Det var gråt. Alt var gråt. Det havde det været det meste af efteråret, og det var virkelig begyndt at gå mig på nerverne. Ligesom de evige vandpytter, og lyden når et par converse plus ca. 48 kilo der ramte dem. Lyden jeg lavede lige nu. Jeg strøg en vilfaren, blodrød hårtot tilbage på pladsen bag dens øre, der var dækket af et par blå, SkullCandy hørebøffer. Jeg så op da jeg nåede til skolen, og gik med hurtigt, energiske trin op af trapperne, hen til klasselokalet hvor skolens mærkeligste 'børn' gik. 9 x. Jeg smuttede (næsten) ubemærket ind, og satte mig på min plads. Jeg faldt i snak med nogen af dem der var en anelse popdulle agtige, men fine nok. Den slags der gik i seng med nogen da de var tolv, og røg fra de var elleve. Ud over det var de OK. Min lære kom ind, og alle satte sig på deres pladser med det samme. Vi havde respekt for ham, og han havde respekt for os. Men hvis nogen brød denne usynlige regl, ville der udbryde krig og kaos.
"Vi får en ny elev i klassen idag." Sagde han med alvorlige øjne, som så ud over hans runde briller, der sad helt ude på tippen af hans næse. Alle pigerne rettede sig lidt op, og rettede på deres hår, da en dreng kom ind. Jeg brød mig ikke om ham. Alle de andre piger så ud som om de var ved at falde i svime over ham, men der var noget jeg ikke kunne lide ved ham. Han smilede, men smilet nåede ikke op til hans mørkegrønne øjne.
"Hey allesammen." Jeg sværger, flere af pigerne var ved at dåne. Personligt kunne jeg ikke se det fantastiske ved ham. Eller jeg kunne godt se han havde et flot, og chamerende udseene... Men der var et eller andet ved hans fremtoning der gav mig kuldegysninger.
"Jeg hedder Jake, og jeg skal, som i nok allerede har gættet, gå her i klassen." Et perfekt tandpasta smil efterfulgte. Og lige i dette øjeblik gik det op for mig jeg var den eneste der ikke sad ved siden af nogen. Shiiiiiiiiit. Vores lære rømmede sig.
"Du kan sætte dig ned ved siden af Rosa." Han kiggede på mig, og endnu engang sukkede jeg dybt.
"Jeg hedder nu stadig Kimi." Min lære så lidt overrasket ud, og smilte så.
"Det er jo også rigtigt." Da han satte sig ned ved siden af mig, fik jeg tilsendt en del misundelige blikke og suk. Men jeg tror jeg misundte dem endnu mere. Kort efter forsøgte han at sætte en samtale igang.
"Der er godt nok meget tåge heromkring. Er det sådan altid?" Jeg så på ham med isnene ligegyldighed.
"Det er gråvejr. Og ja det er her næsten altid." Han sukkede og så væk. Jeg frydede mig.