Jeg forstod det ikke dengang. For at være ærlig, så forstå jeg det stadig ikke. Den dag forandrede mit liv, nogle ville mene det bare var en kliche eller som taget ud fra en bog. Men du var virkelig, så virkelig at det nogle gange gør helt ondt. At vide at du er der, men alligevel så langt væk. Hvis du kunne høre mig, hvad ville du så sige? At jeg er gået fra forstanden eller at jeg er en sindsforvirret teenager som længes efter en smule opmærksomhed. Eller noget helt tredje? Du ville dog have haft ret (det ved jeg du elskede), jeg længes efter opmærksomhed, men kun din. Hvis den ikke kom fra dig, hvad skulle jeg bruge den til? Hvad skal jeg gøre uden dig, hvordan vil du have at jeg skal fortsætte som om intet er hændt? Du er i mine drømme, i drømme jeg ønsker aldrig får en ende. I drømme der forstyrre min søvn, du holder mig vågen til Gud ved hvor lang tid, men alligevel ville jeg ønske at nætterne var længere. Du er overalt omkring mig, men er det nok? Er det nok til at glemme? Er det nok til at elske en anden igen? Jeg kender svaret, jeg har altid kendt det, jeg vil altid kende det.  Der findes kun en som kan få mit hjerte til at slå hurtigere, kun en som kan få adrenalinen til at suse i min krop, kun en. Og det er dig, det har altid været dig, det er der ingen anden fyr der kan ændre. Jeg vil altid være din, selvom du tilhører en anden nu.  

Hvad der skete den dag, var ikke noget jeg kunne have forhindret, det var ikke noget nogen kunne have forhindret. Det var noget de højere magtet havde bestemt, de havde bestemt os.