”Cho Hee,” lød en buldrende stemme over mig. Men jeg kunne intet se, der var fuldstændig mørkt. Jorden under mig var fugtig, og lænkerne på mine hænder var kolde. Jeg havde været lænket fast nede i jorden, siden Lucifer fandt mig nytteløs. De havde forvandlet mig til en pige. En pige, der var slap, i forhold til de lænker der holdte mig. Men det var med god grund de havde forvandlet mig til denne pige. For ellers ville jeg være oppe og hærge jorden, med min dødbringende ild. En drage. En drage var mit rigtige jeg. ”Cho Hee, du har nu været lænket der, i 200 år. Du bliver sat fri. Du skal leve på jorden blandt de dødelige, men for dig skal tiden være tidløs, du skal ikke ældes, og ingen kan blive hos dig for evigt. Du skal være alene, på den store jord, som du skal leve på. Men husk på. Dragen lever indeni dig, og kan sagtens komme ud,” fortsatte den buldrende stemme. ”Du er fri,” afsluttede stemmen, og så gav lænkerne slip på mig. Jeg var fri. Jeg ville have hævn. Men det var ikke hævn jeg fik, selvom det var hævnens sødme jeg tørstede efter. Jeg fik en forbandelse med mig, som jeg skulle leve med for evigt. Jeg skulle være et dragemenneske, fastlåst i min krop. For evigt.