Jeg har altid kunnet lide dig, Jinki.

Jeg har siddet i matematiktimerne, foran dit bord. Spurgt om hjælp af dig, til opgaverne, selvom jeg godt kunne finde ud af dem, bare for at komme til at høre din stemme, der var som flydende guld.

Du kunne altid få folk til at grine.

Du behøvede bare at snakke til mig, og så gjorde du mig inderligt lykkelig.

Men den Jinki jeg kendte, er for længst væk. Erstattet af et falsk image. Det eneste der er efterladt tilbage i fjernsynet, i radioen, til koncerterne, er hans gyldne stemme.

Fik du nogen sinde mit brev om, hvor meget jeg elskede dig?

Eller har du for travlt til kærlighed, nu hvor du er en rockstjerne?