Det her er den tragiske historie om et ydmygt væsen som blot søgte efter et sted at høre til.

Engang for længe siden var vort land fyldt med smukke dybe skove, der fredeligt lod sig bebo af væsener der hørte myterne til. Et af disse folk var Ulvefolket. Dette smukke folk var et krigerisk folk, men ikke så blodtørstige som mennesket. De levede dybt inde i skovene og i harmoni med naturen. Mange mennesker havde tit forsøgt på at finde frem til dette mystiske lydløse folk, der eftersigende skulle være mere ulve, end mennesker. Historierne fortalte at deres øjne var ravgule og lyste op i mørket, og at de havde pjuskede haler og ører, som ulve og pels på kroppen. De stod oprejst som mennesker, men kunne løbe lige så stærkt som ulvene. Og deres stemmer skulle være melodiøse. Deres sprog skulle eftersigende være det smukkeste sprog i verden. Kun få mennesker opnåede at få et glimt af disse prægtige væsener, men der var én mand, så grusom og kold, der opnåede mere end det.

En frygtelig nat, hvor månen var på sit højeste, lykkedes det ham at få fat på en enlig, ung hunulv, der havde af eventyrlyst strejfet lidt for langt væk fra sit hjem. Han blev overvældet af hendes skønhed og dyriske dufte, og uden at tænke handlede han. Magteløst måtte hunulven finde sig i at blive krænket på det groveste af denne grufulde mand. Efter at han havde forbrudt sig på hende, forlod han hende, slået halvt fordærvet, og med en skændsel – en byrde – hun skulle bære for livet. Det før så varme gule blik i hendes øjne forandrede sig og blev mørkt og dystert. Indelukket. Da hun endelig fandt tilbage, var hun ikke længere sit gamle jeg.

En måned senere fandt man ud af at hun var med barn. Hele landsbyen summede af forfærdelse. Hvordan kunne dette forfærdelige lade sig gøre? Den unge hunulv skammede sig forfærdeligt, men det var for sent at skaffe sig af med barnet, og 8 måneder senere fødte hun en lille pige.

Denne pige blev byens skamplet. Det sorte får, så og sige. Hun havde hale, hun havde ører, hun havde tænder og hun havde evnerne som én af Ulvefolket, men hun havde glat hvid hud som et menneske. Hendes chokoladebrune hår svarede til morens pels, mens hendes øjne – ja hendes øjne var næsten det mest afskyelige ved hende. De var krystalblå. Dette par øjne var øjne der tilhørte menneskene, og de var lige så blå som faderens. Den unge hunulv huskede klart den onde mand, der med et koldt smil havde ændret hendes liv for evigt. Og den unge hunulvs kommende mage, ville ikke længere have hende. Allerede fra da man fandt ud af at hun var gravid, havde han valgt en anden til mage. De var nu gift og havde fået et barn. Et perfekt ulvebarn, med den smukkeste latter. Den unge hunulv måtte bittert se til mens hendes tidligere elskede glemte alt om hende. Og med hendes forbitrelse kom hadet til hendes eget afkom. Hun hverken kunne, eller ville elske denne vanskabning, der kiggede uskyldigt og kærligt op på hende med disse forfærdelige blå øjne. Men tvunget af Ulvefolkets regler, måtte hun opfostre det, indtil det var gammelt nok til at kunne klare sig selv. Men hadet i hende voksede, og barnet, som hun valgte at kalde Ruína , fik ikke just en blid opvækst. I stedet blev hun mødt med tæsk og hadefulde ord. Ruína lærte at bøje hovedet og tie stille. Hun lærte at hun ikke hørte til, at hun var et misfoster blandt de smukke ulve. Og hendes forpinte hjerte lærte ikke kærligheden eller håbet at kende.