Williams’ synsvinkel:  

De ivrige og forbandede flammer, slikkede sig glohedt op af faklerne. Der blev råbt og skreget, og i samlet flok blev der marcheret op og ned af de faldefærdige gader. Små børn helt ned i otteårsalderen, drenge som piger, gik med os og med facaden trukket op om ansigtet. Selvom jeg vidste at de var skrækslagne, viste de det ikke. Man var blevet vant til det. Det var alle.

Vi befinder os i nærheden af Birmingham, England i år 1776. Bønderne har gjort oprør mod herremændene, på grund af de indkomster de kræver, af de lejede marker og korn. Folk i alle aldre er med til at demonstrere og vise deres utilfredshed, da bønderne er fattige og stort set ikke har tag over hovedet. Herremændene ejer alt, stiller betingelser og er ikke til at handle med. Og det har bønderne tænkt sig at stoppe. Koste det alt, hvad det koste vil.

Flammerne dansede et kort øjeblik for mine øjne, men jeg kom hurtigt til mig selv igen, da lederen, Steven, råbte op og stoppede flokken. Alle var iført lasede tøjstykker, nogle bar ikke sko og andre bar ikke hat, som det var mændenes pligt at gøre. Pengene lå ikke til det, og hvis herremændene oppe i nord opdagede det, ville man blive halshugget. At følge reglementet, betød meget for dem.

”Vi tager en omgang mere, runder godset og afslutter så for i aften! Kom så, alle sammen,” kommanderede han truende, og svang sin fakkel højt til vejrs. Folk hujede og skrålede, hvor imens vi børn blot fulgte med. Hvad jeg egentligt lavede sammen med alle disse, var egentligt ikke et spørgsmål. Det var bare noget, som lå en bonde til. Mine forældre forventede det, ligeså gjorde de af mine andre søskende også. Om jeg brød mig om det, var så en helt anden ting. Men det var sådan det var. Sådan, denne middelalder var grundlagt. Borgerkrige opstod, optoge blev dannet og folk blev slået ihjel. Demonstrationer faldt aldrig til dets fordel, som startede dem. De var ikke nær så stærke. Eller for at snakke i ental, så er vi ikke nær så stærke som herremændene. For det første var vi i undertal, og for det andet var de i større besiddelse af våben, end vi bønder nogensinde ville komme.  

Men det var sådan det var. Sådan, mit liv formede sig. Og når der ikke var optog i gaderne, var der alligevel altid en form for urolighed omkring byernes indbyggere. Ingen var trygge, ingen kunne være rolige og ingen kunne være sikre. Sikre på, at det næste gang ikke ville gå ud over dem. For myten om Mathilde nede fra hjørnet af, var aldrig uddødt:  

”Det siges, at Mathilde var en sød og rar, gammel dame, gråhåret og med et kært og fredeligt ansigt, altid havde haft en lidt for lang næse. Hun var nysgerrig som ingen anden, elskede at blande sig i andres sager, og dernæst sige det videre til sin næste. Så da hun en dag fik nys om hvad herremændene havde i sinde at gennemføre, videresagde hun det til tilfældige mennesker hun mødte på sin vej. Det skulle dog vise sig, at hun aldrig skulle have gjort det. Siden selve lederen troppede op hjemme ved hende, iført sikkerhedsvagter naturligvis, og bad hende følge med, havde man aldrig set mere til Mathilde. Hendes hus blev revnet med jorden, og historien om hende og hendes skæbne, var blevet genfortalt i utallige årtier.”  

Vejret var bidende og luften var kølig. Men varmen fra de hundredvis af fakler som hver blev båret af en, gav liv i os alle. Varmen gik helt ud i fingerspidserne, op i ansigtet og videre ned langs kroppen. Ret forude, lød der brag af alle kalibrer. Automatisk gjorde vi holdt, tavsheden tog over. Vinden susede kraftigt omkring os, og pludseligt lød der skrig. En herre, måske i midten af fyrrene, faldt sammen foran mig og pludseligt opstod der panik.

”Flygt! Flygt, alle sammen! William, af sted!” blev der skreget af en herres fulde kræfter, og med et sidste blik på manden foran mig, død af en pil i brystet, satte jeg automatisk i løb. Jeg spænede af sted, uden at vide hvorhen jeg skulle løbe. Det vrimlede med panikslagne mennesker på alle sider af mig, og selvom jeg spejdede efter dem, kunne jeg ikke finde min familie i blandt dem…