke ud. Hvem var de mennesker? hvis de overhovedet var mennesker og hvad ville de mig.

Den forvirrede dreng nærmede sit ansigt ned mod mig, han begyndte at kysse mig blidt ved øret og hviskede:

"Tag det roligt, hvis du gør modstand gør det bare endnu mere ondt. Jeg gør dig ikke noget". Han var nået til min hals nu og tårrene kunne bare ikke holdes længere, muligvis var jeg stærk, men nu vidste jeg at det var forbi.Først kom chokket og så smerten. Han bed mig, ikke bare bed mig, men rigtigt bed hul i min hals. Jeg lagde mærke til halskæden, dens kolde side mod min bare hals, det gjorde mig bare mere anspændt. Jeg kunne ikke få luft, men til sidst kom nyddelsen, mine øjne var lukket i og jeg følte...intet, det var som om jeg svævede på en sky..nej somom jeg var en sky. Det sidste jeg hørte ham sige mod min hals var "Jeg kommer tilbage efter dig", og så blev alt sort.

Jeg husker lidt af den fest min bedste veninde Tasha havde holdt, ohh Tasha. Jeg begyndte at græde, jeg foldede mine hænder rundt om ansigtet, og tog mig tid til at græde, men tårrerene føltes tykt og forkert. Det føltes klamt og klistret. Jeg hoppede hurtigt op fra den tørre asfalt. Blod.Blod.Blod! Jeg kunne ikke tro det, mine hænder dryppede med blod og jeg skreg med mine lungers fulde kraft op mod natten.