Det regnede og det var gråt. Jeg listede rundt ude i skoven og prøvede at lade være med at trække vejret. Det var min første jagt helt alene, altså uden min far. Jeg stod stille et øjeblik, for at kunne orientere mig om, hvor mit bytte var. Jeg stoppede med at trække vejret og fandt ud af, at byttet befandt sig 1 km syd for, hvor jeg stod. Jeg satte i spring og på 5 sekunder, var jeg over byttet. Jeg gnaskede i byttet og mærkede, hvordan roen indfandt sig i min krop, da min tunge mærkede blodet. Jeg spiste og spiste, da jeg næsten var færdig, hørte jeg en gren knække og mit hjerte sprang et slag over.

Mine instinkter trådte til og jeg smed byttet, der var blevet helt koldt og følelsesløst, jeg styrtede væk. Efter et par sekunder var jeg allerede nået langt og besluttede mig for at kigge bagud. Der var ingen bag mig og jeg åndede lettet op. Jeg skulle lige til at sagtne farten, da jeg stødte på noget, der føltes som en pæl. Jeg ramte det så hårdt, at jeg faldt bagover og ramte den blad bedækkede skovbund. "Flot, minskat" Det var en mandestemme og jeg genkendte den med det samme. Det var min far. "FAR! Du må ikke forskrække mig sådan". Jeg rakte min hånd op, så han kunne tage imod den og han hjalp mig ikke op, men han stod bare og stirrede på mig. "Far?" hviskede jeg, som et såret dyr, da han ikke ville hjælpe mig. "Skat, du klarede det flot, men du glemte en ting" Han kiggede på mig, som om jeg skulle sige hvad, men jeg gav ham, 'hvad mener du' - blikket. "Du glemte at være stille, imens du spiste" Han kiggede bebrejdende på mig. "Kom med hjem, du skal i bad, før din første dag på din nye skole".

Han tog fat om skulderen på mig og sådan gik vi hjem. Da jeg kom hjem var det direkte op i bad. Da jeg stod under bruseren var det dejligt, at kunne skylle blodet og skyldfølelsen af at have dræbt et uskyldigt dyr og suget alt dens blod ud. Men det var jo for at overleve.