Kapitel 2 - En ny ven?

Jessica 

Hvem er han? Han har det flotteste bølgede, lyse hår. Strålende grønne øjne. Og så er der hans smil. Det gør mig blød i knæene, og gør det svært for mig at trække vejret. Han er så høj, at det får mig til at føle mig mindre end jeg egentlig er. Men det giver mig samtidig en følelse af, at han kan beskytte mig. Jeg har lagt mærke til hans moderigtige grå shorts, som går til knæene, hans grønne Marc O'Polo t-shirt, der fremhæver hans øjne, hans dyre adidas sneakers og hans Rolex ur. Det er tydeligt, at han er 'en af dem', som jeg altid har kaldt folk der er bedre stillet end min familie. Sådan nogle som ham plejer ikke at snakke med sådan nogle som mig. Men jeg tror ikke han er ude på noget, jeg føler jeg kan stole på ham, selvom vi lige har mødt hinanden. Han fortæller mig at han begynder på det lokale gymnasium efter ferien. Samme gymnasium, som jeg selv skal gå på. Han smiler stort, da jeg fortæller ham det, hvilket får mig til at smile. Han er sød, beslutter jeg mig. Jeg håber vi kommer til at gå i en samme klasse. Så kender jeg i det mindste en. Måske kunne vi blive venner. Måske mere end venner? Nej, ikke mere end venner. Helt sikkert ikke mere. Næste år flytter jeg sikkert igen. Skulle jeg begynde at se en fantastisk fyr, for blot at få mit hjerte knust? For at knuse hans hjerte? Nej, det kan jeg ikke gøre. Hverken til mig selv, eller til ham. 

"Hvad skal du have?" spørger han mig, som vi træder ind i butikken. 

Jeg tager sedlen min mor har skrevet til mig op af lommen og skimmer den. "Lidt af det hele", fortæller jeg ham , og viser ham sedlen. Han kigger ned på den, over min skulder, hvilket får hans arm til at røre ved min i et kort sekund. Der slår gnister der hvor hans arm berører min. Følte han det også? Han nikker, som han kigger på sedlen, og tager en kurv til mine varer. Han kigger sig nysgerrigt omkring som vi går forbi butikkens hylder og kølediske. 

"Har du aldrig været her før?" spørger jeg ham, grinende. 

"Hvad? Jo, selvfølgelig... Jeg mener, nej. Eller..." 

"Det er i orden, Christian", jeg smiler til ham. 

"Vi har en husholderske. Hun ordner indkøb", siger han undskyldende. 

"Du behøver ikke at undskylde", fortæller jeg ham, mens jeg tager en pose mel og lægger ned i kurven, som han holder. 

En tanke slår mig pludselig. Jeg håber den ikke viser sig at holde stik. Jeg har ikke lyst, men jeg er nødt til at spørge ham. 

"Hvad er dit efternavn egentlig?" spørger jeg ham diskret. 

"Andersson", svarer han mig, mens han studerer en flaske ketchup, som han derefter stiller tilbage på dens hylde. 

Min frygt er blevet bekræftet. Min mor er husholderske for en familien Andersson. Hun har fortalt mig de har en søn på min alder. 

"Er der noget galt?" spørger han mig, en smule bekymret. 

"Nej, nej", siger jeg, og går hurtigt gennem supermarkedet, og samler tingene på min mors liste. 

"Hvad er dit efternavn da?" spørger han mig. 

"Øhm, det er Adelhardt", fortæller jeg ham. 

Hvordan skal jeg slippe af med ham? Jeg kan ikke være ven med Christian. Min mor arbejder for ham. Det er for mærkeligt. Han er den sødeste dreng jeg nogensinde har mødt, men han vil sikkert ikke have noget med mig at gøre alligevel, når han finder ud af hvor fattig min familie er. 

Den første ven jeg kunne have fået i flere år, og så skal han absolut vise sig at være rig. 

Christian

Har jeg gjort noget forkert? Jessica virker pludselig en smule fjern. Hvad mon hun tænker på? Har jeg gjort noget forkert? Jeg synes ellers lige hun var begyndt at varme op til mig. Hun grinede og smilede, og så lige pludselig ikke. 

"Er du sikker på der ikke er noget galt?" spørger jeg hende igen, forsigtigt. 

"Jeg har det fint", siger hun, men hun overbeviser ikke mig. 

Hun lader til at have fået alle tingene på sin mors liste ned i kurven, så vi stiller os hen i køen til kassen. Der er heldigvis ikke særlig lang kø. "205 kr." siger fyren som sidder i kassen. 

"205?" spørger Jessica, en smule panikslagen. Den bumsede teenager nikker bare til hende, mens han tygger løs på sit tyggegummi. Jessica sukker dybt. 

"Hvad er det?" hvisker jeg til hende. 

"Jeg har kun 200 kr. med", hvisker hun tilbage, jeg kan se at hendes kinder er helt røde. Hun er flov. 

Jeg trækker en 50'er op af min lomme og lægger den ved siden af hendes to hundredkronssedler i den lille sølvbakke. Fyren tager pengene og giver mig 45 kr. i mønter. Jessica pakker hurtigt sine ting ned i poser hun har med hjemmefra. 

"Undskyld", siger hun til mig, som vi er kommet ud af butikken. "Jeg skal nok betale dig tilbage!" 

"Det er okay, Jessica", siger jeg, og smiler til hende. 

"Tak, Christian", siger hun og kigger mig dybt i øjnene. "Det var sødt af dig at hjælpe mig derinde. Min mor er alene og... det er nogle gange svært for hende, at få det hele til at gå op. Med økonomien."

"Jeg må indrømme, at det kender jeg ikke så meget til. Mine forældre er stadig sammen, og vi har ikke rigitg nogle problemer."

"Nej, det har I sikkert ikke", siger hun, og smiler forsigtigt. "Vi er meget forskellige, Christian. Måske skulle jeg se at komme hjem med de her", siger hun og henviser til sine indkøbsposer. 

"Må jeg følge dig hjem?" spørger jeg. 

"Det tror jeg ikke er en god idé", siger hun og ryster på hovedet. "Jeg bor ikke som dig, Christian. Vi har ikke et stort hus vi kan vise frem." 

"Det er jeg ligeglad med, Jessica. Jeg vil gerne se hvor du bor. Hvis du vil vise mig det?" jeg smiler med mit sødeste smil til hende, og arbejder hårdt på at virke uimodståelig. 

"Min mor.. Min mor hedder Ellen. Ellen Adelhardt", siger hun - jeg forstår ikke rigtig hvorfor hun fortæller mig det. 

"Ej, hvor sjovt. Vores nye husholderske hedder også Ellen", som jeg siger det går det op for mig, hvad hun prøver at fortælle mig. "Er din mor vores husholderske?" 

"Ja", siger hun. "Det er okay, Christian. Du behøver ikke tale til mig igen. Det må også være akavet for dig.."

"Nej", afbryder jeg hende. "Det er okay, Jessica. Jeg er ligeglad. Ellen er en sød dame. Men ikke ligeså sød som dig."

Hun rødmer lidt igen. "Mener du det, Christian? Er det virkelig lige meget?" 

"Ja, selvfølgelig. Jeg vil gerne være din ven, Jessica. Hvis du vil være venner med mig?" 

"Okay. Det er en aftale. Vi kan godt være venner", siger hun, og nu smiler hun endelig igen. "Jeg vidste det altså ikke før du fortalte mig dit efternavn", siger hun. 

"Det er lige meget, Jessica. Må jeg så følge dig hjem?" 

"Okay", siger hun. Og sammen går vi hen mod en del af byen, hvor jeg ikke har været før. Den del af byen, hvor folk som Jessica og hendes familie bor. Folk der ikke har råd til andet. Men folk, ikke desto mindre, præcis ligesom mig.