Solens lys gik igennem gardinerne, der hang på en sløset måde, foran det halvåbne vindue. Fuglene kvidrede udenfor, med deres forskellige sangstemmer, som harmonerede smukt, og tilsammen lød som en himmelsk melodi. Duften af nyslået græs, blev bragt ind af en blid brise.  

En smuk, ung pige lå på dobbeltsengen, der stod inde på værelset. Hendes honningblonde, krøllede hår strittede rundt om hendes blege, ovale hoved, der lå på en hvid hovedpude. Hendes skarpe, dog alligevel blide, ansigtstræk, passede perfekt til hendes spinkle kropsbygning.  

En sød, lille mumlen kom fra hende, og lidt efter slog hun blidt sine øjenlåg op. Hendes smaragdgrønne øjne, der var omringet af tusindvis af sorte øjenvipper, fik en til at tænke på de dejlige sommermåneder, med højt solskin, og plasken i vand.  

Hun strakte hendes spinkle krop, og fik sig så rejst fra sengen. Hun gik med elegante og yndefulde skridt hen til hendes hvide skab. Hun åbnede det langsomt, med hendes fine små hænder, og fandt så en sort sommerkjole frem, som hun hurtigt fik taget på.  

Den sorte farve, fik hende til at se endnu blegere ud, men den fremhævede også hendes perfekte former, på en yderst smuk måde. En usynlig kappe blev lagt over hende, en kappe, der fik hende til at virke mystisk og hemmelighedsfuld, ligesom den blege Måne.  

Uvidende om hvad dagen ville bringe hende, gik hun nynnende ned ad den hvide spiraltrappe, der førte ned i hendes dagligstue. Den krydsede hun, og kom derved ud i hendes køkken. Hun tog et enkelt æble fra den frugtskål der stod på køkkenbordet, og begyndte stille at spise det.  

Uret der hang i køknet, tikkede stille. Det var det eneste, der brød den intetsigende stilhed. Den lyd det gav, når pigen tog bider fra æblet, blev slugt af urets sagte tikken. Da pigen så havde spist sig igennem æblet, smed hun æbleskroget i skraldespanden.     

Hun gik med yndige bevægelser tilbage ad den vej hun var kommet, så hun kom ind i stuen. Den krydsede hun endnu en gang, og åbnede en dør, der førte ind til toilettet. Hun gik derind, og fandt så sin børste frem. Hun friserede hendes honningblonde krøller, indtil de var helt blanke.  

Smilende gik hun ud igen, og, efter at have kigget på uret ude i køknet, bestemte hun sig for, at det var tid til at gå i skole. Hun skulle mødes med hendes kære veninde, på vejen hen mod skolen, og hun ville helst ikke komme for sent, hen til hendes venindes hus – hun blev meget nemt urolig.  

Hun gik ud i hendes lille gang, hvor hun tog hendes sorte ballerinaer på, og hendes tynde sommerjakke. Hun svang hendes skoletaske, der stod pakket fra dagen før, over skulderen, og gik så ud af huset. Hun huskede dog at låse døren, inden hun gik ned ad tre trappetrin, og forsvandt ud på fortovet.  

Hun gik stille og roligt langs fortovet, mens hun nød den friske luft. Solen skinnede allerede klart, og fuglene sang stadig. Et lille smil spillede sig om hendes læber, selvom mørket tiltrak hende mere, end dagens lys og fuglenes kvidren. Hun elskede, når den store, blege Måne viste sig på den mørke nattehimmel, med de glitrende stjerner omkring den.  

Længere fremme kunne pigen svagt ane omridset af hendes veninde, der stod og vinkede med armene. Pigen vinkede tilbage, og kunne ikke lade vær med at fnise, da hun så, hvordan hendes veninde begyndte at løbe hen mod hende, og derved langsomt blev tydeligere.  

Veninden overfaldt hende i et kram, så det eneste hun kunne se, var hendes venindes sorte hår. Da veninden trak sig væk igen, smilede hun stort, og det samme gjorde pigen. De havde ikke kendt hinanden i særlig lang tid, men de stod allerede hinanden meget nært.  

”Hej Amy,” sagde pigen, med en honningblød stemme. Hun havde tit fået skæld ud af hendes veninde, fordi hun blev ved med at kalde hende for hendes rigtige navn, Amelia, i stedet for hendes kælenavn, Amy. Men hun havde da husket det – i hvert fald denne gang.  

”Hej Rose. Har du haft en god weekend?” sagde Amy, og smilede et stort smil, til pigen, Rose. Ja, Rose var navnet på denne skønhed, der var fuldstændig uvidende, om hendes fortid. Hun vidste ikke hvem der havde skabt hende, men det var også kun godt. Alt kunne hurtigt gå galt, hvis hun fandt ud af det.