Mit liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 aug. 2018
  • Opdateret: 6 aug. 2018
  • Status: Igang
Hej!
Mit navn er Marie, ikke ret mange af jer kender mig, men jeg har en historie som jeg gerne ville fortælle..
Historien om hvordan jeg kom til Danmark.
Hvordan jeg fik lært mine forældre at kende, men også hvordan jeg lærte livet på den hårde måde.

Håber at i ville tage godt i mod den. :)

1Likes
2Kommentarer
96Visninger
AA

2. 1. Kapitel

 

Jeg boede i en meget lille, men også billig by, som hedder millovice.

Det er den by hvor jeg husker min barndom fra, men også der hvor jeg voksede op i 5 år. 

Nemlig på et børnehjem. Børnehjemmet, havde 3 etager, den 1. etage var der hvor jeg boede til sidst, det var til dem der næsten skulle starte i skole. 2. etage var for dem der svarede til børnehave børn. Den sidste etage, var for spædbørnene, jeg husker meget svag at jeg var der selv.

I mange år sov jeg i et værelse, hvor der var en skillevæg ved den man sov ved siden af. 

Selvfølgelig, kunne vi ikke lade være med at tale til vores side sove kammerat, men vi skulle passe på for vi måtte ikke blive opdaget. 

Den første gang hvor jeg lærte at sætte et hoved betræk på en pude, jeg var en af de få der havde fået lært det, jeg følte mig stolt, jeg følte mig også på en eller anden måde mere voksen end de andre børn.

Hvert år tog ud til et sommerhus, hvor vi plejer at blive klædt ud. 

Husker kun 2 af dem, den ene gang var jeg nok 4-5 år gammel, hvor jeg var en brud. 

Jeg havde fået den smukkeste hvide kjole på, og havde en meget lille bukket i mine hænder, havde også fået mascara på fordi jeg synes at det var snyd at pædagogen måtte og jeg ikke fik noget på. 

 

 

Jeg kunne ikke så godt lide at være der fordi de andre børn sprængte balloner, jeg var meget for balloner som bliver sprunget, fordi jeg synes at det så voldsomt ud.
Anden gang, var hvor jeg var en stjerneklokke, en lilla blomst, jeg følte mig også som en meget smuk blomst, da jeg var den eneste som var en blomst.  

Vi kunne godt sige at det var en slags fest for børn, vi dansede og havde det sjovt og spiste grillede pølser. 

Jeg havde på et tidspunkt en kæmpe sort paryk, med en hawaii blomster krans. Jeg elskede at danse, det var hvor du bare kan slå dig løs og kunne have det sjovt.

Men det var ikke kun gode tider, der var også dårlige tider. 

Pædagoger lukkede os i en lang gang, nok ned til køkkenet. Jeg var den første der skulle derind, jeg meldte mig frivilligt, jeg tænkte ikke at det kunne passe at der var spøgelser, for det var det vi fik at vide.

Når man var i gangen skulle helt ned til den anden ende af gangen. Jeg gik modig hen mod den anden ende af gangen, men så faldt en kost og jeg begyndte at sænke farten, for jeg måtte indrømme at jeg blev lidt bange der.

Der var en buuuh lyd, ligsom spøgelser og der blev jeg skræmt, jeg løb hen tilbage til døren, men den blev ikke lukket op for der var låst, jeg råbte og skreg mens jeg græd bankende på døren, til sidst kom jeg ud og så var det en andens tur, for dem der ikke opførerede sig pænt. 

Jeg fik faktisk nogle veninder og venner på børnehjemmet.
En meget blondt og høj pige, hun hed Adelca, hun var 1-2 år ældre end mig, men hun var min bedsteveninde. Vi legede med dukker, og legede med sne når det var der, hun var min første bedsteveninde. 

En dag måtte vi sige farvel til hende, for hun skulle nu hjem til sin nye familie og bo sammen med dem.
Jeg ønskede nogle gange at jeg måtte prøve det, det med at komme hjem til en famile, men jeg vidste ikke bedre, jeg troede stadig at vi kom fra kæmpe æg og wupti her er vi.

Jeg fik nogle andre venner imens jeg boede der, jeg havde ikke rigtig andre veninder, men jeg fik en drenge ven som hed Pepper. Vi var altid de to som sov sammen når vi var ude og rejse, han boede på 2. etage.
Der  var et søskende hold der ankom en dag, de bestod af to drenge og en pige, hvis jeg husker rigtig hed de noget med rød til efternavn. jeg husker deres historier om deres vrede far, og deres jul. 

Jeg lyttede altid når de snakkede om det, for mig var som at høre en god bog, Patric hed den ene, han havde nogle gode ”dance moves” synes jeg dengang, vi blev hurtig venner ham og jeg i starten, jeg blev ikke rigtig 100% venner med pigen. 

Hans store bror Andreas blev jeg ret tæt med og hvis man skulle omformulere vores venskab til her i dag, ville man nok mene at vi være børnehaves kærester agtig noget, men han var min ven, vi gyngede hele tiden.

Han var 12 og jeg var 6 så han gik i skole, mens vi andre der ikke gik i skole sov middags søvn.
Jeg husker at han var den første til at cykel på en to hjulede cykel, jeg prøvede også derefter og efter lang tid kunne jeg, så nogle gange fik vi lov til at tage en tur med pædagogerne, fordi vi kunne cykel på et to hjulede cykel.   

Vi fik et ny medlem på børnehjemmet,  det var hvor jeg skulle til at sove til middag, hvor jeg mødte en anden værelsekammerat. 
Jeg sov i et stor værelse alene, så det var rart at vide at jeg ikke var alene om at sove her, da jeg synes at det var skræmmende.

Det var en mellem høj pige, som var lys i huden og havde sort hår, meget anderleds fra mig af. Jeg lagde godt mærke til de blå mærker på hendes ben, men tænkte ikke mere over det, da jeg troede at det var normalt at have dem, men dog så jeg aldrig med dem. 

Jeg iagttog hende, mens hun satte sig på sin seng, hun kiggede lidt rundt, hvor derefter hendes blik faldt på mig. Jeg tænkte at jeg ville lige sige hvem jeg var”Hej jeg hedder Maruska” sagde jeg til hende. 

Maruska betyder lille eller søde Marie det blev jeg tit kaldt. Hun kiggede på mig og svarede med lidt usikkerhed i sin stemme ”Jeg hedder Nichole.” sagde hun usikkert, men så blev hun hentet af en anden pædagog, jeg fik at vide jeg skulle lægge mig til at sove igen.

Lige siden den dag har vi kun været tættere sammen, vi legede tit sammen faktisk derefter blev vi hele tiden værelsekammerater, jeg tror ikke nogen kunne have skilt os ad den gang, jeg fik engang nogle kort/breve fra min biologisk mor (gætter jeg på) Jeg kunne ikke læse, det kunne Nichole hellere ikke, men alligevel holdt jeg fast i dem. Vi gik på vores senge som om det var catwalk. Jeg var katolik (for dem der ikke ved det, det er hvor du tror på jomfru Maria.) vi stod for enden af sengen og lavede en lille bøn, hvor i det øjeblik kom en pædagog. Vi blev så chokeret at vi blev stående af ren skær chok. Pædagogen tog mit kort ud af hånden på mig, og rev det over og smed det i skraldespanden. Vi skyndte os at lægge os i sengen igen. Da hun var gået, blev jeg ked af det, for jeg var gammel nok til at vide det kom fra min mor. "Er du okay?" spurgte Nichole mig. Jeg nikkede, men selvfølgelig var jeg ikke okay, men jeg havde ca. 4 andre fra hende. 

Tiden gik, og vi nåede til  juleårstiden.
Tjekkiet har en tradition, hvor det er sankt. Nicolaus kommer forbi, med trolde og engle, med gaver, som er slik og mandariner.  

Jeg elskede juletiden på børnehjemmet, da det var der man fik gode gaver og en særlig historie som vi fik fortalt hvert år.
Vi skulle sidde på to lige lange rækker, og så skulle vi tag fat i hinandens skuldre, så begyndte en sygeplejerske at fortælle historien, det var historien om hvordan Julemanden var kommet i huset og lægge gaverne under jule træet, hvordan hun hjalp ham, med at komme ind og ud igen uden at blive opdaget.

Når historien var færdig skulle vi gå i hånd og hånd ud og spise. 
Maden bestod af en toast med hamburgerryg pålæg og ost, syltede agurker.
Til desserter var der konfekt, men det når vi ikke så meget af. 
Når vi var færdig skulle vi vente på at chefen kom ud og gik hen imod juletræet og råbe om vores navne op så vi kune hente vores gaver. Vi fik en gave hver og noget tilbehør til nogle gange. 
Jeg ønskede mig hver gang en baby, fordi jeg håbede at det var en levende en hver gang jeg fik, tanken om at have en rigtig baby, glædet mig hver gang, men jeg mistede aldrig håbet.

Sådan forløb aften sig, hele næste dag måtte vi lege med det vi havde fået i gave, og vi skulle også lige praler med at vi havde fået noget bedre end den anden havde fået.

Om efteråret ca. har Tjekkiet en anden tradition, denne gang handler det om trolde. 
Troldene har kidnappet nogle børn som ikke har været søde, som de putter i deres sække og går rundt med dem på ryggen, hvor man kan kun se benende. Det var selvfølgelig bare dukker, men for mig troede jeg altid på det, jeg var meget bange for dem, mest bange for at ende ligsom dem.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...