"Vi ses Cait" sagde han med et smil og trak mig ind i et kram, "Hvorfor skal du allerede afsted?" spurgte jeg inde i krammet og lod mine arme hænge slapt ned ved min krop. "Selena og mig har en aftale" sagde han og trak sig væk fra mig med et stort og forelsket smil. Jeg nikkede og smilede et svagt smil. "Nå men vi ses" sagde han og lukkede døren efter sig, jeg gik med små skridt op mod mit værelse og satte mig i min seng. Tårerne kom frem og gled ned af mine kinder, jeg hulkede højlydt og rejste mig fra sengen igen. Jeg tog guitaren jeg havde fået af ham ned fra væggen og holdte den tæt ind til mig som var den ham. Tårerne gled fra mine kinder og videre ned på den sorte guitar. Min hulken gav genlyd i hele mit værelse og snøftenen var næsten lige så høj. "Hey Cait" sagde Chris højlydt og kom brasende ind på mit værelse, hans ansigt ændrede sig hurtigt da han så mig "Er du okay?" spurgte han forsigtigt, "Bare gå" sagde jeg grådkvalt og lagde guitaren fra mig "Men du græder jo Cait" sagde han "SKRID MED DIG" skreg jeg alt hvad jeg kunne og begyndte at græde endnu mere, han nikkede usikkert og gik ud af værelset. Mine ben kolapsede under mig og jeg begravede mit hoved i mine hænder. Hvorfor skulle Selena også være så smuk? Hvorfor skulle han dog forelske sig i hende? Hvorfor er hun så fantastisk? Jeg hader hende. Hun er så... så.... så fantastisk. Sådan sad jeg længe, forbandte hende indvendigt. Hun stjal ham fra mig, hun stjal min drømmefyr fra mig. Jeg elsker ham så højt, han er fantastisk og han burde være min. Han er det eneste jeg kan tænke på, jeg laver aldrig mine lektier eller følger med i timerne på grund af ham det eneste jeg tænker på er hans smil og  hans øjne som alle piger falder for. 

"Caitlin, der er mad" sagde Chris forsigtigt da han lige var kommet ind på mit værelse, "Jeg ikke sulten" mumlede jeg hæst og mærkede igen det våde glide ned af mine kinder og ende på gulvet som små cirkler. Bare at snakke fik mig til at græde igen. "Caitlin, du har siddet heroppe i mange timer nu, kom nu ned" sagde han bønfaldende "Bare lad mig være" hviskede jeg og så flere vanddråber ramme gulvet. "Kald hvis der er noget" sagde han stille og lukkede igen døren, min hulken blev højere og jeg brød helt sammen.

Det eneste jeg kunne var at ligge på gulvet og græde, intet andet. Det hele var bare for svært, jeg turde ikke se min frygt i øjnene. Jeg tør ikke se hans kærlighed til hende, jeg kan ikke klare det så derfor holder jeg mig bare isoleret. Isoleret mod deres kærlighed som jeg ville gøre alt for at ødelægge. Det er ikke fordi jeg ikke vil se ham lykkelig for det vil jeg virkelig... jeg vil bare se ham lykkelig med mig. Kan du ikke se det? kan du ikke se hvad du gør ved mig? Ubevidst ødelægger du mig og mit liv.... Justin. Dit navn, dit smil, dine øjne, dine skønhedspletter, din næse, din hud, din krop, din ærlighed, din elskværdighed, dit gode hjerte, dit gode humør, din personlighed, dig. Alt det gør mig blød i knæene, når du er her kan jeg næsten ikke få vejret, du suger alt hvad jeg har ud af mig og når du forlader mig lader du mig ligge med intet tilbage. Jeg vil give dig alt, jeg vil gøre alt. Bare for at mærke din varme krop mod min igen, bare for at se hans forelskede smil være rettet mod mig, bare for at mræke hans varme og bløde læber mod mine. For alt det... ville jeg virkelig gøre alt.