Jeg var træt af det perfekte. Hele mit liv havde været én tand for perfekt. Det var til at brække sig over. Det var denne perfekthed der havde fået mig ud i dette rod. Dog når jeg ser tilbage, så var vi vel egentlig bare børn der lyttede til dødsmusik og ledte efter undskyldninger for at leve. I princippet var jeg kun startet i gruppen fordi Han havde været der. Hans navn var Leo og han lignede virkelig også lidt en løve. Det gyldne hår der kronede om hans hoved og den muskuløse krop tiltrak mig. Hans bevægelser var også katteagtige og han havde endda tatoveret et løvehoved på overarmen. Men denne lille ”frille” eller midlertidige betagelse af Leo skulle vise sig at få mig ud i ret så mange problemer…