Jeg havde altid fået at vide at jeg var smuk. Men nu ved jeg ikke længere hvordan jeg ser ud. Hvem er jeg? Der var efterhånden gået lang tid. Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst så min mor. Hvornår min far sidst holdt mig i sine arme... Livet var så dejligt og ukompliceret dengang.

Hver eneste nat vågner jeg alene. Også selvom vi er mange. I stilheden og mørket har jeg tid til at tænke. Om jeg vil det eller ej.
Jeg kan tænke på min familie. På mine brødre og søskende. Skønt jeg nok aldrig ser dem igen, har jeg vel lov at drømme. I drømmene er jeg væk fra alle dagene, årene. De år hvor ingen rigtig har set mig, og jeg har set ingen. Jeg kan næsten aldrig sove. Minderne ødelægger mig, og gulvet er så pokkers ukomfortabelt.
Jeg kan stadig huske deres ansigt, deres stemme.

Jeg blev taget i mængden. Det var helt tilfældigt. Jeg er en tilfældig ung pige der blev væk fra sin familie. Vi var henne ved markedet. Jeg var pludselig kommet for langt bagud. Jeg nåede ikke at opdage noget før.
Chokket lammede mig. Hånden, armen om min hals, sækken, mørket, og mit skrig. Jeg var hjælpeløs.