Kender du det, at du ikke føler, at Gud er på din side? At skæbnen pludselig rammer dig, og du intet kan gøre ved det? Amor har ét eller andet imod mig. Jeg ved det bare. Mit liv var hårdt nok i forvejen, og så skulle det ske. Jeg var klar til at starte på ny, og så skulle han bare gå ind foran mig, og stjæle mit hjerte. Den dag ville jeg aldrig glemme. Det var den dag, jeg blev forelsket for første gang… I en fremmed. I en fyr. Jeg kunne intet gøre ved det, kun undgå at ydmyge mig selv, selvom det blev svært. Hvorfor lige mig, Amor?!

”Taemin, glem nu ikke din madpakke!” råbte min mor. Jeg havde lige åbnet døren, og var på vej til at gå, da jeg opdagede at min taske føltes ualmindelig let, selvom det var min første skoledag, og endnu ikke havde fået mine bøger. Jeg havde glemt min madpakke.

”Aaah, skal jeg i skole?” mumlede jeg irriteret, da jeg gik ind i køkkenet for at hente min madpakke. Min mor så på mig med et opmuntrende smil og hev mig i kinderne.

”Minnie, det skal nok gå! Det er High School. Folk er blevet voksne på det tidspunkt, og ingen mobber dig,” sagde hun. Det sagde hun også om Middle School. Var det sandt? Nej. Den eneste forskel på bøllerne fra Elementary School og Middle School var, at de var blevet stærkere, imens jeg var blevet svagere.

”Bare smil og vær glad! Ingen kan modstå dit smil, husk det,” sagde hun og smilede endnu engang til mig. Jeg nikkede kort. Det værste var, at det var midt i skoleåret, eftersom jeg havde haft hjemmeundervisning i noget tid, fordi jeg ikke turde gå i skole. Det var så svært at starte midt inde i et skoleår, når folk allerede havde dannet kliker. Min mor stod og vinkede i døren, da jeg var på vej til min første dag på High School. Jeg prøvede at samle mod til mig, imens jeg ikke anede, hvad der ventede foran mig. Hans hår. Hans smil. Hans stemme… Hans uimodståelige øjne, som jeg snart ville blive fanget i.

Jeg stod ved porten til skolen, jeg tog en dyb indånding og trådte ind i skolegården, hvor en masse blikke straks rettede sig mod mig.

”Aigoooo, hvor er han nuttet!” sagde en pige til sin veninde, imens de stod og småfniste af mig. Jeg brød mig ikke om at blive fortalt, at jeg var nuttet.

"Hey smukke, hvad skal du senere?” sagde en fyr, hvorefter han brød ud i grin sammen med en lille flok med andre drenge. Jeg knyttede mine hænder, men gik bare forbi dem, uden at se på dem. Jeg hadede dem. Hver og én! Det var de populære drenge der altid drillede mig. Mobbede mig. Bankede mig. De troede de var så meget bedre end alle andre, bare fordi at de kunne finde ondskaben indeni dem selv, til at hakke ned på andre, så de selv følte sig højere hævet.

Idioter.

De var alle ens.

Hver og én!

”Hey! Minho, skynd dig nu lidt, hvis vi skal spille basketball inden timen begynder!” råbte en af de fyre, der havde grinet af mig.

”Jeg kommer!” råbte en smuk stemme tilbage, da en høj, flot fyr, løb forbi mig. Stødte ind i mig hårdt, så jeg faldt bagover og landede på asfalten under mig. Med mit ene knæ først. De populære fyre. De fyre, som alle pigerne ville have, fordi alle syntes at de var så meget bedre. Fordi de var bedre til sport, bedre til at hakke ned på andre. Bedre til at slås. De var alle ens. Hver og én!

”Aaaa~!! Det må du undskylde! Er du okay?!”

Undtagen Minho.