"Liar liar, don't cry on my shoulder
You played with fire
and smiled when you told her
Oh, oh, thought you were someone
Oh, oh goodbye to no one."
Liar, Liar - Christina Grimmie

Jeg trådte gennemblødt ind af døren, og frygtede for at mine forældre ville være hjemme, eftersom jeg havde glemt min taske i Erics bil. Da jeg i sin tid opdagede det, havde jeg ikke kunnet tage mig sammen til at ringe til ham, og bede ham komme tilbage med den, så i stedet havde jeg gået og spekuleret over hvordan jeg skulle få den i aften eller i morgen, uden at blive afsløret. Opkaldet var vel uundgåeligt, alligevel.
Jeg trak min mobil op af lommen. Den var ligeså gennemblødt som mit tøj, og jeg frygtede for dens liv. Sikke meget frygt, der pludselig blandede sig i mit liv.
Heldigvis så den ud til at være uskadt. Jeg takkede Gud for de gamle telefoners holdbarhed, for hvis jeg havde haft en Iphone, havde den aldrig overlevet den her tur, det vidste jeg fra Courtneys’ korte levetid, på grund af en sommerstorm.
Jeg spolede ned af kontaktlisten til Erics navn, og ringede ham op. Den blev taget før andet ring.
“Aly, er du okay?” lød hans bekymrede stemme i røret.
“Jeg er gennemblødt, og sandsynligvis forkølet, udover det har jeg det fint. Men jeg har glemt min taske i din bil. Hvordan ordner vi det?” remsede jeg op, med nøgtern stemme.
“Hvad siger du til at komme hjem til mig efter midnat? Kan du klare det?” spurgte han flirtende, og selvom det egentlig var et helt uskyldigt formål, nemlig at få min taske tilbage, var jeg ret sikker på at det ikke ville forblive uskyldigt særlig længe efter at jeg trådte indover dørtrinnet.
“Jeg skal se på det,” grinede jeg lavt, og tænkte på hvor mange gange, jeg ikke, adræt som en kat, var sprunget ud af mit vindue på første sal, for at lande i swimmingpoolen. Så meget larm lavede det alligevel ikke, sammenlignet med at skulle åbne hoveddøren, lige ved siden af mine forældres soveværelse.
“Perfekt,” smilede han i telefonen, som om det at jeg ville se på det, betød at jeg helt sikkert ville dukke op. Det gjorde det, men hvordan kunne han vide det?
“Vi ses i morgen,” flirtede jeg, og lagde på, inden han kunne nå at stille spørgsmål. Teknisk set var, over midnat, også i morgen, eftersom dagene skilte ved midnatsslaget.
Jeg nåede frem til den konklusion, at han som nok skulle regne det ud. Før eller siden.
Jeg satte kursen mod trappen, for at komme op og skifte tøj, men gled på gulvet, og måtte indse at jeg havde dryppet på hele entrégulvet.
Jeg listede forsigtigt hen mod døren til badeværelset, i den anden ende af rummet, og åndede lettet op, da jeg endelig nåede det. I skabet under vasken fandt jeg en klud frem, og gik ud for at smide den på gulvet, det hele halvt i en døs, da jeg opdagede at jeg ikke længere var alene i huset.
Lige inde for døren, stod min mor, og kiggede forfærdet på gulvet.
“Hvad foregår der her?” råbte hun og kiggede frustreret på mig, som om det her var noget jeg gjorde et par gange om måneden. Og ikke at forglemme, som om det var noget jeg havde gjort med vilje.
“Clary blev syg før frokost, så jeg var nødt til at gå hjem fra skole i regnvejret,” forklarede jeg. Efter denne korte tid med så mange hemmeligheder, var jeg blevet chokerende god til at lyve.
“Jeg forstår. Bare tør det op, vil du?” bad hun, med en falsk sødme i sin stemme, der irriterede mig mere og mere, hver eneste gang hun brugte den.
Jeg nikkede tavst, og min mor snublede og gled hen ad gulvet, og gik derefter, mere fast, ind i stuen.
Jeg smed irriteret kluden på gulvet, og kørte den rundt. Jeg måtte ud og vride den adskillige gange, før gulvet kunne tørres helt med den, og da det endelig var gjort, smed jeg bare kluden i vasken, og gik ovenpå, uden et ord til min mor.
Jeg tjekkede min mobil, hvis hårdførhed stadig overraskede mig positivt. En besked fra Clary lå i indbakken.

*Hvor var du efter engelsk?<3 Jeg snakkede med Courtney, og kællingen lovede at holde på hemmeligheden… Men jeg stoler ikke på hende -.-<3*

Telefonen landede på sengen, og selvom mit tøj næsten var tørt efterhånden, gik jeg hen for at skifte.
Jeg fandt et par grå joggingbukser, og en hvid top, og lod det være godt nok. Så vendte jeg tilbage til telefonen, uden at værdige de fugtige bunke tøj på mit gulv et blik.

*Ude med Eric, lang historie, forklarer det i morgen, men tingene ser ikke ligefrem fantastiske ud…<3
Stoler heller ikke på Courtney, men der er på den anden side meget få mennesker jeg stoler på lige nu :/<3*

For første gang, gik det op for mig at jeg så Clary som et svagt led. Ikke fordi jeg ikke direkte stolede på hende, men tanken om at hun kunne komme til at sige det, eller fejlbedømme folk, og fortælle udefrakommende min hemmelighed, strejfede mig. Og jeg kunne ikke lide det. Jeg havde aldrig nogensinde tvivlet på Clary før.
På den anden side havde jeg heller aldrig løjet så meget for mine forældre, og mennesker i det hele taget, før.
Kærlighed gør mennesker til løgnere.